Story DS_06_0_00804

Story information
ETK index	Cunning men and women and their activities / Kloge mænd og koner og deres bedrifter
Publication ID	DS_06_0_00804
Collection information
Associated informants and places	Informant: Herman Pedersen Collection place: Hammerum
Story contents
Places mentioned in this story	Slævstrup
Keywords associated with this story	leve 1 omegn 1 rumstere 1 stille 1 gifte 1 ben 2 brække 2 modtage 1 gruelig 1 tie 1 hente 1 svinde 1 forbavse 1 forældre 2 mærkelig 1 tyk 1 bære 1 påstå 1 skab 1 rykke 1 kalv 1 nær 1 nylig 1 spand 3 fy 1 regel 1 bevæge 1 omtale 1 lede 1 true 1 ansigt 1 værd 1 læ 1 del 1 styrke 1 tojet 1 in 1 ung 1 glad 1 levere 1 føde 1 afholde 1 pinde 1 barndom 1 årig 1 herskab 1 bog 2 tilstand 1 baron 2 beklage 1 daglig 1 hug 1 mangen 2 læge 2 mede 1 go 1 frand 31 herman 1 vedblive 1 ihvor 1 mester 1 rydde 1 ekse 1 virkelig 2 lærred 1 tjener 1 skiftevi 1 vidne 1 ark 1 mile 1 ovenstående 1 tyv 1 berette 1 meddelelse 1 særdeles 1 fløde 1 tilflugt 1 personlig 1 kjærnet 1 rømt 1
Text of Danish publication	?804. I årene omkring 1830—40 boede i Slævstrup i Uggers- lev sogn en meget klog maud ved navn Frands Andersen, der altid gik under navn af Frands i Slævstrup. Han var en sön af degnen i Skamby, og kom som ungt menneske i tjeneste hos baron Blixeu-Fineckepå Dallund. Her blev ban som tjener hos herskabet meget afholdt, og da den gamle baron døde, modtog Frands hele hans bogsamling, hvori der fandtes en del kloge bøger, f. eks. Cy- prianus. Frands kjöbte derefter stedet i Slævstrup, giftede sig og begyndte nu at praktisere som klog mand. Han blev snart be- rømt over den störste del af Fyen, og blev ofte hentet flere mile fra; især ude fra Hindsholm, hvor folk havde en stærk tro til ham. Mærkeligt nok blev han aldrig forulempet af de virkelige læger, så det hed sig blandt folk, at lægerne var bange for den kloge Frands. I sit hjem og blandt folk til daglig var der ikke let meget klogt at mærke hos ham ; han blev heller ikke så meget sögt i den nærmeste omegn i virkelige sygdomstilfælde, men var noget blevet borte eller stjålet, eller folk ikke kunde få smör af fløden, eller en ko ikke kunde føde kalven, så var Frands altid deu, der måtte hentes, og kunde i regelen også hjælpe. »Vi kom- mer til at have bud efter Frands«, hed det så altid. Således kom en gang en kone og beklagede sig for ham over, at der var blevet stjålet et stort stykke lærred fra hende. Frands bad hende komme igjen næste dag; ban skulde så imidlertid nok mærke tyven så- dan, at folk kunde kjende ham, hvis han da ikke leverede tojet tilbage. Dagen efter kom konen til Frands og berettede ham med glædestrålende ansigt, at hun om morgenen havde fundet sit lær- red på samme sted i haven, hvor det havde ligget i forvejeu ; men i sammenrullet tilstand. Frands sagde nu til hende, at det ikke var værd at tale for meget derom, men hun havde allerede fortalt det til mange, så det snart var almindelig kjendt. En gang kom en mand og klagede over, at han slet ikke kunde få smör, ihvor meget de end kjærnede, og bad Frands om endelig at komme derhen og hjælpe dem. Frands gik også derhen, og gav sig til at rydde op og rumstere grueligt i hele huset; det var- ede ikke længe, så kom smörret. Frands var jo deres mester, som vilde tage det. Sideu var der aldrig noget i vejen med smörret. Der kom en gang en pige til Frands og spurgte, om hun ikke kunde fá at vide, om hun vilde blive gift med sin kjæreste. Frauds førte hende ind i sin egen stue, satte en spand midt på gulvet og stillede pigen ved deu ene side af spanden, selv stod han ved den anden side med en bog i hånden. Pigen skulde nu se ued i spanden, og fik der öje på nogle mandfolkebilleder, som bevægede sig nede i vandet, og derefter svandt det ene efter det andet. Frands spurgte, om huu så sin kjæreste, men hun sagde nej. »Ja, så kommer han vist nu«, gjeutog Frands, og i det samme råbte pigen : »Der er ban!« — »Ja, gå du så kun rolig hjem, du vil nok få ham til mand«, sagde Frands. En dag kom eu familie fra Kjerteminde-egnen kjørende hen til Frands. Det var fader, moder og en 16-årig sön. Denne sön havde i et helt år ikke kunnet gå af stedet, da det ene ben var al- deles sammenbojet og sammenskrumpet. Forældrene havde for- gjæves sögt lægehjælp, og kom derfor nu til Frands som deres sidste tilflugt. Drengen blev båren ind i Frands's stue og sat på en stol. Frands udsögte nu en 2, 3 bøger fra skabet og begyndte at læse i dem; derpå gik han hen til drengen og trak og rykkede lidt i beuet. Drengen ømmede sig svært derved, men Frands truede ad ham, han skulde tie stille. Derpå læste han igjen og trak i banet, og således vedblev hau et kvaiters tid skiftevis at læse og trække i benet. Så tog han drengen ved hånden og lod ham stå, og hau kuude nu virkelig stå på benet; efter at Frands derpå havde gået med drengen ved hånden et par gange tværs over gulvet, lukkede han dören op og ledte drengen ud til forældrene, der jo blev uendelig forbavsede og glade. En aften kom Frands kjørende hjem fra en rejse og mödte sin karl uden for på vejen. Frands sagde til ham, at hestene var løse og gik i kornet. Karlen påstod, at han lige nylig havde været hos hestene, og de stod, som de skulde; meu han gik dog ud i in ark oli for at se efter dem, og ganske rigtig, hestene var virkelig lose begge to. Frands havde ikke kunetse hestene, men han vidste alligevel, at de var løse. En dag kom Frands forbi et hus, hvor der stod en kone og en pige og asede meden lang tyk raft, som de vilde have hugget el- ler brækket over, men de kunde ikke komme af sted med det. »Vil det ikke«, sagde Frands, »lad mig se-<, hvorpå han tog træet og brækkede det midt over. som om det havde været en lille pind, skjöndt Frands langt fra så ud til at være stærk. Da han var gået, begyudte pigen at undres over hans kuust og styrke; men konen afbrød hende med de ord: »Ja, Frands han kan jo mere end vi andre.« Ovenstående meddelelse om Frands i Slævstrup er mig fortalt af min fader, der i sin barndom kjendte ham særdeles gO'lt, og personlig har været vidne til de fleste af de her omtalte kuuster. Hvorledes det gik til, kunde min fader ikke forstå, men troede deu gang som de fleste, at han kunde mere end vi andre. Herman Pedersen, Hammerum.
Map	Base Layer OpenStreetMap Overlays Historical Markers