Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_07_0_00678

Story DS_07_0_00678

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Witches and their sport / Hekse og deres idrætter
Publication ID	DS_07_0_00678

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Tørring Bøvling Hove
Keywords associated with this story	banke 1 falde 1 farlig 1 forlise 1 tænde 1 væg 1 sti 1 årsag 1 krave 2 låne 1 sne 1 tilfælde 1 lykkes 1 skrald 1 runde 1 får 1 hare 1 hente 1 rende 1 buks 3 hoppe 1 sikker 1 formelig 1 kjælling 2 blæse 1 kost 1 stine 1 tabe 1 rykke 1 knægt 4 slæbe 1 nederst 1 sko 1 most 4 nem 1 rem 1 pege 1 ling 1 smutte 1 lår 1 ske 1 fæl 1 fanden 1 ond 1 stejl 1 piske 1 trine 2 mangle 1 rive 1 hård 1 bage 1 el 3 bøsse 1 skyde 5 kjæl 1 navn 1 revne 1 armod 2 nogenlunde 1 flyde 1 tur 1 knuse 1 skynde 1 strå 1 hilsen 1 ovn 4 føde 1 loppe 1 såre 1 ram 1 sølvknap 1 kage 1 hoveri 1 konfirmere 1 passer 1 flytte 1 spilopper 1 snakke 1 tænke 1 aft 1 lette 1 herlig 1 kravle 1 ånde 1 hus 1 hellere 1 gjerningsmand 1 splitte 1 stød 1 kue 1 forskrækkelse 1 ramme 1 spring 1 gavn 1 bestemme 1 almisse 1 kål 2 øverst 1 kvind 1 tårn 7 gjenne 2 kunst 1 norg 2 ægte 1 himmerig 4 do 1 spekulere 2 standen 1 sur 1 mundheld 1 byrde 1 strikke 1 bøtte 1 satan 1 skudfri 1 fordele 1 øjeblikkelig 1 ligefrem 1 fattighus 1 nøglehul 1 snes 1 hospital 2 hekse 1 fyge 1 bun 1 lin 1 enkemand 1 standende 1 hekseri 1 halmstrå 1 ernære 1 pønse 1 næring 1 signe 1 ruste 1 troldheks 1
Text of Danish publication	678. Der var en gammel kone, der boede på Bredkjærx Hove til sidst. Hun var enke, og alting gik tilbage for hende, husene faldt ligefrem ned, og hun var i den störste armod, endda hun var en ægte troldheks. Men a tror ikke, det giver nogen næring til folk. Enten hendes gård var under præsteembedet, eller den gjorde hoveri til Bövling, det véd a ikke, men nok er det, hun render fra det hele omsider, og så kommer hun hen og får et bitte hyssel at kravle ind i, der herte til Vadskjærgård, det var som et hus, de havde at gjenne fårene ind i, og bun havde en kjælle selvråds knægt med sig derind. Da hun nu har fået huset standet så nog- enlunde, kan hun jo forstå, det vilde ikke koste så lidt at få en ovn banket sammen, og sådan en én manglede hun. Men hun havde en forfærdelig god ovn på Bredkjær, som hun yndte så godt, og så bestemmer hun, at den skal hentes. Den kunde nu ikke lade sig hente om dagen, de skulde have natten til det, og hun får drengen med sig. Så får hun en strikke på den og skal til trækken, og drengen har en pisk at gjenne på den med, når den bliver kraven. Men de må ikke sige et eneste ord. Da væggene var faldne ned, kunde de let få den ud af huset, og de slæber af med den, og det går helt herligt, til de kommer til åen, der er imellem Hygum og Törring, dér bliver den kraven. Kjællingen hopper over, og hun rykker, men nej. Så kommer turen til drengen. Han giver et skrald på den, og så stier den over som en loppe i en bøtte sur mælk. Da slår han en stor flanni op og siger: »Det var endda et Fandens spring af en lerovn !