Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_07_0_00491

Story DS_07_0_00491

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Witches and their sport / Hekse og deres idrætter
Publication ID	DS_07_0_00491

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Tårs Vugdrup
Keywords associated with this story	eng 1 væg 1 dag 2 paste 1 får 3 hjord 1 springe 2 kjælling 1 klokke 1 ræd 2 tilstå 1 slagte 1 tabe 1 kalv 3 efterår 1 nem 1 møde 1 omringe 1 fly 1 stenbro 1 opfødt 1 bage 1 brød 1 lære 1 tåle 1 varm 1 kande 1 kage 1 brod 1 spise 1 snakke 1 lyse 1 krage 1 såmænd 1 tåbelig 1 madmoder 2 stok 2 kvind 1 galt 1 elendig 1 uskyldig 1
Text of Danish publication	491. Der boede en kone her nede vesten for Vugdrup i Tårs sogn i et hus, de kalder Stövhuset, og hende kaldte de Stövkaren. Så kommer hun op til et hus, de kalder Stenbroen, og vil have noget mælk. Konen siger til hende: "Nej, a kan ikke i dag, for vi har en kalv, og vor fader vil ikke æde kalvekjød, uden kalven har fået mælk. Men om otte dage får vi den slagtet, og så må du komme og få mælk." Så rejste konen af, men hun var knap nok gået, för kalven blev syg og gav sig til at springe op og ned ad væggene og blev også ved at springe, til den havde slået sig ihjel. Det er ingen lögn, for min moder var der og blev opfødt dér. Så blev manden gal, og han rejste der ned til Stövhuset anden dags morgen og tog en stor kjæp i hans hånd. Vesten for, som fattig- gården nu er, der møder han hende, og hun kom gående med en kande i hendes hånd. Inden han kom til hende, så jog hun hendes stok i jorden, og blev selv til en krage og stod oven på stokken og galte ad ham. Manden blev så forskrækket, at han rendte hjem og sagde til konen, at så snart som Stövkaren kom, så skulde hun give hende alt det, hun forlangte. Nå, så kommer hun også straks efter, og konen siger til hende: "Ja, da kan du tro, vi har taget et stort tab ved dig." Hun svarte: "Herre Kri, a kan ent noget (hun kunde jo ikke sige Krist rigtig)." Jo, det var da sådan, at kalven var bleven tåbelig og havde slået sig ihjel. Ja, det var hun rent uskyldig i. Konen gav hende så noget kjöd og brød og noget af alle slags, for de var jo bleven rædde for spøgelset, og så rejste hun af med det. Konen i Vester-Vugdrup blev så syg og lå længe. Hun kunde ikke spise nogen ting af deres eget mad, men fremmed mad kunde hun have lidt af. Det varede sådan omtrent et helt år, og hun blev så elendig og kunde håtte ingen ting. Så havde de en hjord- edreng, der paste fårene, og han gik nede ved Stövkaren hver dag, og hun lærte ham af hendes kunster. A véd det, for a har snakket med ham, og han måtte også tilstå det for mig. Så får konen i Vester-Vugdrup denher dreng til, han skal gå ned til Stövkaren en dag og spörge hende, om hun kunde ikke kjende et råd for det, hun var så sær og kunde ikke spise andet end frem- med mad, og det var endda lidt nok, og hans madmoder giver ham nogle penge for, te han skal gjøre det ud. Nu var denher dreng jo så til måde med kjællingen, og hun siger så til ham: "Ja, da det er dig, min bitte dreng, der kommer og beder så vel for din madmoder, så skal a hjælpe hende. A har baget i dag, og her er en kage nyt brod, det er helt varmt, gå nu hjem med det og fly hende. Men sig til hende, at hun må ikke æde for meget, for hun kan ikke tåle det; nu vil hun nok komme til at spise." Hun fik brødet og havde også nær spist det hele på én gang. Det var om höstens tid, dether gik for sig, og konen kom sig straks efter og blev rask. Så om efteråret så bliver deres får henne der i Vester- Vugdrup, de var henne i fem dage, og folkene red over hele Tårs sogn omtrent og lyste efter dem ved kirken, men kunde ikke finde dem. Så får de denher bitte dreng ned til hende igjen, og han spörger, om hun ikke vidste, hvor fårene var. Jo, det kunde hun såmænd nemt sige ham, "de står ude på en bitte holm i engene sønden fra Bastholm i Vrejlev. Det er tæt ved åen, og de er helt omringet af vand, og der har de stået i den stilling i de fem dage. Men nu skal a gå ud og kalde ad dem." Så tog hun en klokke i hendes hånd og gik ud og gav sig til at ringe med. "Nu kan du gå hjem og sige, nu har a kaldt ad dem, og nu kommer de nok." Anden dags morgen var fårene kommen hjem. Folkene i gården mente jo, hun var skyld i det, for det hun var bleven gal på dem. Hun blev jo ved at bo i Stövhuset i mange år og var ret en led kvind, og rundt omkring var de så rædde for hende. Jens Peter Pedersen, Ilbjærge.
Map