Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_01_0_01330

Story DS_01_0_01330

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Mound dwellers (Hidden folk) / Bjærgfolk
Publication ID	DS_01_0_01330

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	bjærgmand 1 veje 1 skumring 1 småpusling 1 synke 1 klokke 1 time 1 tunge 1 hjælpe 1 umulig 1 sejle 1 tung 1 masse 1 slig 1 dyb 1 bund 1 lov 1 bedrøvet 1 skilt 1 rede 1 stund 1 undre 1 vare 1 signal 1 eftermid 1 mylre 1 jylland 1 tårn 1 behjælpelig 1 kristendom 1 sund 1
Text of Danish publication	?1330. En mand fra Salling gik en dag i Kjöbenhavn og var mismodig over, at han nu ikke kunde komme hjem til juleaften, ti det var netop lille-juledagsaftens eftermid- dag. Da kom der en mand til ham og gav sig i tale med ham, og han fortalte da denne, hvor bedrøvet han var over ikke at kunne komme hjem til sin familie. Manden var en bjærgmand fra Jylland og mente, at det skulde have gode veje, ti vilde han love bjærgmanden en tjeneste, da skulde han være hjemme om et par timer. De satte sig da på et par vakre heste, og i skumringen red de ud af byen. Men de fulgte ikke jorden, men flöj i luften, og da de havde redet en stund, stumlede den hest, manden red på. "Prrr, prrr!" sagde han, "der var min hest nær falden.* - "Ja," svarede bjærgmanden, "det var Viborg domkirkes tårn, den slog skankerne imod." Så vidste manden, at nu var han snart hjemivje, og da de kom der, sagde bjærgmanden : "Ja, nu har jeg hjulpet dig hjem, så det endnu er god tid at spise julenadver, men om nogle nætter kommer jeg og kalder på dig, og da vil du nok med dine folk være mig og mine behjælpelig med at komme over sundet til Fur, ti her på fastlandet bliver det os alt for utåleligt, da Kristendommen bliver for stærk, og kirke- klokkerne fornærmer os?" Dermed skiltes de; men nogle nætter efter kom bjærgmanden og kaldte på den anden, og han rejste da tillige med sine karle ned til færgestedet, hvor han ikke så andre end bjærgmanden. Men denne gav hurtig signal til at sejle, og tung var ladningen, ti rælingen gik i vandet, og manden troede, at de var sunkne til havsens bund. Bjærgmanden bad ham dog være ube- kymret. Da de var komne til landet, spurgte bjærg- manden ham, hvad han troede, han havde haft om bord. "Ja, det vidste manden ikke, dog kunde han skjönne, at det var tunge varer." Da satte bjærgmanden sin tophue på hans hoved, og nu så han, at strandeu mylrede af småpuslinger, og det undrede ham ikke, at skibet gik så dybt i søen, ti det syntes barn umuligt, at slig en masse kunde rummes på ét skib. Jeppe Jensen, Åkjær.