Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_07_0_00541

Story DS_07_0_00541

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Witches and their sport / Hekse og deres idrætter
Publication ID	DS_07_0_00541

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Gudum
Keywords associated with this story	smække 1 vogte 1 flok 1 skjælde 2 hoppe 1 marked 4 røg 1 ryste 1 bånd 1 færd 1 hæl 1 se 1 pæn 1 løfte 1 afsted 4 magt 1 skulder 1 gjås 2 mægtig 1 piske 3 mur 1 rive 1 hurtig 1 kvit 1 tigge 1 røgter 1 fange 1 forundring 1 sen 2 tand 1 skred 1 retning 1 grunde 1 slås 1 glas 1 limfjorden 1 flyve 2 bugt 1 betænke 1 dynge 1 morskab 1 nåde 1 hø 2 regn 1 venlig 1 overtale 1 hur 1 kunst 1 knald 1 gasse 2 pastor 1
Text of Danish publication	541. I Gudum præstegård var der en gang en rögter, som kunde gjøre torskjellige unaturlige kunster, men han gjorde ingen fortræd med dem, ti enten brugte han dem for morskab eller for at hjælpe andre. Der fortælles om ham, at en dag, da der var marked i Lemvig, og alle folkene gjærne vilde til marked, men ikke kunde, fordi de skulde have høstakke hjem, da det så ud til regn, så sagde han til dem: »Når I giver mig fire skilling hver, så skal jeg nok få høet hjem, cg I kan kjøre til marked alle sammen.« De kunde nu ikke forstå, hvordan han vilde bære 3ig ad dermed, men de gav ham glad de fire skilling hver, og så rejste de afsted til marked. Derpå tog røgteren sin pisk, ban hed for resten Kri- sten Gasse, og gik op til høet og begyndte at knaldre for det, og stakbene skred lige så pænt afsted hjem i laden. Eu dag gik Gas- sen, som de kaldte ham, uden for gården med sin pisk i hånden, og da kom præsten hen og talte med ham, men i det samme ser han en flok vildgjæs, der flöj tæt forbi gården, og præsten sagde: »Havde vi endda haftnogle af disse fugie.« »Det kan De let få«, råbte rögteren, og foer i det samme afsted i retning af gjæssene, og så varede det ikke længe, för præsten til sin store forundring så, at gjæssene kom flyvende ind i gården, og rögteren gik bag efter, svingende med sin pisk. Da de var komne alle sammen, fangede han dem, og nu kunde præsten da få gåsesteg nok for det første. En anden dag, da præsten gik ud af gården sammen med nogle andre af folkene, stod der to river og sloges, så tænderne røg af dem, og Gassen stod lidt der fra og lo ad det. Denne kunst fandt ikke så megen nåde for præstens öjne, og han vendte om med det samme og vilde gå ind igjen. Men i det samme begyndte en sten- dynge, der lå henne ved muren, atsplittes ad, ogsteuene begyndte at flyve mod hverandre af sig selv med store knald. Præsten ryst- ede på hovedet og skyndte sig ind, ti nu blev han næsten bange for, at haus rögter skulde blive ham for mægtig, og han beslutte- de derfor at tænke på at tage magten fra ham. Næste dag gik præsten ud på marken at se til sine kreaturer, og da var rögteren i færd med at flytte dem. Så begyndte præsten at skjælde ham ud, at han ikke passede godt nok på kreaturerne, og så vilde hun sige ham, hvordan han skulde bære sig ad. Men det fandt rögter- en for urigtigt, og han bad præsten passe sine egne sager, så skulde hau også nok passe sine. Nu blev præsten vred og spurgte, om han vidste, hvem af dem der var mand på gården. Ja, det vidste hau vel, men hau vidste også, at hvis hr. pastoren ikke skyndte sig hjem, så skulde han nok flytte ham tillige med kreaturerne. Men præsten blev ved at skjælde; dog, hurtigt blev han betænkt på at komme afsted hjem ad, ti han så kølleu gå ud af rögterens bånd og hoppe hurtig hen imod sig. Nu blev han bange og løb hurtig hjem, seende sig over skulderen, men bestandig så han køl- len lige i hælene på sig. Endelig fik han dören op, som han hur- tig smækkede i for sig, og nu var han sin forfølger kvit. Præsten grundede da meget på, hvorledes han skulde få bugt med den røgt- er, med det onde kunde han nok forstå, kom han ingen vej, og så vilde han derfor til at prøve med det gode. Derefter var præsten al tid meget venlig mod ham, og en dag fik han ham overtalt til at blive döbt om. Siden efter at det var sket, sagde folk, at han ikke kunde gjøre flere kunster, men enhver var alligevel bange for ham. Han gik således en dag nede ved Limfjorden, og dér var en lille pige, der vogtede kreaturer, hun var gået ud i fjoiden og havde sat sig på en stor sten, der lå lidt fra land. Da hun så Glas- sen komme, blev hun bange, men blev dog siddende. Idet han kom forbi heude, sagde han: »Hvad vil du give mig for, at når du løfter dig fra stenen, den så holder ved dig?« Hun blev nu mere bange, var glad, da han gik igjen, og skyndte sig til land, men steuen blev jo liggende. Senere turde hun aldrig gå ud og Sætte sig på den. N. Kr. Jensen, Gudum.
Map