< og det ord er endnu et mundheld der nede. Men ovnen bliver standende og vil nu ingen steder, og står der da endnu, knoppen kaldes Ellen Bredkjærs ovn den dag i dag, og har vel stået her i hundreder af år. Kjæl- lingen bliver nu vred på drengen, og det sådan, te det batter nog- et, ja, hun vil formelig have ham af med livet, for det var også fælt, de spilopper han gjorde hende. Det var jo ikke så meget godt, de havde det, og han går meget af tiden oppe på Vadskjær- gård og får føden, men han var lige godt henne at se til hende en gang imellem. Så går han og spekulerer på at remme. En dag hængte hendes trinebukser ude i æ stejl. Drengen vidste ikke, hvad det var, og kunde ikke blive klog på, om det skulde på arme eller ben. Endelig finder han på at trække dem på benene. Ku havde han en moster i Norge, som tit havde været ovre at besøge dem, men han havde aldrig været der, også står han i det samme og tænker på hans moster, og øjeblikkelig, som han står i de tanker, er han inden for dören. Så kommer hans moster ind. »Hvad vil du, min dreng?« Han véd ikke, hvad han skal sige, men hitter en bitte lögn og siger; »A skulde hilsen fra min moder, om hun kunde ikke låne en kage.« »Det er lögn, min dreng, det passer ikke, for i går bagede hun første gang i hendes nye ovn, æ var ovre at hjælpe hende. Skynd dig at komme hjem og af med de bukser, din moder er vred, og det er meget.« Drengen bliver forskrækket, og han hjem og kommer af bukserne. Nu var det jo sådan, at så såre han kom i dem igjen og gjorde den rejse nok en gang, så havde hun forlist bukserne, og kunde aldrig mere gjøre en rejse til hendes søster. Se, det tænkte hun på, og nu skulde drengen af med hans liv. Hun får ham snakket for en aft- en sildigdags og vil have ham med op ad Törring kirke. Da hun blæste ind ad nøglehullet, så flöj dören op. Drengen tror jo, der skal ske én ting löjer. Så skal de ind ad tårnet, og dér sætter hun fire halmstrå lige på enden, én ved hvert hjörne, og så letter hun tårnet lige op og sætter det på de strå. Nu siger hun til drengen, om han vil ikke smutte ud og se, om tårnet stod lige. »Det tör a ikke«, siger drengen, »det kunde falde ned på mig.« »Duskal bare gå.« Nu var han jo noget lin i det, og han futter under som en kat, og hun lader tårnet falde. Hanskulde jo været knust, men det lykkedes ikke, det sker dog sådan, at han taber hans ene træ- sko, og tårnet revner ved det skurnp, det får, da det falder ned på træskoen. Den ligger under Törring kirke den dag i dag er, og når de en gang river tårnet ned, skal de nok finde træskoen. Det er også sikkert, at tårnet er revnet fra øverst til nederst Da drengen, nu havde fået denher poels forskrækkelse, turde han ikke være ved hans moder læmere og remmer så fra hende. Han havde endeligmål gået og lært lidt kunster der hjemme ved moderen og gik siden for at være lidt skovklog, se det hjalp ham nu. Sønden for Marribol der boede en gammel enkemand i et gammelt hus, han hed ellers Mads Mark, men den gang havde de gjærne øge- navne til folk, og så kaldte de ham den restendes Merkurius, for det han knegrede sådan med æ hoved, og han havde en datter, de kaldte hende Tre-al-Stine; men hun var nu også et stort kvind- folk. Se hende vilde denher kjælle knægt spille noget kjæreste med, og da han ikke havde andre steder at være, så flyttede han jo derop. Det var nu noget, gamle Ellen Bredkjær kunde slet ikke lide, for sagen var, at hun var gal på Mads Mark. Han pønsede meget på at signe og vise igjen, og når der var noget blevet for- hekset, så kom de altid til ham om råd. Når de vilde sa have at vide, hvem der var gjerningsmanden, pegte ban næsten altid El- len Bredkjær