Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_06_0_01028

Story DS_06_0_01028

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Cunning men and women and their activities / Kloge mænd og koner og deres bedrifter
Publication ID	DS_06_0_01028

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Skjødstrup Vosnæsgård
Keywords associated with this story	banke 1 undgå 1 farlig 1 plove 1 bæst 3 langjærn 1 fure 1 smutte 1 kone 1 standse 1 plov 3 skjære 1 fortryde 1 tro 1 nærer 1 vo 1 splitte 1 måde 1 tiltale 1 spørge 1 helbrede 1 kurer 2 klog 1 pande 1 bræk 1 puds 1 kurere 1 indføre 1
Text of Danish publication	1028. Der var en kone i Skjödstrup, hun hed Puust-Maren og kunde hekse og gjøre så mange kunster. Manden ved Vos- næsgård havde spurgt det, og en dag hun kommer ned til ham og stod og snakkede med ham, siger han: "Hør, Maren, er det også sandt, at du kan så mange kunster og kan hekse?" Ja, det var. "Dersommetid du nu kan få alle mine plove til at stå, så vil jeg tro det." Alle hans folk gik jo ude på marken og plovede. Ja, det var en let sag for hende at gjøre, hun kunde standse dem så nær som én, men han kunde også mange kunster selv, den karl, for så længe han var i fonen (furen), kunde hun ikke gjøre det, så snart han kom af den, så kunde hun. Men hun kunde ikke gjøre det på andre måder end at gjøre bæsterne låbsk, og det måtte herremanden så ikke fortryde på eller blive vred over. Nej, han skulde ikke. Så var det, alle plove standsede så nær som den ene. Alle karlene pandede noget på plovene (der gik bræk på dem), somme bankede på skjær, og nogle på langjærn, og somme gik seletöjet i stykker ved. Men da den ene karl, der endnu plöj- ede, kom ud af enden, blev bæsterne så låbske for ham, og de splittede ploven ad og rendte over flere agre og gjorde skade både ved bæster og alting. "Nu vil jeg tro, I kan", siger herremanden, "siden I har gjort det. Det var et slemt puds nok, men det skal I nu ikke have straf for. Gjör I det derimod ved flere, så kan I ikke undgå at blive tiltalt. Jeg har nok hørt om, hvordan I har gjort jer egen datter vingmundet, for det hun vilde have Per Vir- ring." Ja, det var sandt nok. En gang havde hun også lavet en kone så syg, og så skulde der en anden kone fra Århus ud at kurere hende, for hun var noget klogere end Maren. Man så skulde den syge kones mand stå, når Maren kom for hun vilde jo komme og give hende et slag for panden med en nødde, hun kunde ikke helbrede hende nærere. "Men så slår a hende vel ihjel." Nej, hende kunde de ikke slå ihjel, det gjorde slet ikke ondt. Så var manden ræd for, at hun skulde smutte ind ad dören forbi ham, men så sagde konen fra Århus, at nu vilde hun lægge en ruflime eller sliklime i dören, den vidste hun, hun kunde ikke gå over. Da nu den kloge kone var ved at læse og kurere på den syge, så kom Maren så forhidset, te det var farligt. Manden stod til rede med nødden og slog lige så hårdt han kunde. Maren fik nu ikke noget indført, men måtte gå igjen. "Det havde a ikke troet, te her var sådanne kunster", sagde hun, "for så kunde I have ladet mig vide dét, så kunde a også have kureret hende. Men kan a nu ikke gjøre andet, så skal hun da blive vingmundet ligesom min egen datter." Margrete Jensdatter, Mejlby.
Map