Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_01_0_00635

Story DSnr_01_0_00635

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Mound dwellers (Hidden folk) / Bjærgfolk
Publication ID	DSnr_01_0_00635

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Feldingbjærg
Keywords associated with this story	banke 1 stille 1 smide 1 kjole 1 brække 1 drille 1 bande 1 nordre 2 rende 3 springe 1 binde 1 betaling 1 hestesko 1 sko 4 møde 1 bed 1 tumle 1 rive 1 barsel 1 brud 1 bruden 3 fadder 2 forlange 1 pinde 1 rette 1 bede 1 nysgjerrig 1 æfor 1 pigebarn 1 bygge 1 mure 1 akkord 2 fordærv 1 tyre 1 uafladelig 1 bopæl 1 bøje 1 melde 1 haard 1 baar 1 vogse 1 kirkegaardsdige 1
Text of Danish publication	?635. Paa Nørre-Feldingbjærg Mark ligger en stor høj Bakke, hvor der boede en Bjærgkonge i. Saa skulde de til at bygge en Kirke i N.-Feldingbjærg, men vidste ikke, hvor de skulde lægge den. Der blev da bestemt, at to store mandvolme Tyre skulde bindes sammen om Aftenen, og de skulde da ud og tumle med hinanden, og hvor de laa om Morgenen, der skulde den bygges. De laa paa en Bakke der paa Marken, og saa stilte Folkene ogsaa an med at bygge Kir- ken. Men hvad der blev bygget om Dagen, det blev brækket ned om Natten. Det var de jo kjede af, og saa gjorde de Akkord med Bjærg- kongen om, at han skulde bygge den nordre Side af Kirken, mens de selv vilde bygge den søndre Side, og for det Arbejde skulde han som Betaling have den første og den sidste Brud, der blev ført til Kirken. Den forste fik han godt nok, for ingen andre vidste Besked om den Akkord end dem, der byggede og havde muret Kirken. Men han véd ikke, hvittid den sidste kommer. Folkene kunde ikke bygge saa stærkt paa deres Side, som han paa sin, han var altid æfor. Den Bjærgkonge rejste saa derfra og til Dagbjærg Dojs, hvor han saa slog Bopæl. Der fortælles, at da Bruden kom til Kirken, var han til Stede og rendte til og rev hende af Vognen og rejste saa med hende. Fæstemanden mærkede jo, det blev galt, og han river den ene Hest fra Vognen og smider sig paa, og saa sætter han bag efter, men fik ikke andet af Bruden end en Nakkedusk af hendes Smykke. Videre kunde han ikke drive det, for Hesten kunde ikke følge med. Nu var Bruden altsaa ved Bjærgkongen inde i Bjærget, og der blev hun frugtsommelig og fik et lille Pigebarn inde i Dagbjærg Dojs. Det Barn bad Moderen, da hun vogsede til, om hun maatte ikke komme op og være imellem Kristenfolk. Det fik hun Lov til, og da hun saa blev fuldvogsen, blev hun gift og fik en Smed, og de kom til at bo i en By tæt ved Vejle. Men han var saa haard og saa slem ved hende og drillede hende uafladelig med det, te hun saadan var kommen fra Bjærgfolkene. Han baade slog og bankede hende. En Dag var der en Mand til Smedie og skulde have en Hestesko slaaet. Da de var færdige med Skoen, gik de ind i Stuen og vilde spise noget til Meld- mad. Hun bad om at se en af de Sko. »Hvad vil du med den?« sagde Smeden, og han bed og gramsede ad hende. »Da kan du gjærne det,« siger Manden, »det kan jo ikke gjøre Skoen noget.« Hun tog saa Skoen og rettede den lige ud med hendes Haand, som en kan rette en Pind. »Kan du nu bøje den tilbage igjen?« siger han. Det gjorde hun ogsaa. »Hvorfor har du ladet mig slaa dig saa tit?« siger han, »saadan som a har været imod dig.« »For a vilde ikke slaa igjen,« siger hun, »a kunde jo slaa dig ihjel med ét Slag.« »Nu skal a,« saa bandte han saa meget en slemme Ed, »aldrig slaa dig mere.« Hun blev nu frugtsommelig og fik et Barn, og de skulde have det baaret i Kirke. Men ingen vilde tage sig det paa at bære det Barn. Saa sagde Manden: »Ja, det kan jo være det samme, for saa kan du selv bære det, og a kan gaa med det.« Alle dem, de havde bedt med til Barselet, og som han havde forlangt til at være Faddere, de mødte lige godt ved Kirken den Dag for at se, hvordan de bar dem til med det Barn. Da de gik nu hen paa Kirkegaarden, og Præsten endnu ikke var kommen, saa gik hun hen til Manden og sagde: »Gaa hen og se, om der kommer ikke én rendende vester fra.« Han gaar ogsaa og kommer tilbage. »A kan se en bitte Dreng, der kommer rendende.« »Ja, det er min Fader,« siger hun. Han kommer da springende over Kirkegaardsdiget; for det var ikke i hans Magt at komme ind ad Sletten. Saa render han hen til hende og siger: »Hvikket vil du, enten tage eller kaste?« »Ja, saa vil a tage,« siger hun, og saa springer hun om til den nordre Side af Kirken og tager hendes Kjole op. Alle dem, der var mødt, og som stod der og var saa nysgjerrige og saa efter, hvad det vilde blive til, dem tog han én for én og hvist op over det lave af Kirken, og hun stod og tog dem, for at de ikke skulde falde imod Jorden og slaa dem fordærvet. Siden var de ikke foragt hos Folk og kunde godt faa dem til at være Faddere til deres Børn. Ole Mønsted, Hulbæk.
Map