Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_06_0_00085

Story DS_06_0_00085

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	About the Devil and being in league with him / Om Fanden og forbund med ham
Publication ID	DS_06_0_00085

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Veflinge
Keywords associated with this story	rad 1 træffe 1 skjæppe 1 sikker 1 bymand 2 stærk 1 vædde 1 hvortil 1 stolt 1 sko 1 løfte 1 fy 2 bekjende 1 arm 1 oprejse 1 bøsse 1 plov 1 formodentlig 1 forundring 1 frihed 1 uheld 1 alskens 1 ophold 1 dom 1 varme 1 steg 1 heksemester 1 skikkelig 1 ånde 1 and 1 frand 2 trolddom 2 rumpe 1 fort 1 alle 1 hovmark 1 anledning 1 ekse 1 bål 4 torsdag 1 hermed 1 herpå 1 udfald 1 bekje 1 skytte 1 beslå 1 dåb 1 oldermand 1 skid 1 general 3 troldmand 1 lyve 1 heftig 1 ledtog 1 såsom 1 forskrive 1
Text of Danish publication	85. I Veflinge på Fyen levede for en del år siden en mand ved navn Lars Bent Hahn (formodentlig Lars Bent Hansen), og ham kaldte de Lars Troldmand, for han var bekjendt som en stor heksemester. Der fortælles om ham, at han havde forskrevet sig til Fanden, og til bekræftelse herpå var han tre torsdage i rad gået op til Veflinge kirke og havde vanhelliget dåben. Siden skal han have haft ophold en tid på Frederikslund hos generalen, hvor han havde sit eget kammer og sin egen bøsse, og når generalen tog på jagt, havde han altid L. B. H. med, ti han var en sikker skytte, og på ham beroede mest jagtens udfald. En höjtidsaften væddede han med folkene, at han vilde skyde op gjennem skor- stenen og træffe en vildand. Lars skød, og den skudte and faldt til alles forundring ned gjennem skorstenen. Dette mishagede imidlertid generalen, så han jog ham bort. Derfra vendte han tilbage til Veflinge, hvor han boede i samme hus, hvor jeg for tiden boer. Han levede siden af at skaffe råd mod alskens uheld, som f. eks. når kreaturerne blev syge, eller folk ikke kunde få smör; ja, såsom han havde Cypriani bog, kunde han også sige, hvem der var skyld deri. Han plejede at sige, at det var ingen ting at tage smörret fra én og give det til en anden, men han kunde sidde hjemme i sin egen stue og stjæle fire skjæpper korn af hvert læs, der kjørte gjennem byen; det vilde han se den, der kunde gjøre ham efter. En gang kom han ind til en gårdmand ved navn Frands Hat, der den gang var oldermand i Veflinge. Lars satte sig stolt for enden af bordet, men da bymændene kom, tog Frandsham i arm- en og sagde: »Gå du af vejen, din skider, og lad skikkelige folk få plads.« Hvortil Lars svarede: »Detkan du selv være.« Frands Hat gik fra den tid af et halvtår med en heftig diarrhoe, i hvilk- en anledning Lars af bymændene blev ført til Odense og anklag- et for trolddom. Som de nu rejste hen ad vejen, kom de forbi en hovmark, hvor en del plove stod, men hestene var fraspændte for at bede. Da sagde Lars: »Hvad vil I give mig, så skal jeg få al- le plovene til at gå?« Så gik de allesammen på hans kommando så nær som én. Da de spurgte ham, hvorfor den ene ikke gik med de andre, svarede han: »Jo, den la'r jeg min tro nok stå, ti den er beslået hos smeden i Bulbro, og hvad han gjör, har jeg ikke magt over, for han er hellig, og han gjör detaltid i den store mands navn.« Da de kom ud til forhøret, kom en sort kat for at høre, hvordan det gik af. Så siger Lars: »Å, gå lidt til side for bispinden.« Da havde hun omskabt sig til en kat, og straks stod hun nugen for dem, ti hans trolddom var stærkere end hendes. Endelig fik de ham med løfte om frihed til at udlægge to gamle koner, der var i ledtog med ham, og disse blev dömte til bålet, som blev oprejst i nærheden af Ruggen (?), og da den første be- steg bålet, sagde han: »Hihihi, da fik den sin rumpe varmet.« Men da kongen kom der forbi i det samme, spurgte han L., hvor længe han havde tjent den fule ånd. »I 34 år«, svarede han. Kongen sagde : »Fy dig, fort på bålet!« og hermed var hans dom afsagt. Da de de spurgte, hvorfor han bekjendte for kongen, siden han ellers ikke vilde bekjende, svarede han: »Det var et salvet hoved, og for ham må man ikke lyve.« Da han derpå selv besteg bålet, sagde han: »Det er ikke alt borneleg I« R. J. Lundorff.
Map