Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_01_0_01408

Story DS_01_0_01408

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Mound dwellers (Hidden folk) / Bjærgfolk
Publication ID	DS_01_0_01408

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	bjærgmand 1 trold 6 sne 1 rigtig 2 æde 1 missel 1 træffe 2 følge 1 narre 1 skjæppe 2 svær 1 hilse 1 bondemand 1 pen 1 pas 1 sølv 1 gro 1 tykkes 1 mørk 1 bonde 9 knægt 2 ilde 1 hale 2 bytte 1 lykkelig 1 rod 1 skovl 1 så 1 jer 1 sovekammer 1 skud 1 tromme 2 kant 1 pudse 1 barsel 4 plov 1 selskab 1 vandre 1 sæk 3 stikke 1 tur 1 guldpenge 1 byde 2 faddergave 2 øse 1 dyrke 1 stop 1 gilde 1 undvære 1 pleje 1 stund 1 sølvpenge 1 snakke 1 trænge 1 længe 1 fødevare 1 sondag 1 seks 1 goddag 1 ord 1 værst 1 evig 1 skaffe 1 kartoffel 2 læge 1 forskjellig 1 hellig 1 behandle 1 sår 1 tosset 1 skjule 1 mager 1 herover 1 gjenne 1 gjore 1 vilje 1 part 1 himmerig 2 do 1 jamen 2 kompagni 1 sant 1 smærte 1 tolvte 1
Text of Danish publication	?1408. Imellem Nibe og Logstor boede en bondemand, der var i med eu bjærgmand, som boede oppe i en höj. Bonden var fattig, og bjærgmanden rig. Bonden havde mange börn - det var nu det tolvte, der lige var födt - men bjærgmanden havde ingen. Som nu bonden gär en dag og piöjer og har en lille dreng på seks år til at gjenne på hestene, så siger han imellem stunder, som han nu piöjer: "Er det ikke skammeligt, er det ikke skammeligt." Det gjentages nu flere gange, og endelig tager drengen ordet: "Hvad er det, der er skammeligt, fader?" - "Hvad kau det hjælpe at sige det, din hvalp!" - "Det kunde endda træffe," siger drengen. "Ja, du véd da, vi skal til at have din bitte bro'r i kirke." - "Hvadgjör det?" siger drengen, "der er da ikke så langt til kirken, det kan ikke tode så meget." - "Nej, det er ikke det, din tossede knægt, men du véd, vi må have bjærgmanden med." - Jamen, det kan du jo også godt." - "Nej, gu kan a ej, for han æder os af huse." - "Du kan jo lade mig gå over at byde ham." - "Hvad kan det hjælpe? han kommer dog alligevel, og gå hen og gjore hamvrei det tör a missel it," - "A skal nok byde ham," siger drengen, "så han skal hverken blive vred eller komme." - "Ja, a véd nok, du er hans kjæledægge, men det kau lige godt ikke gjore det ud, og a vilde nodig, han skulde blive vred på os." - Nej, det skal a nok passe." Så fik han lov til at gå, koeld kjæp- pen og vilde vende sig fra ploven, men i det samme kom hau i tanker om, at han skulde da vide, nvad tid barselet skulde være. "Ja, det må helst blive på sondag, hvis det kan lade sig gjore." Så går drengen. Da han træffer trolden, siger han: "En lykkelig dag i dag!" - de må jo ikke sige goddag til sådanne folk. "Hvad kommer du efter, min bitte dreng?" - "A skulde gå herover og hilse fra min fader og min moder, om I ikke vilde komme over til os på søndag til barsel." Jo, det vilde han da så gjærne. "Da Gud ske lov og tak," siger drengen, "for min fader han længes så hårdt efter jer." - "Gjör han det, da skal a nok komme." - "I skal tro," siger drengen igjen, "vi skal have et rigtigt barsel." - "Nå, skal I det." - "Ja, der kommer både præst og degn." - "Præst og degn! ja, det er nu af de folk, a kan ikke så godt lide, dem kan a ikke vel være i selskab med." - "Å, det skal I ikke kere jer om, I kan være inde i sovekammeret ved min moder, og I skal få alt det vin, I vil have." Det vidste knægten nu, ban var glad ved. "Så skal a også nok komme," siger bjærgmanden. "I kan tro, det bliver stort til vores på søndag, for der kommer også Vorherre og sant Peder." - "Nej, det er det værste, dem kan a slet ikke have med at gjøre, de er så hellige, og dem kan der ingen skjule sig for." -- "Ä," siger drengen, "de er slet ikke så slemme, de er for resten de bedste, der vandrer her på jorden.* - "Hvordan véd du det?" siger bjærgmanden. "Jo, det véd a, for det siger min moder; så snart vi døer, så forer de os til Himmerig.* - "Hvor er det?