Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_01_0_00778

Story DSnr_01_0_00778

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Mound dwellers (Hidden folk) / Bjærgfolk
Publication ID	DSnr_01_0_00778

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Ørre
Keywords associated with this story	banke 1 bjærgmand 1 finger 2 smide 2 jordemoder 1 aften 1 ælte 2 skride 3 rende 1 smøre 3 latter 1 sølv 1 færdig 1 betaling 1 ilde 1 løfte 1 øre 1 trykke 1 fly 1 prøve 1 føre 1 bjærgkone 2 barsel 1 indrette 1 slænge 1 minde 1 kristen 1 krybe 2 barn 1 huske 1 tus 1 krukke 2 gje 1 forklæde 2 ulejlighed 1 skrædder 1 genne 1 vant 1 hastig 1 dragkiste 1 neg 1 sølvpenge 1 trænge 1 snar 1 virkning 1 fram 1 vare 1 dynge 2 jorde 1 forløse 1 love 1 fart 1 forret 1 hæslig 1 standen 1 øjeblikkelig 1 imedens 1 skjøn 1 forvart 1 høste 1 overstaa 2 almanak 1
Text of Danish publication	?778. Der var en Jordemoder, der hed Gjertrud, hun var en Dag kj ørende hen til en Kone, der skulde gjøre Barsel. Saa gik der en hæslig stor Tusse ved Vejen, og den blev ved at krybe efter Vognen. For Løjers Skyld sagde hun saa: »Ja, jeg skal ogsaa nok komme til dig og betjene dig, naar du kommer til at trænge til det.« Strags, da hun havde sagt det, krøb Tussen sin Vej; men hun gav blot en Latter af det og tænkte ikke mere paa den Ting end det samme. Tre Aftener derefter kom Bjærgmanden og bankede paa Døren der, hvor Gjertrud boede. Hendes Mand gik hen og lukkede op for ham, m°m da han saa', hvad det var for én, som stod der ude, blev han angst, for den anden saa' jo noget sær ud. Han kommer tilbage til Konen og fortæller hende, at der er en Bjærgmand uden for, som vil tale med hende. Saa gaar Gjertrud selv til Døren, og den anden forretter sit Ærende: om hun vilde følge med og betjene hans Kone? Nej, det kunde hun ikke have med at gjøre, og hun havde da heller ikke lovet noget. Han siger jo, om hun kunde da ikke mindes, at hun mødte en Tusse for tre Dage siden ude paa Vejen? og det var netop hans Kone. Jo, det kunde hun nok huske, og da hun havde givet sit Løfte, gik hun ogsaa hen og lavede sig til. Nu skulde Gjertrud jo sidde bag ved Bjærgmanden paa hans Hest, og de red et langt Stykke, indtil de kom til en stor Høj. Saa siger han, at nu skulde hun lade sig skride bag af Hesten, og dernæst viste han hende ind ad en lille Dør, der var paa Højen. Da hun kom- mer ind, ser hun, at der er indrettet ligesom en anden lille Stue, men noget mørkt var der jo, og der stod en lille Lampe og brændte paa Bordet. Da Bjærgmanden kommer ind, siger han, at naar det nu blev overstaaet, skulde hun smøre Barnets Øjne med noget i en Krukke, der stod paa Bordet. Gjertrud svarer ja, og det var nu godt nok, men hun var vant til, at der skulde være en Kone mere. Nej, der blev ikke flere, sagde han, hun maatte nok forstaa sine Ting saadan, at hun ene kunde gjøre det ud. Nu satte han noget, hun skulde have at spise, naar det blev overstaaet, for han vilde ud en lidt, og saa snart hun var færdig med alting, skulde han nok komme hjem igjen. Da Bjærgmanden var gaaet, gav Bjærgkonen, som laa i Sengen, sig til at fortælle Gjertrud, hvordan hun var kommen der ind. Bjærg- manden havde hentet hende, imens hun var en lille Pige, hun var ellers født af kristne Forældre, og derfor skulde hun nu have en Jorde- moder af Kristenfolk, ellers kunde