Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_01_0_00931

Story DSnr_01_0_00931

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Mound dwellers (Hidden folk) / Bjærgfolk
Publication ID	DSnr_01_0_00931

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Helligsø Tyholm Vestervig Ydby
Keywords associated with this story	trold 9 pusling 2 bryst 1 stille 1 historie 1 jamre 1 klæde 1 fornærme 1 forskrækkelig 1 hilse 1 smøre 2 springe 1 broder 2 lomme 5 lave 1 tabe 1 opdage 1 ret 1 pandekage 3 jammer 1 volde 1 ilde 1 nem 1 pege 2 miste 1 værd 1 spinde 1 rive 1 svoger 1 græde 1 skylde 1 klemme 2 karte 1 fejle 1 grim 2 fryse 1 takket 1 forestille 1 gjemt 1 godlag 1 mage 1 lyde 1 skilt 1 ty 3 tro 2 ynkelig 1 vaske 1 krukke 2 værk 2 gave 1 tilpas 1 tjeneste 1 sno 1 vad 1 ulykke 2 fram 1 blodig 1 stød 1 kund 1 ende 1 forskrækkelse 1 røve 1 ringer 1 kurer 1 pande 2 klemt 1 tu 1 umage 1 afsked 1 mundheld 1 unde 1 sølle 1 folkestue 1 tørre 3 vase 1 vinteraften 1 putter 1 verden 1 jaja 1 lommeklæde 1 fornøje 1 brille 1 bugsere 3 trol 1 maade 1 laante 1 saar 1 raadet 1
Text of Danish publication	?931. I kj ender jo nok allesammen den første Gaard, vi kommer til paa Ty holm, naar vi er kommen over æ Vejlebro, I véd nok, den Gaard, Vasen gaar igjennem. Der boede en Gang en Mand, der havde en Broder ovre i Sinnerup. Han laa syg og havde været syg længe, og han blev jo længere jo ringere. Saa vilde hans Broder fra Ty holm over at se til ham, og han tog saa en Hest og red paa, for ellers skulde han have vadet over Vejlen, der var den Gang ingen Bro over den. Der han nu kom hen til Vejlen, saa kom der en bitte Pusling til ham og bad, om han ikke maatte komme med ham over, han kunde godt sidde ibag ved ham paa Hesten. Det sagde Manden ja til, det maatte han gjærne. Puslingen sprang op som ingen Ting, og der de saa var komne over til Nørresiden, sagde han til Manden: »Din Broder i Sinne- rup er nok meget syg, æ kan vel tænke, te du vil hen og se til ham.« Manden sagde ja, det vilde han da. »Det er godt nok,« sagde den bitte, »og nu skal du have Tak for Tjenesten. Her har du saa et Lomme- klæde, naar du tørrer dine Øjne med det, saa kan du se, hvad din Broder fejler, og saa har du her en Kniv, alt det, du peger paa med den, det falder fra, og saa er her en bitte Krukke med noget Smø- relse i, naar du smører et Saar med det, saa skal det strags blive helt, om det saa er aldrig saa galt.« Manden takkede ham for alle hans gode Gaver, og saa tog de Afsked med hverandre. Der Tyholmbo-Manden kom ind til hans Broder, der var syg, laa han og jamrede og klagede sig da saa meget ynkelig. Han kom lige- frem til at græde over det, og der han saa tog i hans Lomme efter noget at tørre hans Øjne med, saa fik han fat paa det Lommeklæde, den bitte Mand havde givet ham. Det tænkte han nu ikke ved, men der han saa havde tørret hans Øjne, saa kunde han se, te der sad en Trold paa hans Broders Bryst og vilde klemme Livet af ham. Ty- holmbo-Manden laante Trolden et Par slemme Øjne, og saa kom han i Tanker om, te han var opdaget, og hvad han har at gjøre, han sprin- ger af Sengen, og fram lod han staa ud til Konen. Den syge Mand havde ogsaa nær sprunget af Sengen, for han blev saa vel tilpas, der han blev skilt ved Trolden og kom af den Klemme, te han tykte, han nu var bleven helt rask. Men hans Broder raadede ham til at blive i Sengen et Stød endnu. Trolden var som sagt smuttet ud i æ Frammers, for han var gode Venner med Konen, og derfor var det, han vilde have klemt Manden ihjel. Saa sagde han til hende: »Æ troer, den fremmede Mand han kan se mig.« »Aa Snak,« sagde Konen, »hvordan skulde han kunne se dig, du har nu gaaet her saa længe, og ingen har kunnet se dig, hvordan kan han saa se dig.« »Jo, det kunde han, det er æ vis paa, for han saa saa ilde, og han blev ved at se paa mig,« sagde Trolden. »Ja, da skal vi nok faa det at vide,« siger hun, »for nu laver æ en Pandekage og sætter ind paa Bordet til min Svoger, og saa kan du gaa ind og stille dig an med din Røv lige over Panden, dersom han saa kan se dig, saa vil han da ikke æde noget af Pandekagen.