Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_06_0_00790

Story DS_06_0_00790

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Cunning men and women and their activities / Kloge mænd og koner og deres bedrifter
Publication ID	DS_06_0_00790

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Gislum
Keywords associated with this story	bestille 1 dyr 1 hoste 1 ligne 1 bryst 1 årsag 1 historie 1 hvilken 1 malke 1 dige 1 tilfælde 2 halt 1 djævel 2 svær 1 mærkelig 1 tyk 1 sjælden 1 forvej 1 forunderlig 1 fremkomme 1 antal 1 regel 1 sved 1 uhyre 1 strøg 1 put 1 usynlig 1 slig 1 træde 1 forestille 1 tandpine 1 stikke 2 skred 1 udstyr 1 begrave 1 hyle 1 bad 1 fylde 1 larm 1 kors 1 såre 1 gje 1 lejlighed 1 overbevise 1 krop 1 kast 1 kreatur 1 fødevare 1 stiltiende 1 hælde 1 naturlig 1 skarn 4 heksemester 1 klogskab 1 syg 1 værst 1 dyrlæge 1 måde 1 foregå 1 mangen 1 såkaldt 1 ledes 1 spil 1 kreds 1 ende 1 forskjellig 2 dets 1 benytte 1 hul 2 hensyn 1 skifting 1 doktor 1 forgøre 1 vedkommende 1 sygdom 1 fagter 1 lyster 1 virkelig 1 urolig 1 vid 1 krøllet 1 gjenstand 1 selvfølgelig 1 hjemegn 1 e 1 oftest 2 sej 1 buse 1 byrde 1 bedrift 1 hinde 1 tilsyneladende 1 mulle 1 ulige 1 græstorv 1 bege 1 patient 1
Text of Danish publication	790. Hans virkelige navn var der næsten ingen, der kjendte, hau blev så godt som al tid kaldt Beggen, eller Beggen i Oislum, og under dette noget besynderlige navn var han i en vid kreds en bekjendt doktor, dyrlæge og heksemester. Han nød derfor en stor anseelse i sin hjemegn og blev sögt, så snart der var noget i vejen med husstanden eller kreaturbesætningen. Som heksemest- er sögtes han i de forskjell i gste anliggender, og en sær tiug skulde det være, som Beggen ikke vidste råd for. Han førte al tid med sig og benyttede ved de fleste lejligheder sin såkaldte Sejer, der mest lignede en gammel krøllet svineblære. Det var en hinde, som han var født i, plejede han at fortælle, og så længe han passede på den, kunde han snart gjøre, hvad han vilde; intet kunde gjøre ham noget ondt, og både. Djævelen og andre stormagter måtte lystre ham. Beggen havde naturligvis forskjellige behandlings- måder for de forskjellige tilfælde. Oftest brugte han dog til syge kreaturer en stor græstorv, der blev stukken på hvert af dyrets horn, og en tyk halmvase bandtes om dets krop, og så- ledes udstyret blev det ført ud på grønningen. På begge sider af det syge kreatur blev så gravet et par småhuller i jorden, i hvilke Beggen under mange forunderlige fagter hældte en vædske, som han i forvejen havde tillavet i en a^ggeskal. Når dette var bestilt, og Beggen endnu en gang havde korset sig og mumlet noget, blev hullerne atter fyldte, men således, at jorden fra den ene side kast- edes i hullerne fra den anden. Det hele skulde foregå stiltiende. Det var hö'st sjældent, at Beggen troede en sygdom fremkom- men af naturlige årsager. Oftest hed det, at vedkommende men- neske eller dyr var forgjort, men med hensyn t'l sligt var det netop, at Begen havde sin største klogskab, ligesom han i regelen også vidste at udpege skademauden, der havde set med oudeöjne på det. Var et pattebarn uroligt, var det, fordi én med oudeöjne havde set på, at moderen gav det bryst, eller også barnet måtte være eu skifting. Gav køerne lidt mælk, var årsagen den, at en eller anden heks stod hjemme i sin stue og malkede dem igjennem syle, stukne i loftsbjælken. Blev en hest halt, kom det af, at et ondt menneske havde stukket et söm i jorden, hvor hest en skulde træde. Når et menueske blev meget sygt, fik blodsved, djævlebrænde eller andre skrækkelige tilfælde, mente Beggen, at Djævelen selv måtte være med i spillet, og at hau i egen höje person var til stede i huset. Efter at Beggen så ved mange besynderlige hider og besværgelser havde overbevist sig om, at skarnet virkelig var der, skred han til det svære arbejde at bære ham ud. I en eiler anden krog af buset lod han under stor hylen og larmen, som om hau favnede en byrde, og med tilsyneladende uhyre besværlighed bar han så deu usynlige gjenstand ud af stuen helst hen til et sten- dige, hvori skarnet skulde stoppes ned; meu så var endda det værste tilbage, for så såre den Slemme var vel puttet ind ad ét hul, forestillede hau at fare ud af et andet, så Beggen gjærne endte denne idræt badet i sved, dog selvfølgelig først efter at skarnet havde givet sig. Meu at bære Fanden ud var eu af de bedrifter, hvorfor Beggen hostede störst berømmelse. Ved tandpine var også et skarn til stede i patienten selv; han var dog ikke så stor, og efter at have sleget og strøget ham ud, kunde Beggen tage ham i sine sammenlukkede hænder, bære ham ud og begrave ham. Mange er de historier, der fortælles om hans mærkelige gjer- niuger. Hau havde naturligvis gode iudtægter, men han lod sig næsten altid betale mod fødevarer. Tog hau imod penge, skulde det være et ulige antal skilling:. Beggen døde for ikke så få år O O DO siden. A. C. Nielsen, Mulle.
Map