hun ikke blive forløst. »Men naar alting bliver færdigt nu,« siger hun, »og han kommer for at ville føre dig hjem, saa vil han jo betale dig for din Ulejlighed. Det, han flyr dig, ser noget sært ud, men derfor skal du lige godt passe paa, at du ikke smider det væk. Lige saadan skal du passe paa, naar du er kom- men op at sidde ved ham bag paa Hesten, at du lader dig skride af, naar Farten begynder at mindske, og det er, ligesom Hesten gaar og ælter i noget Ler. Kommer du ikke saa af, tager han dig med tilbage igjen. Du skal ogsaa vare dig for at spise noget af den Mad, han har sat hen til dig, og imedens han rider med dig, maa du ingen Ting sige.« Den Gang Gjertrud havde været der en lidt, kom Tiden, da Barnet blev født, og da hun saa havde faaet det i Klæder og fik det standet og smurt af denne her Krukke, som det skulde være, og som Bjærg- manden havde sagt, saa tykte hun, det var endda skjønt at smøre sit ene Øje med det samme og se, hvad Virkning det kunde have. Det gjorde da saa meget, at alting blev saa lyst for hende der inde, og hun kunde ogsaa se nu, at der var saa meget Sølv rundt omkring i Huset. Da hun havde saa faaet Barnet i Sengen til Bjærgkonen, siger hun til hende: »Ja, havde vi nu haft Bjærgmanden, saa vilde jeg have været til og hjem da.« Strags kommer han ind og siger til Gjer- trud, at nu kunde hun gjøre sig færdig, saa skulde han øjeblikkelig ride med hende. Hun kommer altsaa op at sidde paa Hesten bag ved Bjærgmanden, og nu gik det i saadan en forfærdelig Fart, indtil Hesten begyndte at ælte og ælte, ligesom den gik i Ler. Saa lod hun sig skride bag af den. »Den, der har lært dig det Raad, har ikke slaaet dig paa din Mund,« sagde Bjærgmanden; men det svarede hun intet til, for hun huskede jo, hvad den anden Kone havde sagt. Saa siger han igjen, at hun skulde komme om for ved Hesten, han vilde da give hende hendes Betaling. Det var at se til ligesom nogle Spaaner, men hun tog lige godt Forklædet op, og han smed dem deri. Saa red Bjærg- manden igjen og nu var Gjertrud hjemme. De Spaaner, hun der havde i Forklædet, vilde hun slænge for Skorstenen, saa kunde Pi- gen da bruge dem om Morgenen at ilde i Kakkelovnen med, og saa lægger hun dem der. Da Pigen kommer fram den næste Morgen, hujer hun og siger: »Men hvad er det da for en Dynge Penge, her ligger? der er virkelig en Dynge saa stor, og det er ene Sølvpenge!« Gjertrud springer hastig af Sengen for at komme ud at se, og da var alle de Spaan, Bjærg- manden havde smidt i hendes Forklæde, blevne til Penge. Nu var hun snar til at faa dem forvart inde i hendes Dragkiste. Der gik saa en Tid hen, indtil de en Dag var ude at høste, og da var Gjertrud selv med at binde op. Saa kunde hun se, at Bjærg- manden løb og stjal af deres Neg, men der var ingen af de andre, der kunde se ham. Hun render efter ham med Kratten og hujer, om han vil ikke lade den Stjælen være. Saa siger han: »Gjertrud! kan du se mig?« Ja, kunde hun saa. Saa siger han: hun skulde prøve at sætte Fingeren paa sit venstre Øje, om hun kunde saa se ham. Ja, det kunde hun godt. »Prøv da at sætte Fingeren paa det højre Øje.« Nej, nu kunde hun ikke se ham. Da Bjærgmanden fik at vide, hvad for et Øje hun kunde se ham med, slog han det ud, og saa kunde hun ikke siden se noget til Bjærgfolkene. (Trykt i Folkets Almanak 1880.) Jesper Skrædders Kone, Ørre.
Map