Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_06_0_00785

Story DS_06_0_00785

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Cunning men and women and their activities / Kloge mænd og koner og deres bedrifter
Publication ID	DS_06_0_00785

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Borup Ans Gjødvad Sminge
Keywords associated with this story	tænde 1 forsikre 1 historie 1 mistanke 1 ben 1 bod 1 tilfælde 1 nævne 1 djævel 1 aftenstid 1 tie 1 ungdom 1 røre 1 heraf 2 bestemt 1 afsted 1 potte 1 forstå 1 overnaturlig 1 spillemand 2 forfærdelig 1 mangle 1 rose 1 knæ 1 tjenestefolk 1 mulig 2 plov 2 dand 1 bæger 3 stikke 1 fortæller 2 ødelægge 1 glemme 1 leje 2 sølvbæger 1 hjemvej 1 næppe 1 sende 1 forstue 1 høj 1 pinde 2 opleve 1 præjse 10 pot 1 synd 1 sætte 1 skaffe 1 hug 1 gjerningsmand 1 spil 1 erklære 1 helbrede 1 henvende 2 doktor 1 forgøre 1 skyldig 1 sygdom 1 urolig 1 ustyrlig 1 vidne 1 troværdig 1 fæ 1 tyv 1 fordre 1 orm 1 medicin 1 seddel 1 besværlig 1 formane 1 imedens 1 køkken 1 tilstede 1
Text of Danish publication	785. I Borup her i Svostrup sogn levede der for en del år siden en mand, som man kaldte Præjst-Jens. Han helbredede både folk og fæ og kunde gjøre mange overnaturlige kunster. En gang var der blevet stjålet et stort sølvbæger fra en mand her i sognet, og han gik da til Præjst-Jens og bad ham, hvis det var muligt, at skaffe ham bægeret. Jens sagde, at det skulde han uok, og bestemte en aften, da han vilde komme derhen; men manden skulde da helst være ene hjemme, tjenestefolkene skulde sendes i byen. Præjst-Jens kom, og han og manden gik op i øverstestuen, og Jens gav sig til at læse, indtil tyven kom med bægeret, som han satte foran dem på bordet, og gik atter sin vej. »Der har du bægeret, og nu véd du også, hvem der havde taget det«, sagde Præjst-Jens. En mand i Gjødvad havde fået sig en ny hjulplov, men kort efter blev åsen på ploven en nat hugget midt over. Han ønsk- ede at vide, hvem der havde gjort det, og henvendte sig til P.-J. Denne tog da over til Gjødvad og gik ved aftenstid med manden ud på markeu. Her gravede Jens mandens ene ben ned i jorden til knæet, for at han skulde blive på stedet, og formanede ham til ikke at gå derfra, om der også kom nogen, som med hans rost op- fordrede ham til at gå med. Præjst-Jens gik nu noget bort, tændte et lys og begyndte at læse. Kort efter råbte han: »Ser du noget?« »Ja«, sagde manden, »der kommer ligesom et gloende hjul.« »Så skal du tie stille, ikke sige et ord.« Derefter så manden en stor mængde små mænd, som han troede var djævle, og Præjst- Jens spurgte da én af de mindste, hvem der havde ødelagt ploven, og deu lille nævnede gjerningsmanden. Der kom så flere hen til manden og vilde have ham med, og havde han ikke haft benet i jorden, var han gået med, for han troede, det var Præjst-Jens. Endelig kom denne selv. På hjemvejen måtte manden ikke se sig tilbage, men da hau var kommen ind i forstuen, glemte han det og vendte sig om. Så måtte Præjst-Jens gå bort igjen, rjen imedens han var borte, var der sådant et forfærdeligt spektakel ud- enfor og omkring huset, så manden var i højeste grad forskrækket, iudtil Jens kom tilbage og skaffede ro. I sin ungdom tjente han i Sminge, og så var der en søndag aften en del karle og piger saralede. Da de en tid havde spillet kort, kommer manden i gården hen til dem og siger, at de kunde godt gå op i øverstestuen og få sig en dands. Det var nu godtnok, men de manglede spillemanden; han boede i Vole, en halv mil derfra, og man syntes, det var for besværligt at hente ham. Men Præjst-Jens, som var tilstede, sagde, han skulde nok få spille- manden hentet. Han lod gjøre ild på i køkkenet og satte en potte derpå. Hvad der kom deri, vidste fortælleren ikke, mon han stod ved siden af Jens, da denne stod og rørte i potten. Kort efter kom spillemanden med både violin og klarinet; han sagde, at bedst som han sad hjemme, kom det over ham, at han skulde til Sminge at spille, og han havde ingen ro, för han kom afsted. For en del år siden boede fortælleren heraf til leje i et hus i Ans. Så skete det, at et af hans börn, en lille pige på 3 år, der ellers var rask og vel udviklet, pludselig blev urolig om natten. Hver nat fra klokken 1 til 4 var hun aldeles ustyrlig; når de tog hende på armen, kunde de næppe holde hende, hun vred sig som eu orm, græd og var som ude af sig selv. Manden tog da med barnet til doktoren i Levriug; men han erklærede, at han ikke forstod sig på den sygdom, og sagde det på en sådan måde, så manden nok kunde mærke, at meuingeu var, at nogen havda gjort ondt ved barnet. S''\ henvendte han sig til Præjst-Jeus; han sagde straks, at således var det. Han gav da manden noget medicin til pigen, og det hjalp snart, men tillige gav han ham et middel til at udfinde, hvem der havde forgjort barnet. Det var en pind med et hul i, i hullet blev stukket eu seddel og derpå en mindre pind. Dette skulde sættes over hans dör, så kuude den skyldige ikke gå igjennem den. Nu boede der i samme hus en anden lejer, som manden havde mistanke til, og ganske rigtig, da han ved jul- etid bod sin busfælle ind til sig, var det ikke denne muligt at komme igjeunem dören, för manden tog ham ved hånden, og det samme var tilfældet, da han skulde gå derfra. Så længe som for- tælleren boede i dette hus, måtte han tage den anden ved hånden, hver gaug han skulde ind og ud hos ham. Han forsikrede, at så sandt han var en synder for Gud, var hvert ord heraf sandt. De to sidste historier har miu hjemmelsmand selv oplevet og fortalte dem på så nojagtig og troværdig en måde, at jeg ikke kunde andet end tro derpå. De to første har han ikke selv været vidne til. Jörgen Jessen, Asmildgårde.
Map