Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_06_0_00163

Story DS_06_0_00163

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	About the Devil and being in league with him / Om Fanden og forbund med ham
Publication ID	DS_06_0_00163

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Sneumgård
Keywords associated with this story	mose 1 farlig 1 fortælling 1 følge 1 hvorfra 1 hente 1 svinde 1 silde 1 hilse 1 karet 1 drag 1 opholde 1 bonde 1 sælge 1 forlade 3 forstå 1 fod 1 klar 2 bebo 1 officer 1 strænge 1 tigge 1 forundring 1 uddød 1 rejse 1 oplyse 1 råde 1 begive 1 minde 1 retning 2 ejer 1 føde 1 ophold 1 fin 2 fortælle 1 forbindelse 1 steg 2 værelse 2 herskab 1 tale 1 tilstand 1 vandring 1 voldsom 1 kjør 1 alter 1 ledes 1 frue 1 befale 2 dets 1 slot 1 foreslå 1 vente 4 tjener 5 orden 1 e 1 elendig 1 nådig 4 blive 1 liv 1 eftersom 1 stjærn 1 arv 1 bun 1 lærd 1 general 1 adelig 1 elig 1 tilstedeværende 1
Text of Danish publication	163. Sneumgård har været beboet af adelige, som godt forstod at udpine deres bønder. Mandsstammem uddøde, og gården arv- edes da af en datter, som kaldtes fruen. Det fortælles, at hun stod i forbindelse med Fanden og blev hentet af ham. En aften silde befalede hun sin kusk at spænde 4 heste for kareten, ti hun vilde gjøre en lang rejse. Karlen adlød straks, ti hun var stræng. Han kjørte derpå hen til hovedindgangen, hvorfra fruen kom med sin tjener, der, efter at fruen var steget ind i vognen, steg op bag på. Da alt var i orden, spurgte kusken, hvor han skulde kjøre hen. »Kjør i retning af den stjærne, som du ser i nordvest«, svarede hun. »I den retning kan vi ikke komme, ti der skal vi kjøre ov- er store strækninger af moser og sumpe.« »Det gjör intet til sagen«, var fruens svar, »kjørmod nordvest, som jeg har bestemt.« Han lod nu hestene løbe, men til hans store forundring foer det gjennem luften med en voldsom fart. Således gik det en tid lang, indtil vognen standsede af sig selv ved et pragtfuldt slot, som var oplyst i alle værelser. Her steg fruen ud af vognen og befalede dem at vente, indtil hun kom tilbage. Hun blev imidlertid længe borte, og da tiden blev både kusken og tjeneren for lang, sagde den sidste: » Bun er dog vor nådige frue, jeg vil derfor gå indfor at se, hvorfor hun venter så længe.« Som sagt så gjort. Da han kom i dören til en stor sal, så han, at hun dandsede i ild med en fin herre, en general eller officer, og den røde lue flammede op ad dem begge. Da hun så tjeneren, vendte hun sig om imod ham og sagde: »I skal ikke mere tænke på mig, men drag tilbage til Sneumgård og fortæl dér, hvorledes jeg har det, samt at jeg bliv- er, hvor jeg er.« Derpå forlod hun værelset med den fine herre. Tjeneren gik nu ud til kusken og fortalte ham det hele, hvorpå de begav sig på hjemrejsen, men i det öjeblik de kjørte til, for- svandt slottet med alle dets herlige omgivelser, så følgen blev, at vejen blev borte for dem. Imidlertid mente de dog at kunne finde hjem, når de kjørte mod sydost. Men rejsen tog længere tid, end de havde ventet, ti de kjørte så længe, at de lidt efter lidt måtte sælge både vogn og heste for at få noget til livets ophold. De måtte nu rejse til fods, og til sidst blev pengemangelen så stor, at de måtte tigge både føde og klæder. Efter en møjsommelig vandring nåede de endelig til Sneumgård i en elendig tilstand. »Hvor- ledes har folkene det her på gården?« »Godt«, fik de tilsvar. »Vi skal hilse fra nådig-fruen.« »Hvem er den nådige frue, I taler om? vi har en nådig herre her på gården.« Nu fortalte de, hvorledes de for kort tid siden fulgte fruen på en lang rejse, samt hvordan hun på en underlig måde havde forladt dem. Imidlertid var der ingen af de tilstedeværende, der kjendte noget til den frue, de talte om, ti ingen kunde mindes en frue på gården, som var rejst bort uden at komme tilbage. Derfor foreslog man, at præst- en, som var en lærd mand, skulde hentes, ti kunde han ikke for- klare sagen, var der ingen, der kunde. Da præsten kom og hørte kuskens og tjenerens fortælling, korsede han sig, ti det var 200 år siden den frue, de talte om, forlod gården, og den havde haft mange ejere siden. Der havde i mellemtiden været et farligt spøgeri på gården, så at ingen kunde være der om natten, hvor- for herskabet opholdt sig i en flöjbygning hver nat. Således for- talte præsten. Det blev nu karlen og tjeneren klart, at de virk- elig havde været borte i 200 år, og det var da intet under, at gård- en var dem så fremmed. Man rådede dem nu til at gå til alters, eftersom de ikke kunde vente at leve længe. Snart derefter døde de. j. j.
Map