Story DS_06_0_00765

Story information
ETK index	About the Devil and being in league with him / Om Fanden og forbund med ham
Publication ID	DS_06_0_00765
Collection information
Associated informants and places	Informant: Mads Krist Madsen
Story contents
Places mentioned in this story	Kås skov
Keywords associated with this story	plet 1 historie 1 bryde 1 række 1 såkorn 1 herfra 1 bondemand 1 hjælpe 1 betaling 1 præke 2 forlade 1 bestemt 2 rinde 1 stol 1 true 3 slig 1 mulig 2 tigge 1 sen 1 lokke 1 opmærksom 1 prækestol 1 glemme 1 afholde 1 konfirmere 1 tænke 1 tjeneste 1 forlob 1 forpligtelse 1 synd 1 måde 1 foregå 2 mangen 1 ligeledes 1 bøg 1 kreds 1 student 4 befale 2 indgå 1 heldig 1 studere 1 redning 1 friste 1 slutning 1 flå 1 betegne 1 bly 1 menighed 1 eksamen 1
Text of Danish publication	765. Der var en bondemand, som kun havde én sön, og han havde i hele sin opvækst sådan en lyst til at blive præst med tid- en, hvorfor faderen, straks efter at sönnen var konfirmeret, sendte ham til Kjöbenhavn for at studere. Det gik ham imidlertid ikke så heldig, som han havde tænkt, for hans evuer til at lære var ikke de bedste, og det kom til at ligge ham noget på sinde, hvor- dan han dog skulde bære sig ad for at blive noget dygtigere. Så en aften, som han sad hjemme i sit værelse, stod der pludselig en mand ved siden af ham, der spurgte ham om, hvad han vilde give for at blive gjort til præst. Studenten så forskrækket på ham og E. T. Kristensen: Danske sagn VI. 17. sagde: »Hvem er du, som tror at kunne hjælpe i slige ting?« Manden svarede: »De fleste kalder mig for Fanden, og jeg har hjulpet så mange, så kan jeg nok hjælpe dig også til at blive præst. Betaling skal du ingen give af, og jeg fordrer blot for min ulejlig- hed, at du skal tilhore mig om visse års forlob.« Studenten sad nu og tænkte lidt over på det, præst vilde han gjærne være, men høre Fanden til holdt han just ikke af. Omsider syntes haa, at når han fik lært at blive præst, fandt han vel også på råd til at fri sig for den forpligtelse. Altså gav han sig til at akkordere med Fanden om, hvor mange år han skulde lade ham være i ro, og der blev bestemt et sted i Kås skov i Salling, hvor han skulde møde til den bestemte tid. Nu mærkede studenten straks, at alt gik bedre for ham, og lian tog sin eksamen og blev snart efter kaldet til præst et sted i Salling. Men forpligtelsen, han havde indgået, gik ham ad glemme, og han kom ikke i tanker om den för den dag, da han skulde mode i Kås skov. Så randt det ham lige i tanker, og der var iugen andre råd, hau skulde af sted. Det var en söndag, og hans vej gik forbi Rødding kirke, hvor han kom, ligesom præsten gik op på stolen for at præke. Han tænkte: »Nu vil jeg dog gå ind at høre det sidste Guds ord, inden jeg skal herfra.« Han gik altså i kirke og hørte opmærksom efter, hvad præsten sagde. Da traf det sig den dag, at han lagde de ord ud i sin præken: Ingen er så stor en synder, at han dog kan redning få. Det var nogle ord, som han aldrig forhen havde hørt eller set, i den tid hau havde været præst. Da tjenesten var til ende, kaldte han deu anden præst til side og spurgte ham, ora det var sandt, hvad han havde sagt på prækestolen i dag. Præsten sagde ja. Så fortalte han ham hele historien om, hvordan det var gået til, at han var blev- en præst, og at han nn skulde hen og møde Fandeu. Til slutning bad han ham om at hjælpe sig, hvis det var muligt, og Rødding præst lovede at gjøre, hvad han kunde. Så befalede han kusken at spænde for, og begge præster kjørte nu hen til det betegnede sted i skoven, og de nåede stedet lidt för aften. Rödding præst befalede nu den anden at sætte sig på det bestemte sted, og så tog han en bog frem og gik en kreds om den anden, mens hau læste i bøgen. Dernæst rakte han også præsten i kredsen en bog og bad ham om at blive siddende ganske rolig på den plet og læse i bogen til om morgenen, så vilde han komme og hente ham. Men han måtte for al ting ikke lade sig forføre til at gå af pletten eller lade sig true dertil og aldeles ikke bryde sig om, hvad der foregik omkring ham. Derpå kjørte Rödding præst sin vej. Det varede nu ikke ret længe, inden den samme mand kom, som var inde ved ham som student, og han sagde: »Det er godt, at du dog er mödt, ti det er på tiden, at du skal med mig; kan du så komme!« Præsten svarede ham slet ikke, men blev ved at læse i sin bog og lod, som han hverken hørte eller så'. Da nu manden havde stået en god tid og tigget og truet ham, gik han bort om- sider, men såkorn der andre, og de vilde ligeledes lokke ham med sig både med det onde og det gode. Men præsten lod sig ikke friste og lod, som han aldeles ikke mærkede, hvad der foregik omkring ham. Til sidst kom der en hel mængde, som truede ham på alle mulige måder, de truede ham med, at hvis han ikke kom, skulde han blive flået levende og dryppet med gloende bly. Præsten blev dog ved at læse i sin bog, og da solen vilde til at komme op af jorden, forlod de ham hver én, og straks efter kom den anden præst og hentede ham. Nu var han fri for forbindel- sen med Fanden og rejste ned til sit sogn igjen. Der levede han som præst i mange år efter den tid og var meget afholdt af sin menighed, for han var en dygtig præst. Mads Kr. Madsen.
Map	Base Layer OpenStreetMap Overlays Historical Markers