Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_01_0_01315

Story DS_01_0_01315

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Mound dwellers (Hidden folk) / Bjærgfolk
Publication ID	DS_01_0_01315

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Tofte
Keywords associated with this story	nisse 1 pusling 4 tænde 1 dyne 2 samling 1 gå 1 årsag 1 skrige 1 gjæst 2 sand 1 sæd 1 bande 1 læsse 1 kort 1 svinde 1 hort 1 middel 1 græs 1 dump 1 arbejde 1 bymand 1 ni 2 længde 1 slukke 1 åben 1 modig 1 vold 1 pæn 2 forlade 1 bolig 2 bytte 2 liste 3 magt 1 jer 1 slig 1 sovekammer 4 tærske 1 vanlig 1 vagt 1 mærke 1 kampesten 1 sædvanlig 1 træde 1 lære 1 fange 1 kraft 2 uheldig 1 gjemt 1 pige 1 aftale 1 ødelægge 1 glemme 1 næppe 3 ytre 1 fatte 1 klage 1 ynkelig 1 fin 1 ulejlighed 1 undtage 1 brod 1 gave 1 dele 1 indfinde 1 rede 1 desuden 1 nødig 1 spare 1 forekomme 1 sost 1 tænke 1 haste 1 kniv 2 der 1 seks 1 fodre 1 beslutte 1 hævne 1 undre 1 besvær 1 nævn 1 begå 1 forstyrret 1 spøgeri 1 vogn 1 ile 1 skabning 1 særlig 1 besage 1 seng 1 læge 1 lugt 1 forskrækkelse 1 indgang 3 vedblive 1 foretrække 1 tid 1 mag 1 frygt 1 mi 1 brolægge 1 pude 1 bopæl 1 vished 1 grus 2 gjenstand 1 hyl 2 eftersyn 1 egge 1 menneskelig 1 natlig 2 puste 1 selvfølgelig 1 sengklæde 1 vildmose 1
Text of Danish publication	?1315. I byen Tofte i Als sogn, der ligger osten for Lille- Vildmose, kjorte mændene en dag grus på den vej, som går gjennem byen. Men just som nogle af arbejderne står og læsser på vognene, får de öje på en indgang i den bakke, hvoraf gruset blev taget. Ved nöjere eftersyn viste det sig, at indgangen var meget pænt brolagt med kjönne kampesten, og det så ud, som om det kunde være ind- gangen til en menneskelig bolig. Men nogle dage efter, da en af mændene der fra byen om aftenen kommer gå- ende gjennem fredskoven, syntes han at mærke, at der var nogen, der fulgtes med ham. Skjöndt han ingen kunde se, forekom det ham hele tiden, som om han hørte nogen træde i græsset og puste omkring ham. Men samme aften, da pigerne skulde til sengs og var komne godt og vel under dynen, mærker de noget komme listende hen til sengen, og lige med ét lå det centnertungt på den ene af pigerne, der gav sig til at skrige af alle kræfter og kaldte på manden og konen, som lå i sovekammeret ved siden af. Da de indfandt sig med lyset i hånden, gav det et dump på gulvet, og væk var det. Dette natlige besøg gjeu- tog sig så ofte, at pigerne var nær ved at gå fra sands og samling, især den ene, som den natlige gjæst havde fattet særlig interesse for. Ægtefolkene besluttede derfor at bytte seng med pigerne for at se, om det ikke kunde hjælpe. Manden lovede den fremmede, at hvis han be- ærede ham og hans kone med hans besøg, da skulde han få en alt andet end pæn modtagelse. Til dem kom han ikke, men derimod i sovekammeret, hvor pigerne lå. At bytte seng hjalp jo altså ikke noget, nu måtte der tænkes på andre midler. De havde nemlig lagt mærke til, at så snart mandens navn blev nævnet, da skyndte spøgeriet sig væk i störste hast, og derfor vilde manden stå vagt og passe på, når det kom. Men deu ulejlighed kunde han spare sig, ti så længe han var der, fik pigerne lov at sove i ro og mag, men så snart han var borte, kom puslingen. Den af pigerne, der var bleven gjenstand for hans interesse, blev så forstyrret, at hun måtte forlade sin tjeneste og var syg, vel mest af forskrækkelse. Lægen i fabrikken, som hun sögte råd hos, troede, at huu havde begået eu mis- gjærning, ti den slags fine folk kan nu ikke få i deres hoved, at sligt kan være til. Nu havde de altså kun én pige, og denne fordristede sig ikke rigtig til at sove i sengen, siden hun nu var alene, derfor redte hun lidt op under kakkelovnen og lagde sig der. Men næppe havde hun lagt sig, för hun horte pudsemageren komme, forst hen til sengen, og siden hen til kakkelovnen, hvor huu lå, men da den så, at hun var alene, udstödte den nogle klagende hyl og forsvandt. Nu vilde pigen siden den tid sove i sengen, men da det var lige så galt med hende, som med den