Story DSnr_01_0_00213

Story information
ETK index	Mound dwellers (Hidden folk) / Bjærgfolk
Publication ID	DSnr_01_0_00213

Collection information
Associated informants and places	Informant: Grøntoft Mads Kristensen

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	sti 1 smide 1 plove 1 æde 1 omgang 1 horn 1 kold 1 ussel 1 gribe 1 marked 1 svær 1 stærk 1 davre 1 dreje 1 lygte 2 fare 1 hæl 1 meldmad 3 rykke 3 behov 1 knægt 1 løfte 1 fad 1 pege 1 handel 1 smitte 1 grød 1 kylle 2 rose 1 strænge 1 plov 1 husbond 4 kraft 3 jævn 1 svinge 2 forlange 1 ty 1 tro 1 føde 2 kvindemenneske 1 sult 1 krumme 1 mor 1 ly 1 regne 1 forknyt 2 hellere 2 ring 1 grændse 1 slip 1 passe 1 gene 1 snarere 1 tude 1 tyre 4 ivrig 1 grus 1 tøjre 1 sæde 1 portion 1 sælger 1 herefter 1 ligefrem 1 jaja 1 fattig 1 høved 8 jamme 1 nør 1 stian 1 uderdør 1
Text of Danish publication	?213. Niels Kristian Kaastrup i Villerslev var et fattigt Barn, og han kom tidlig ud at tjene. Hen paa Efteraarstiden kom Høvederne til at gaa løse, og en Dag, da Folkene kom ind til Meldmad, saa siger Husbonden til Drengen: »Har du faaet Høvederne samlet ind?« Da giver Drengen sig til at vræle og siger, han kunde ikke finde dem. »Ingen Tuden, Knægt, og ingen Meldmad! Høvederne skal findes, inden du faar noget til din Føde.« Drengen maatte ud i Marken, og det var ondt Vejrligt, og det var mørkt. Saa kommer han til en stor Høj, der ligger vester og nør fra Gaarden, der gaar han hen og sætter sig i Ly ved den, for det regnede og var koldt, og han sad saa der og var helt forknyt og græd. Som han nu sidder, saa kommer der et usselt bitte Kvindemenneske til ham. »Hvad er der ved det med dig?« siger hun. »Æ skulde have vore Høveder samlet hjem, men æ kan ikke finde det, og æ kan ikke finde vor Gaard igjen.« »Det har ingen Nød med Høvederne,« siger Konen, »men æ kan se paa dig, du er sulten.« »Ja, æ har ingen Meldmad faaet, men bare æ havde æ Høveder.« »Jaa, nu maa du hellere faa en bitte Krumme til din Føde, og saa skal æ sige dig, hvor de er.« Hun tager saa et bitte Fad op, hun havde i hendes Forklæde, og det var der Grød og Mælk i. »Det er en passende Portion,« siger hun, »æd nu det.« Drengen giver sig med Glæde i Lag med det, og den Gang han er færdig, saa siger han: »Om I vil nu være saa god og sige mig, hvor Høvederne er.« »Jaa, nu skal du lade dem gaa, hvor de er.« »Jammen saa faar æ Hug, naar æ kommer hjem,« siger Drengen, »æ har saadan stræng Husbond.« »Ja, æ vil dit Vel,« siger Konen, »og du faar ingen Hug. Naar du kommer hjem, kommer din Husbond ud ad Uderdøren med en Lygte i hans Haand og spørger efter Høvederne, og saa skal du gaa hen og sætte din Haand i Ringen i Bindestenen og rykke den op, og saa skal du svinge den tre Gange over dit Hoved og sige: Nu skal a kylle den efter dig, men du maa ikke ramme ham, forgrib dig aldrig herefter paa nogen Ting, det maa du endelig vide.« De gik saa hver til sit, og Drengen fandt godt nok hjem til Gaarden. Manden stod der ude med Lygten og var gal. Saa gaar Drengen hen til Bindestenen og rykker den op og svinger den over Hovedet, saa Grus og Sten det stier hen paa Manden. »Nu skal æ kylle den efter dig,« siger Drengen. »Gaa nu ind ad din Seng, Niels Kristian,« siger Manden, da han ser dether, »nu er det nok for i Dag.« Da Mand og Kone saa kommer i Enlighed, saa fortæller han jo det om Drengen, og de drøftede saa det imellem dem. Saa siger Konen: »Lad ham faa hans Kræfter behov, i Morgen tidlig kan han gaa hen og flytte Tyren.« Den var noget nær mandhvolm, og ingen andre end Manden turde gaa til den. Da Folkene saa sad ved Davren om Mor- genen, kommer Manden og siger til Drengen: »Kan du sætte Køerne vester, og kan du saa flytte Tyren.« Han sagde rask ja, og saa trak han vester med Køerne og kommer endelig ogsaa til Tyren. Men den Gang han kommer saa i Tøjret ved den og vil rykke Hælen op, aldrig snarere saa kommer den farende imod ham og vil da tage ham paa Hornene. Men Drengen griber fat i dem og drejer dem lige en Omgang, saa Tyren støvter. Han bliver noget forknyt over det, men gaar da ind og fortæller det til Husbonden: »Ja, æ tog jo haardtagtig ved ham, for æ blev jo vel ivrig, æ er ræd, han er død.« Det sædede ogsaa, og nu blev det snart bekjendt, hvor stærk Drengen var, ja hans Kræfter var ligefrem uden Grændser. En Gang kom han paa Vestervig Marked og vilde kjøbe en Hest. Sælgeren stod og roste af, te hans Hest den var da saa stærk saa stærk. »Ja, det kan ikke hjælpe, du spraager af den Hest,« siger Niels Kri- stian, »den sine Kræfter er ikke mere, end æ kan smitte den i Kolde, hvad Ende du saa vil sætte mig til den. Æ vil just ikke forlange, du skal give mig den, men vil du have det, skal æ kyvle dig Hesten.« »Du er en svær Mand i din Snak,« siger den anden, »siden du troer, du kan smide mig min Hest.« »Ja, da kan æ gjærne vise dig det.« Saa gaar Niels Kristian hen og tager i Mannen paa den, og saa kyvler han den. »Det kunde være, bitte Mand, du vilde hellere, den skulde ligge paa den anden Side,« siger han saa, »nu har du set den Side paa den, nu skal du lige godt have Lov til at se den anden Side ogsaa.« Saa vender han den lige om, og da han saa slipper den, og de skal have den op igjen, da har den slet ingen Skade taget. »Jaja, din Hest er da ikke mere stærk end jævnt hen,« siger Niels Kristian lige saa stille, og det sagde den anden ikke noget til. En Gang var en stærk Mand fra Mors kommen over til Ty for at se Niels Kristian Kaastrup. Han gik netop ude paa Marken og plovede, da den anden kom og spurgte ham om, hvor den stærke Mand boede. Han tog saa i Handelen af Ploven, løftede den op og pegte med den hen efter en bitte Gaard. »Der boer han,« siger han .... Mads Grontoft, Bedsted. Forhen sagde man: spraage, men nu siger man: spræge.