« Trolden han fulgte Konen hendes Raad, men saa havde Manden faaet hans Kniv op af hans Lomme, og det var netop den Kniv, Bjærgmanden havde givet ham, og vilde til at skjære løs paa goden Pandekage. I det samme Godlag kommer Trolden og stiller sig an og forestiller, som han vil løse hans Bugser, og Manden blev ved at sidde og pege med hans Kniv, og før han vidste af, saa falder Trolden hans Bagbeslag ned i Panden. Saa Trol- den ud af Døren, og idet han rendte, sagde han til Manden: »Æ tror, I saa mig.« »Ja vel saa æ dig,« sagde Manden, og saa tager han og putter i hans Lomme det, Trolden havde tabt. Tyholmbo-Manden blev ved hans Broder i nogle Dage, og han kom af Sengen og blev saa rask, som om han aldrig havde skadet nogen Verdens Ting. Det blev godt igjen imellem ham og Konen, og den- her grimme Trold saa de ikke mere til. Men han var nu ogsaa und- skyldt. Den Gang Broderen saa vilde til at hjem, saa havde det givet sig til at fryse, saadan te Vejlen var lagt, men det kunde hverken briste eller bære, og saa maatte han til at ride vesten om igjennem Helligsø. Just som han kommer forbi Kvarbjærg det er en Høj, der ligger lige ved Fjordstranden , da ser han et gammelt Kvinde- menneske, der staar ved Fjordlandingen og vasker og skyller et Par blodige Bugser. »God Dag, Morlil,« siger han. »Ii, hvordan er det fat!« siger hun i saadan Forskrækkelse og retter sig op og ser saa meget vis paa ham. »Kan du se mig?« »Ja saa mænd kan æ se dig, hvad skulde der være i Vejen for det.« »Saa har æ aldrig kjendt Magen,« siger hun, »nu har æ staaet her og vadsket i mange, mange Aar, og der er aldrig noget Menneske, der har kund set mig, hvordan kan det da være, te du kan se mig?« »Ja, det er nu saadan, men hvad Ulykke har den sølle Person været i, der har haft dem Bugser paa?« »Ja,« siger hun, »det er saa mænd min Mand, der har mistet det, han havde. Han har en Gang gaaet hen og fornærmet en Tybjærg- Mand, og det er nok ham, der har voldt os den Fortræd.« »Jaja,« svarer Tyholmbo-Manden, »den Skade kan vel kureres.« »Nej, det kan ikke,« siger hun, »for han har kastet det hen, der skal høre til.« »Maa æ int faa ham at se,« siger han, »æ troer lige godt, æ kan hjælpe ham.« »Ja, dersom du kan det, saa var det endda Umage værd,« og hun ind efter hendes Mand. Det var jo denher slemme Trold, og han kom stanglende ud, og der var saadan en Jammer paa ham, te det var forskrækkelig. Der Manden saa ham igjen, kunde han ikke lade være at tænke: »Det var godt til dig, dit grimme Spitakel, men æ skal se at lave det saadan med dig, te du skal ikke gjøre flere Ulykker paa den Maade.» Naa, han tager jo dether Værk op, han havde gjemt i hans Lomme, og saa den bitte Krukke Smørelse, han havde faaet af Bjærgmanden. Værket fik han sat paa Plads, og saa snart han havde smurt det med Smørelsen, saa var det helt med det samme, og hvem der blev glad, det var Bjærgmanden. Men der saa hans Kone fik hendes Briller paa og vilde til det at se efter, om det nu sad, som det skulde, saa opdagede hun, te det vendte fejl: »Tu det vender op, der skulde vende ned,« siger hun. »Naa ja, det er der indt Fare ved,« siger Tyholmbo-Manden, »for æ kan rive det fra igjen og vende det, det er snart gjort.« »Nej,« siger Trolden, »nu har æ gaaet nok igjen- nem med det, nu skal det blive siddende, som det sidder.« Konen var ikke fornøjet med det, men det blev ikke anderlunde. Denne Historie har jeg hørt en Vinteraften for 40 Aar siden, imens jeg tjente hos Præstens i Vestervig. Vi var samlede i Folkestuen baade Piger og Karle og min lille Person, og vi havde vort Aftenarbejde at sidde og sysle med. Pigerne kartede og spandt, Karlene bandt Løb, og jeg snoede Simer. Da kom vor Nabo- mand Povl Madsen ind til os for at prate lidt. Han havde stadig det Mundheld: »Æ wed it å ed«, og til sine Tider kunde det lyde ret pudsigt. Kom der en til ham ude paa Marken, naar han gik og pløjede, og de havde hilst paa hinanden, kunde han sige saadan: »Ja, æ gor hæær aa pløwwer, å æ wed it å ed.« Man sagde derfor gjærne, naar man saa ham komme: »Der kommer Per Madsen, å han wed it å ed.« L. N. Bertelsen.
Map