anden pige; hun hverken vilde eller turde sove der. Det blev derfor aftale mellem pigen og ægtefolkene, at dören til sovekammeret skulde stå åben, for at hun kunde gjøre anskrig, hvis det gaves nødig. Næppe havde hun lagt sig, og manden og konen var gåede til ro, för hun råber : "Det kommer ! det kommer !" Manden ilede ind, og væk var det. Han bad sin kone om at blive stå- ende hos pigen, medens han gik ud at fodre hestene, men så snart manden var gået, kunde både konen og pigen tydelig høre noget komme listende over gulvet, og med ét var det i sengen hos pigen. Nu råbte kouen på sin mand af alle kræfter, men så snart puslingen hørte mandens navn, sprang den ud af sengen og var væk, inden manden kom. Der hengik imidlertid et halvt års tid, puslingen kom og gik uden at volde videre ulæmpe. Pigen var nu en gang bleven som halvt fortrolig med ham, og brod sig ikke vi- dere om hans löjer. Kun én gang hævnede han sig på hende. Det var nemlig en aften, da ban kom nok så be- skeden og lagde sig på fodderne af sengen, men var så uheldig at komme til at ligge på hendes ben, hvorfor hun gav ham et ordenligt tærsk og bad ham flytte sig, hvad han også gjorde. Men aftenen efter, da pigen som sæd- vanlig vilde gå i seng, syntes hun at mærke en ækel lugt i sengen, og da hun lagde sit hoved på puden, fik hun vished i sagen, ti han havde nemlig oversmurt den med noget meget ildelugtende. Imidlertid kom der en anden pige til at tjene der i steden for den, der var bleven syg, og det traf sig nu sådan, at det var en soster til den pige, der var der. Så var det lige så galt, som det för havde været. Den arme pige var så forskræmt, at hun fore- trak at sove ude i laden i boet i steden for i sengen. Manden sögte råd hos alle de kloge mænd, der var at få sporring på, både fjærn ^og nær; men ingen af de- res råd var tilstrækkelige. Én af dem lærte dem folg- endc råd. De skulde tage en hakkelsekniv og fastgjore den i sengekanten, således at eggen vendte ud ad, for at puslingen, når han kom for at gå i sengen, da kunde skjære sig på kniven. Han kom også som sædvanlig, men flygt- ede straks med et ynkeligt hyl, han havde skaret sig, og der sad blod både på kniven og sengekanten. Han blev så borte i nogle dage, men kom atter igjen. Det undrede de m alle, at ingen endnu havde set den besynderlige gjæst, ja, nogle ytrede, endog, at det hele måske kun var fabel og opspind. En af disse tvivlere var degnen, hvorfor manden en aften, da han var der i besog, fik ham til at lægge sig i pigernes seng, så vilde de alle sammen gå ind i sovekammeret og slukke lyset. Degnen lagde sig modig i sengen, han kunde jo de ti bud og havde desuden lært meget mere eud en anden én, og han var des årsag ikke ræd for morkets magter. Da han havde ligget lidt. kom der ganske rigtig én listende sig op i sengen til ham og gjemte sig under dynen. Nu glemte degnen at læse; han viklede i en håndevending sengklæderne omkring gjenstanden og bandte en dröj ed på, at nu var nis fangen, da han knude fole, hvor den gjorde anstrængelser for at komme bort. Næppe var lyset blevet tændt, för nis for- svandt mellem hænderne pá degnen, der nok havde haft lyst til at se, hvorledes sådan en skabning så ud. Nissen vedblev imidlertid at bo der i mange år og delte hele tiden seng med pigerne, undtagen når de foretrak at sove i fo- derloen. Men de kom i tidens længde helt godt ud af det med hverandre. Den ene af pigerne tjente på gården i seks år og var i al den tid sammen med nissen. Den indgang, som arbejdsmændene havde fundet deu dag, de kjorte grus på vejen, førte selvfølgelig ind til nissernes bolig; men nu var den bleven ødelagt, hvorfor nissen belut- tede at tage bopæl hos en af bymændene. Hos denne mand boede han så i mange år til stor besvær, især for pigerne, men hvor han siden blev af, véd man ikke. Men folk her fra byen nærer endnu frygt for at gå igjennem Fredskoven om aftenen, ti da er de bange for at mode nissen, der måske kunde fa i sinde at følge med dem hjem og for kortere eller længere tid beære dem med sit besøg. Lovise Hansen.
Map