Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_01_0_00622

Story DSnr_01_0_00622

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Mound dwellers (Hidden folk) / Bjærgfolk
Publication ID	DSnr_01_0_00622

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Bedsted
Keywords associated with this story	plet 1 rokke 2 samling 1 oldemoder 1 passere 1 bande 1 støde 1 fuld 1 sølv 1 ræd 1 redde 1 vand 1 vande 1 færd 1 sko 1 pæn 1 bestemt 1 væ 1 kone 1 skovl 1 røgte 1 forsigtig 1 spinde 1 rive 1 lov 1 skridt 1 fejle 1 indrette 1 tilovers 1 forlange 2 ophold 1 jævne 1 brand 1 kast 1 sandfærdig 1 smle 1 bestilling 1 grave 1 hellere 1 skrin 3 altsam 1 takke 1 kasse 2 kraftig 1 overtale 1 tjener 1 bøje 1 hermed 1 gjenstand 1 vilje 1 løn 1 sydvester 1 liv 1 aar 1 tørv 1 haard 1 smaum 1 nør 1 bondegaard 1 grøntoft 1
Text of Danish publication	?622. Der er en temmelig stor Bondegaard i Bedsted, der hedder Hundskjær, og der boede én, der hed Søren Klavsen. Han var saa- dan en storpratende Mand og vilde have hans Vilje frem, og alting skulde bøje for ham. Min Moders Bedstefader han hed Kræn Hansen, og han tjente ham for Karl. Saa en Dag siger Kræsten til Manden: »Det er nok galt fat med den Høj her oppe.« Det er en Høj, de kalder Skjellebjærghøj. »Det kan æ ikke vide,« siger Søren, »har du set Færd til nogen Ting?« »Ja, i Gaar æ red ned til æ Dam og vilde vande æ Heste, da kom der en bitte Mand op fra den vestre Høj, og han red paa et Par bitte smaa Heste, og saa vidt a kunde forstaa, var der Sko under dem af Guld eller Sølv.« Saa siger Søren: »Hvor langt var du fra ham?« »Ja, æ var ved den østre Ende og vandede, og han var ved den søndre Side.« »Er det sandt?« »Ja, Dæwlen wælte mæ er det sandt,« det var nu altid hans Bande. »Mon vi skulde ikke tage os for at besøge den Mand, Kræjsten?« Saa svarer Kræsten: »Æ er en Tjener, æ vil gjøre, hvad du forlanger.« »Ja, lad os saa faa fat paa en Greb og en Skovl og op og have set, hvad der er i den Høj.« Saa graver de ned i æ sydvestre Hjørne, en Alen langt. Da de kommer saa ned saa langt, saa stødte de paa en haard Gjenstand. »Nu skal du være forsigtig, Kræjsten.« De kast saa fra den, og da er det et Jærnskrin. »Hvor- dan kan det være, vi kan aldrig rokke den af Pletten?« siger Søren. De kom til Bunden, men kunde ikke rokke den. »Vi skal nok være flere om det,« siger han, »æ vil gaa hjem og hente min Kone.« Hun hed Ane Kjær. Hun kommer saa derop. »Der er nok ikke andet ved det, end I er a a rædde,« siger hun, »det Skrin kan æ ene tage.« Saa tager hun Skrinet og sætter det op paa Brinken. »Du maa hellere tage det med dig hjem,« siger Manden. »Nej,« siger hun, »I maa nok kunne bære det hjem, saadan to kraftige Karle som I er.« Saa vilde Kræn Hansen tage fat, men han kunde ikke. Nu skulde de hjælpe hinanden, men de kunde heller ikke begge to. Saa tog Ane ved, og hun gik med Skrinet, uden at det brød hende. »Æ vil derop igjen,« siger hun, »der er nok mere end det der.« Hun gik, og hun blev henne. Saa vilde de op at se efter hende. Hun var der oppe, og saa siger Manden til hende: »Lad os nu komme hjem, her udretter du jo ingen Ting.« »Nej, her er mit Hjem,« siger hun. »Du kan da nok vide,« siger Søren Klavsen, »te her kan du ikke bo.« »Jo, her vil æ være, og her skal æ være.« De overtalte hende dog til at følge med hjem; men hun var ikke kommen et Skridt fra Højen, inden hun var taabe- lig og blev ved at forlange at bo der. Der blev nu holdt mange Raad- slagninger, og Manden bestemte sig saa til at indrette et pænt Væ- relse i den samme Udgravning, og hun fik saa Kammeret at være i. Naar hun var i det, fejlede hun ikke det mindste, men lige saa snart hun var uden fore det, saa var det det samme igjen, og hendes Livs- ophold bar de jo op til hende. I den Stilling levede hun saa der i Højen i 11 Aar, det er sandfærdigt. Bestemt 11 Aars-Dagen derefter da kom hun til hendes fulde Samling igjen som før og kunde følge med Folkene hjem. Hendes Bestilling der oppe var at spinde og binde, og hun havde Besøg af mange Mennesker. Min Kones Oldemoder var der inde og sad ved hende baade Dag og Aften. Et Par Dage efter at hun var bleven sær, vilde Søren og Kræn Hansen kjøre ud ad deres Hedeskifte efter Tørv, og saa var de ikke kommen længere end forbi Bedsted Kirke, da saa de, der var noget, der røgte saa meget slemt der nør. Saa vendte de jo og lod Hestene rende det, de kunde, og da var det Gaarden, der brand. Det første Søren spurgte om, da han kom hjem, det var: Er den Kasse bjærget, der stod paa Loftet? Saa svarer hans Nabo Kræn Kjær: »Den er reddet.« »Saa er der ingen Fare ved det,« siger han Søren, »lad det saa bare brænde. Den Kasse kan betale baade den Gaard og én til. Før dether passerede, kunde de næsten kalde mig en fattig Mand, men nu maa de gjærne kalde mig en rig Mand.« Gaarden blev saa bygget op igjen. Da Ane Kjær kom hjem, efter at de 11 Aar var omme, da sagde hun: »Søren, nu har æ udtjent. Sig mig nu, hvad Løn har æ faaet for min lange tro Tjeneste?« »Ja, naar du vil love mig, det bliver imellem vi to,« siger han, »saa vil æ sige dig rent ud, te det er dig, æ kan takke for, æ har faaet Gaarden bygget op og Penge nok tilovers til at bygge én til, du har tjent det altsammen. Men nu maa vi være enige om at rive Kammeret ned og jævne det hele.« Det skete, og nu holdt de dem fra Højen for Efterdags. Ane Kjær var en dygtig Kone i mange Aar efter den Dag. Sml. hermed 807. Mads Kristensen Grøntoft, Bedsted.
Map