Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_07_0_01095

Story DS_07_0_01095

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Witches and their sport / Hekse og deres idrætter
Publication ID	DS_07_0_01095

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Egebjærg Styvel Helleris mølle
Keywords associated with this story	fadervor 1 nøgen 1 æde 4 hente 3 hort 1 øg 3 støde 1 trug 1 tilligemed 1 øge 1 fare 2 løfte 1 pege 2 trykke 1 strøg 1 miste 1 rulle 1 lov 2 vældig 1 fejle 1 flaske 4 bænk 1 fuldstændig 1 klinge 1 lugte 1 farvel 1 møller 12 foretage 1 seks 1 tom 1 give 1 tale 1 mæle 1 syg 1 vrede 1 krybbe 1 herom 1 lus 1 flab 1 forhekse 1 kjærn 2 forgøre 1 stiv 1 ynke 1 nabomand 1 puste 1 jamen 1 svinehus 1 galt 1 suk 3 herefter 2 fløde 1 følhoppe 1 klingen 1 forpustet 1
Text of Danish publication	1095. I Siyvel i Hvidbjærg sogn på Tyholm boede en mand ved navn Kristen Nielsen, og folk sagde om ham, at han kunde mere end sit fadervor, ti han gjorde nemlig ikke så få heksekunst- er, men der var ikke mange, der var vrede på ham, da han altid hjalp folk med sine kunster. Så var det en dag, at han var nede i Helleris mølle i Hellerø, da havde mølleren en ko, der var syg. Da Kristen Nielsen horte det, sagde han til mølleren: »Lad os gå ud og se til hende.« »Ja, det kan vi gjærne, hun har nu ligget længe og vil hverken æde eller drikke, og hun kan ikke rejse sig selv op«, sagde mølleren, og derpå gik de ud. »Ja«, siger mølleren, »i dag tidlig var vi en fem eller seks karle for at få hende løftet op at stå, men da hun kom op, kuude hun næsten hverken stive eller støde på benene og lagde sig straks igjen« »Nå, det kunde hun ikke«, siger Kristen Nielsen, »ja, da tror a nok, te a og så den lille hund, der går (han pegede på møllerens hund, der gik der inde) ene kan få koen op«, og med det samme peger han på koen og siger: »Suk, suk, suk«, og hunden farer lus på ryggen af koen. I det samme giver han et vældigt bøv af sig, og den springer straks op. »Giv hende nu noget havretop, og lad os prøve, om hun ikke vil have det«, sagde Kristen Nielsen. Mølleren hentede det i laden og gav hende det. Hun lugtede til det, men vilde ikke æde deraf. »Nej, det kunde jeg nok vide«, sagde mølleren. »Ja, lad os nu gå ind i stuen igjen«, s.;gde Kri- sten Nielsen, »så æder hun det nok.« Derpå gik de ind. Nu for- talte mølleren sin kone, at Kristen Nielsen havde fået koen op at stå, men så siger hun til Kristen: »Du kan da ikke sige os et råd for det, vi i den sidste tid ikke har kunnet kjærne smör på nogen mulig måde. »Jo, det kuude gjærne ske«, sagde Kristen, »hent mig en flaske fuld af fløde, så vil a prøve, om a ikke nok kan få smör.« Konen kom med det forlangte, også tog han flasken og satte sig på den på bænken og sad sådan og rullede med den i en stærk fart. Af og til så han efter, om det ikke var blevet til smör. Mølleren og hans kone stod og lo ad ham; men så sagde han: »I tror vist ikke, der bliver smör, men nu skal I få at se.« Derpå tog han flasken og gav konen den. Hun så nu til sin store for- bavselse, at flasken var helt fuld af smör, så at de måtte slå den i stykker for at få smörret af den. »Ja, nu skal a love dig, at du kan kjærne smör herefter, men når du giver uoget mælk bort, så kan du også give en saltsten med, for så kan de ikke forhekse dit mælk, du kan tro, der er skidt folk i dit nabolav.« Så gik møller- en og Kristen ud til koen igjen, og da var krybben fuldstændig tom. »Hent nu et helt havreneg til koen, nu æder huu det nok.« Så fik hun det også, og nu begyndte hun straks at æde deraf. »Ja, nuskai den nok komme sig, det er der ingen fare for«, sagde Kri- sten, og derpå gik han ind i svinehuset. »Der ståren galt, den er syg.« ¦ »Hvad véd du af det?« »Jo, det kan a se på den.« ¦ »Nej holdt, det tager du fejl på, den fejler ingen ting«, sagde mølleren. »Jamen a siger jo, galten er syg, og a véd også godt, at du har mistet tre svin för, den skal også snart gi væk, hvis den ikke bliver gjort ved.« »Ja, den er også syg«, sagde mølleren, »den har. næsten ikke ædt i de sidste par dage.« Så gik Kristen over til den og foretog nogle strygninger langs ad ryggen og så- dan nogle småting, så gik den hen til truget og åd tilligemed de andre. Nu vilde Kristen Nielsen hjem, og mølleren trykkede ham en spesie i hånden til farvel. En anden gang var der en anden mand i Ostergård i Egebjærg i Hvidbjærg, der havde en følhoppe, som var bleven syg, og så måtte Kristen Nielsen hentes, ti de troede, den var forgjort. Da han kom og kom ud i stalden, lå øget og pustede og stönnede, så det var en ynk at høre derpå, De drev øget op, og Kristen gik op til hende og gik rundt om hende og småsnakkede og strøg hende langs ad ryggen. Derpå sagde han til manden: »Å, nu skal hun nok komme sig, men vil du ikke gjærne vide, hvem der har gjort det ved den?« »Nej, det skal du ikke sige mig«, svarede mand- en.« »Ja, du skal alligevel vide det, for i morgen tidlig vil a komme igjen og se til øget, og så skal han komme herom helt nøgen og spörge til dyret, og han skal ikke være i mere end sine underbukser.« Derpå gik Kristen Nielsen hjem. Næste morgen tidlig kom han igjen, og han og manden gik ud i stalden. »Nå«, siger Kristen Nielsen, »er hun ikke kommet sig?« »Jo hun er endda, ogdet skal du have tak for«, siger manden. Som de nu stod og talede om et og andet, kom nabomanden i Vestergården, Anders Klinge, farende ind ad dören, kun i sine underbukser, og han var helt forpustet. »Á, Herre Jösses endda, a har hørt, jert øg var sygt, hvordan har den det, det sölle dyr?« Derpå gik han op til den ene side af det og lagde hånden på ryggen, men i det samme gik Kristen Nielsen op ved den anden side og lagde også hånden på ryggen af det og sagde: »Nej holdt, du, du må gjøre ved den så tit du vil, så længe a står her oppe, for a skal nok gjøre det til- bage igjen, men én ting vil a sige dig, alle de kreaturer og heste, der er dode her omkring, det har du været skyld i, din flab, og for hvert dyr, som du nu gjør det ved herefter, skal a både love og holde dig, at én af dine egne skal gå den samme vej.« Nu lusk- ede Klingen af sted uden at mæle et ord; men siden den tid dode der ikke flere dyr der omkring på den måde. K. Kr. J., Gudum.
Map