Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_07_0_00908

Story DS_07_0_00908

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Witches and their sport / Hekse og deres idrætter
Publication ID	DS_07_0_00908

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Kirke-Torup
Keywords associated with this story	bestille 1 dukke 1 jamre 2 aften 1 eftermiddag 1 sidde 1 stad 1 passere 1 forskrækkelig 1 træffe 1 aftenstid 1 forved 2 springe 1 fæste 1 kjælling 3 putte 1 svire 2 efterår 1 tildragelse 1 forår 1 lår 1 dagning 1 kjæppe 1 hvile 1 græde 1 ordentlig 1 nabokone 1 sædvanlig 1 plov 1 sikre 1 skjære 1 skifte 1 frygtelig 1 drikke 1 klage 1 friske 1 få 1 dram 1 nål 1 sove 1 sel 1 derinde 1 beklage 1 uro 1 daglig 1 ane 1 herregud 1 stød 1 eftermid 1 bold 1 hemmelig 1 kurer 1 knyge 1 hakkelse 1 bål 1 knappenål 1 jammerlig 1 fordrukken 1
Text of Danish publication	?908. Der var en mand nede fra Kirke Torup sogn i Vendsys- sel, og han kaldtes Kræn Kirke-Torup, han fortalte mig for over 40 år siden følgende tildragelse: Der lå to bondegårde lige ved siden af hinanden, og i den ene lå manden syg og havde ligget i tre år. De sögte alle de råd, de kunde høre og spörge, men ingen af dem hjalp. Han led frygtelig og havde hverken hvile eller ro nat eller dag, og folkene forarmedes jo forskrækkelig over dether. Så træffer det om efteråret, te de skiftede folk og fik dem en ny karl. Men nu var de så arme, te de måtte tage én for godt kjøb, og så fik de en slemt fordrukken boldt. Så står denher karl om eftermiddagen sådan ved aftenstid og skjærer hakkelse, og der ser han, deres nabokone hun kommer knygende der omkring. Han anede ikke noget af det, og hun springer op på kirkegården. Så- dan ser han flere aftener, at det passerer, og så snart hun fik været der, så kom hun ind og stod og jamrede sig og græd og klagede sig over manden. Det var nu hver aften, når solen var gået ned. Så hænder det en dag, at han havde været henne, denher karl, og fået nogle store dramme og var bleven noget svirende, te han ser atter kjællingen komme springende ind på kirkegården. »Hvad mon den kjælling kan have at bestille derinde hver aften?« siger han og knyger hemmelig efter hende. Der ser han så, hun går til en grav og tager en torv op af den, og da hun havde stået der et bitte stød, så lagde hun törven ned igjen og lagde det til rette igjen og knøg hendes vej og kom ind til manden og græd og klag- ede sig, og så gik hun hjem. Karlen var jo noget fuld, men han op pà kirkegården og vil se, hvad det var. Da han tager törven op, finder han eu lille dukke, der lå stads indsvöbt, og der sidder tre knappenåle i det höjre lår. Han tager dem alle tre varligt af og lægger det hele ned igjen, og så gik han hjem. Så kommer konen ud imod ham og siger: »Å Herregud, vor fåer er falden i søvn. Nu er det det tredje år, han ligger så jammerlig, og nu sover han så godt, måske Vorherre kan gjøre det så godt for os, at han kan komme sig, eller også dø.« Men karlen han sagde ingen ting, og i dagningen da rejser han sig op og knyger hen på kirke- gården, og fæster de tre nåle igjen på sit sted, som de för havde siddet. Så var manden i störste uro som forhen. Om eftermid- dagen går karlen og drikker sig svirende som sædvanlig; men han passede lige godt på kjællingen, og da han nu ser hende komme, så vidste han jo besked. Hun kommer ind og græder og jamrer sig så forfærdelig. Karlen kommer også ind og hører, hvordan hun står og beklager ham. Så siger han: »Men véd I ingen råd?« »Å«, siger hun, »nej, dersom a vidste noget råd, så véd Vor- herre, a vilde gjøre, hvad a kunde.« »Jo«, siger han, »I véd nok råd, [ skal kurere manden.« Men hun gjorde mange bönner og for- sikrede, at hun ikke kunde. »Hvis I ikke kurerer ham, så levner a ikke liv i jer! « råber han. Hun troede, han var gal, men han slog ned for gevalt på hende, te både blod og skidt flöj af hende, og så siger han til konen i gården, hun skal sætte et ordentligt bål ild på, og det skulde være straks. Det gjorde hun også, og så måtte den fremmede kone dandse forved ham for kjæppen op på kirkegården og tage dukken og gå forved ham hjem og putte den i ilden og brænde den. Fra den dag af kom manden sig daglig, og om foråret kunde han følge hans plov og var en frisk mand siden. Niels Kristian Jensen, Fredbjærg.
Map