* siger han igjen. "Det er under de hvælvinger, du ser der oppe, der er Himmerig, og der boer Vorherre, der er evig glæde.* - "Det har a aldrig set noget til," sigei bjærgmanden, "a har boet her i flere hundrede år, og a tykkes, a boer meget höjere end både din fader og din moder.* - "Du skulde alligevel prøve at gå i kompagni med dem ; når yi holder os ved dem, så går al ting godt for os." - "A, a har sølv og guld nok, a trænger ikke til deres hjælp." - "Ja, vi skal da også have tromme- spil,* siger drengen. "Nej, skal I have trommespil ! så kom- mer a ikke,* som han kunde lægge til, "for det sidste, a var der ovre på den kant, da slog de den ene tromme- stikke efter mig og slog mit ene ben i stykker.* - "Ja, da kan min fader ikke vel undvære jer,* siger drengen igjen, "for der er ingen, der giver nogen faddergave andre end jer." - "Faddergave ! ja, hvad plejer de at give?* - "Ä, det er forskjelligt, det er, ligesom de har råd til. Nogle giver en skjæppe sølvpenge, og nogle giver en skjæppe guldpenge, og nogle giver to og tre, ligesom de har råd til." Nu havde de snakket så længe, at det var blevet mørk aften. "Ja, a vilde gjærne give noget også," siger han, "hvis du kan bære dem hjem.* Jo, det mente han nok. "Følg så med mig," og de kom da ind i et kammer, hvor der var fuldt af guldmonter. "Her er nu en sæk, og så kan du øse i med denher skovl, til a siger stop." Drengen øser så i, til den bliver fuld. "Nu kan du binde for dem." - "Jamen den sæk kan a ikke bære." - "A skal nok bære dem hjem til jer dör." Sådan fik drengen dem hjem, og da bjærgmanden var gået igjen, fik han fa- deren ud, og de tömte sækken af. Så gjorde de et stort barsel, og de kjørte et helt læs fødevarer ned til trolden af det bedste, de kuude lave, og han blev nok så glad. Så sagde trolden en dag til manden: "Du er fattig, nu vil vi være halvt* om at dyrke marken.* Ja, det var godt nok. "Så vil vi sætte kartofler,* siger manden, "og a skal nok give dem gjødniug, når du vil skaffe kartoflerne.* Dem havde han jo ondt ved at skaffe, da han var så fattig. Så vilde bjærgmanden det år have toppene, for de blev så store og groede så godt til. Men der blev han narret. Næste år såede de vinterhvede, og bjærgmanden skaffede kornet, men bonden gjødningen, og han gjødede godt. Nu vilde bjærgmanden have roden, og det kom de heller ikke noget imellem om. "Vi kommer til at have en hel del svin at have i skoven," siger bonden. Ja nok. Bjærgmanden lod ham kjobe nogle magre polte, te halen hængte lige ned på, og tænkte: "Nu skal a rigtig pudse ham." De gik nu i skoven, men da der hen på vinteren kom sne, skulde de til at have dem hjem, og så skulde de jo have dem byttet. Bjærgmanden vilde have dem, halen hængte lige ned på, og det var kun to, der blev hans part, et par rigtige vantrivninger. I den mellemtid havde trolden lagt sig en del börn til, og nu var han bleven helt fattig, men bonden var bleven rig. Så siger han en dag til ham : "Det er galt med de mange börn, nu vil vi ikke have flere". - "Ja, det er jo ikke så godt at blive fri for", mente bonden, "når det er Guds vilje." - "Da véd a et råd for det," siger trolden. "Hvad er det ?" - "Vi gilder hinanden." - <Det véd a ikke, om a vil gå ind på," siger bonden, "for så bliver a et skumpel- skud hjemme." Bjærgmanden vilde så først gjores ved, og han led jo en svær smærte, men kom da over det. Da kom turen til bonden. Han gik og var ikke ret godt til- pas over at tænke på det, og det lagde konen mærke til. Hun vilde have oat vide, hvad der var ved det, og så for- talte han det. "A, ikke andet," siger hun, "lad mig komme i dine klæder, så går a i steden for dig." Så går hun ud til bjærgmanden om aftenen. "Ja, vi skulde vel til at at have dig gjort i stand," sagde trolden. "Det behoves ikke, for a er færdig med det," svarte hun. Da han nu mærkede, hvordan hun havde det, sagde han: "Du er me- get mere ilde behandlet, end a er, bare såret endda kunde læges." Så kunde hun gå hjem med det. Rasmus Peter Mortensen, Mejlby.