Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_01_0_00935

Story DSnr_01_0_00935

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Mound dwellers (Hidden folk) / Bjærgfolk
Publication ID	DSnr_01_0_00935

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Kovsted
Keywords associated with this story	bjærgmand 1 historie 1 række 2 gjæst 1 rig 1 bid 1 strække 1 træffe 1 pose 1 hilse 1 øg 1 tyk 1 øge 1 sko 3 villig 1 vild 1 tydelig 1 ling 1 bagefter 1 korsvej 2 tromme 1 lov 1 kjæl 1 selskab 1 sæk 2 byde 1 fattigdom 1 begrave 1 glemme 1 skovle 1 pleje 2 snakke 1 mor 1 tænke 1 goddag 1 forarme 1 mangen 1 foraf 1 forskjellig 1 gene 1 fon 1 bøje 2 sant 1 kurere 1 sølle 1 jaja 1 stendige 1 begravelse 1 behandling 1 slaar 1 saadant 1 aaben 1 kjøbstad 1 maade 1 efterhaand 1
Text of Danish publication	?935. Der boede en Bjærgmand paa en Mands Mark, og Manden var tit nede at besøge ham, men passede altid paa, naar han gik op igjen, at lade Bjærgmanden gaa for af, naar han lukkede ham ud. Nu døde Mandens Kone, og saa skal hun jo begraves. Manden og Karlen sidder nu og snakker om, hvordan de skal stille det an, og Karlen siger: »Ja, Bjærgmanden skal vi have bøjen.« »Nej,« siger Manden. Ja, han vilde nu gaa ned at byde ham. »Det kan ikke hjælpe, for han slaar dig ihjel.« Nej, Karlen han skulde nok passe at lade ham gaa først op. Han kommer af sted og faar en Sæk med sig. Da han nu træffer Bjærgmanden, siger han jo Goddag. »Velkom- men,« siger den anden. »A skulde gaa ned og hilse fra Manden, hans Kone er død, om I vil komme til Begravelse.« Ja, det vilde han nok. Hvem der kom flere til Begravelsen? »Ja, der kommer mange, Vor- herre og Sant-Peder kommer ogsaa med.« Nej, saa skjøttede han ikke om at komme, for han var en Gang oven paa Jorden, og da kjørte de saa stærkt og slog paa Tromme, og saa smed de den ene Trommestik ned og slog hans ene Ben i Stykker. Han døvede nok for at faa det kureret, og derfor skjøttede han ikke om at komme i Selskab med dem. »Men I skulde da have noget Fon, siden a nu er bøjen, hvad plejer de at give?« »Aa, en tre fire Skovle Penge,« siger Karlen, og han holder saa Posen op, og Bjærgmanden øser i. »Plejer de nu at give mere?« siger han. »Ja, det kan jo gaa an, men de fleste giver mere.« Saa øser han nogle flere i, og der blev da saa mange, at han kunde ikke bære dem. »Jaja, nu er der tilstrækkeligt, nu kan du vel hjælpe mig dem op.« Ja, Bjærgmanden tager Sækken og gaar foraf, og Karlen kommer bagefter. Da de kommer uden for, siger han: »Her vil a da ikke have dem paa mig, du kan jo bære dem ned til Korsvejen og lægge dem der, saa skal a nok tage dem og bære dem hjem.« Det var Bjærgmanden villig til, og Karlen rendte saa strags hjem og hentede Øg og Vogn, og saa kjørte han til Korsvejen og fik Pengene hjem. De holder nu saa Begravelse. Men det gik til den første Dag ikke alene, hvad Gjæsterne skulde have, men ogsaa, hvad der skulde strække til de andre Dage, og Manden maa ind til Kjøbstaden om Natten at kjøbe ind. Da han kjører hjem om Mor- genen, bliver det saadant et Tykkent, og han kjører vildt og kommer til at holde for et stort Stendige. Nu vidste han jo ikke, hvor han var, men i det samme Lag kommer Bjærgmanden til ham. »Hvad holder du her efter?« siger han. Ja, han kunde ikke finde hjem. »Hvis du vil tage min Datter til Kone, saa skal a vise dig hjem.« Det maa Manden saa til at love ham, og en Tid efter faar de Gilde. Men nu var Bjærgmandsdatteren jo noget trondtelig og tyk, og Manden bliver snart led ved hende og vil slaa hende, saa hun fik en sølle Behandling, og forarmede var de blevne, saa det var galt i mange Maader. En Dag de var ved at faa et Par Heste skoet, kommer han og Smeden ind og skal have en Bid Brød, og saa lægger de Skoene paa Bordet. Da de er færdige og gaar ud igjen, saa glemmer de dem, men nu stod Vinduet aabent, og saa siger Manden ind til Konen: »Aa, din Kjæl- ling, ræk os de Sko.« Saa tog hun Hold i dem og rækkede dem ud begge to, saa de var helt lige og slet ikke kunde bruges at lægge under Øgene. Det gjorde Manden store Øjne ad. »Er du saa stærk,« siger han. »det havde a ikke tænkt, og a har endda slaaet dig saa mange Gange.« »Ja,« siger hun, »a nænte ikke til at slaa dig, for det du var min Mand.« Saa blev de gode Venner, og han blev rigtig god ved hende. Nu hørte deres Fattigdom op, for Bjærgmanden kom og bar til dem af hans Penge saadan efterhaanden, og de blev snart til rige Folk. Søren Knudsen, Kovsted. Dette er jo tydeligt nok en Sammenblanding af to meget forskjellige Historier, nemlig Nr. 916925 (Faddergaven) og saa denne om Bjærgmandsdatteren. E. Slaakarlen.
Map