ud. Hun havde det nu sådan, at når hun kom i hendes trinebukser, så kunde hun gjøre sig om til hvad dyr, hun vilde Hun gjorde sig tit om til en hund eller kat, men tittest til en hare. Denher gamle Mads Mark havde ikke anden ejendom end et jordløst hus med en kalgur ved, og hvad affald han fik, gjødede han kålgården med. Så havde han nogle farlig gode kål, og da det nu falder i med vinter, bliver harerne sådan til at splitte kålene ad Denher knægt får så hold i en gammel rusten bøsse og går og puffer med. Vinteren bliver hårdere, og han skyder både i deres egen og i andre deres kålgårde. En aften skyder han efter en hare og skyder de snese af gange. Han rammer sådan, te hår- ene de føg af den, men aldrig kunde han slå den ihjel. Så kom han i tanker om, at hans moder havde en gang lært ham noget om at være skudfri, og han tager da en sølvknap og lægger for og skyder løs. Haren bliver godt nok ramt, og den bliver krevl og hjumpler af. Han bag efter og vil have den, og blodet flyder af den hen over sneen. Nu bliver den ved ned gjennem Hove og over til Törring, og han bag efter. Da de kommer til Ellen Bredkjær hendes hus, der futter den ind, og så er han fri for at få den. Nu er han jo i gale tanker. Han går runden om huset og kiger, og et stød efter bliver lyset tændt. Da sidder hans egen moder der på lag, og hende er det, han har skudt låret i stykker på. Hans moster var lige kommen fra Norge, og hun törrede blod op, og det rendte. »Håhå, det var godt«, tænkte han. Kort tid efter spörger hau, te hun er død, og sådan gik det til, te den kunst, hun havde lært ham, blev årsag til hendes dod, sölle kjælling. En tid efter døer gamle Mads Mark, og så tager knægten denher Tre-al-Trine med sig, og de flytter op ad Bövling sogn, meu de blev jo aldrig gift sammen Der gik han sådan ligesom gamle Mads Mark og kuude vise igjen og hekse og gjøre kunster og lå f-ådan og slæbte igjen- nem med det. De kaldte ham æ kloge Dreng, for det han aldrig var konfirmeret og aldrig gift; men stor nok var han, så de behøv- ede ikke at kalde ham dreng for det. Nu er han der eu tid og er- nærer sig nogenlunde. Men så doer hans Tre al-Trine, og så er han ene. Da bliver det skidt med ham. Han bliver gammel og går i armod og kan ikke ernære sig ved hekseriet længere, for folk tabte tilliden til ham. Han måtte have almisse og gik sådan til byrde for folk og kom ti' sidst i et hus, de kaldte Himmerig. Bövhngboerne havde den gang ikke audet hospital end Himmerig. Så fik han navnet Niels Bimmerig. Han blev en grumme gammel mand, og folk troede så næsten ikke, han kunde dø. Men sognet havde en forfærdelig fordel af ham, deståend de havde ham der i hospitalet. Det er jo altid tilfældet, at folk skal være i fat- tighuset, når de ikke kan hjælpe sig selv; men folk vilde i den tid hellere forgåos ond være i fattighuset, og der var altid sådant spektakel der omkring Niels Himmerig. En gammel mand, de kaldte Lavst HolleJ, ham satte de i kammer med Niels Himme- rig, men han vilde ikke være der for aldrig det. Hau sagde: »Den onde Ånd han spekulerede Satan hente mig sådan der i huset, te det var ikke til at bjærge sig der.« Sådan gik det, at han blev ene i huset, og det var til gavn for æ Bövlingboer. Omsider dode han, og så kom de fattige igjen. Der er endnu to huse i Bövling, de den dag i dag kalder Himmerig og Hölled. Niels Lisbjærg, Hove.
Map