Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_07_0_01292

Story DS_07_0_01292

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Witches and their sport / Hekse og deres idrætter
Publication ID	DS_07_0_01292

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Ovre
Keywords associated with this story	bore 1 nævne 1 djævel 1 gruelig 1 ligedan 1 mave 1 vælte 1 klokke 1 aske 1 bære 1 hvortil 1 volde 1 fy 1 ren 1 spøgelse 1 bage 1 græde 1 hvorom 1 revne 1 tojet 1 plov 1 ung 1 sen 1 sæk 1 bør 1 pige 1 underneden 1 ringe 1 fylde 1 vaske 1 pinde 1 jævne 1 fortælle 1 barndom 1 er 1 mæle 1 heksemester 1 mel 1 flyve 1 spøgeri 2 seng 1 forhekse 1 gulv 1 vide 1 indvendig 1 uvæsen 1 dåb 1 begravelse 1 hekseri 1 troldmand 1 møl 1
Text of Danish publication	1292. I Ovre sogn i Fyen er et sted, som kaldes Grönneskov. Her ligger en gård, hvorom jeg i min barndom hørte fortælle gruelig meget spøgeri, som da gik og gjorde uvæsen, og det skulde én, som boede i Ovre by, alt sammen have gjort, for han var en heksemester eller troldmand, og en gang, da hans moder havde en yngre sön i kirken til dåben, sagde piæsten til hende ved indled- ningen: »Gjör nu ikke en djævel af denne, som du har gjort af den forrige.« Hun var nemlig heks og voldte selv sin mands død, idet hun forheksede ham, hvorfor også samme præst sagde til hende ved begravelsen, da hun vilde græde: »Kom nu ikke her med din krokodillegråd.« Om gården på Grönneskov kan jeg huske lidt af, hvad der fortaltes. Når de således havde fået møl- lesække hjem, kunde sækkene stå og revne af sig selv, og melet flyve rundt omkring og spildes. Madgryden kunde stå på det jævne gulv og vælte, uden at nogen kom til, når folkene skulde ind at spise, eller og der på skorstenen var kommen aske deri. Når de bagede, blev alle brød på ét nær båret ned ved en kilde, og ligedan gik det med tojet, når de havde vasket. De havde en lille pige, som var den eneste der kunde se, hvem der gik, ja, hun kjendte endog og kunde nævne dem ved navn, og når de andre var i marken, gik disse spøgelser og gjorde mange ting i stuen og satte endog hvide pinde indvendig for dörene, som hun måtte gå og tage fra, at folkene kunde komme ind, og hun fortalte da, hvem der havde været. Men så tog disse onde folk ved hekseri hendes mæle bort. Hun lå nu bestandig til sengs, og når hun vilde noget, ringede hun med en klokke. Men da hun var fuldvoksen (så vidt jeg véd, var det den dag, hun fyldte sit 20de år), kaldte hun en morgen pludselig i steden for at ringe, og til familiens store glæde var hun rask, som om hun aldrig havde været syg. Hun blev sen- ere gift og fik gården og bor der endnu, hvis ikke hun er død i de sidste ti år. Spøgeriet var imidlertid ophørt. Forend dette skete, var pigens fader henfalden til en tungsindighed, hvortil ingen grund kunde vides. Når han gik og plejede, kunde han børe, det sang underneden, og kort forend spøgeriet begyndte (?), som han gik og pløjede, stak han håndmedet (håndtaget af ploven) ind i maven, så han døde på stedet. N. J.
Map