Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_01_0_00937

Story DSnr_01_0_00937

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Mound dwellers (Hidden folk) / Bjærgfolk
Publication ID	DSnr_01_0_00937

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Ravnkilde
Keywords associated with this story	eng 1 trold 3 bid 2 lang 1 sideben 1 hitte 1 runde 1 fæste 1 kjælling 4 time 2 stump 1 løbe 1 stryge 3 bide 1 redskab 1 loft 1 behov 1 tynd 1 berygtet 1 ønske 1 begynde 1 strøg 2 fly 1 behøve 1 nytte 1 hang 1 kraft 1 stikke 1 klat 1 stund 1 spek 1 ders 1 foraf 1 slem 1 overmodig 1 stene 1 vid 1 ælling 1 høle 11 ledpæl 1 fejl 1 overtro 1 november 1 krikke 1 herregaard 2 skaar 3 forbøje 1
Text of Danish publication	?937. Der var en Kone, hun havde en Søn, der gik hjemme ved hende og vilde ikke ud at tjene. Nu gik han jo og hittede paa et og andet, og da der en Gang efter St.-Hans Aften var kommet noget til at sidde paa deres Kjaaldeport, de kalder for Hegsesmør, saa tager han en Klat af det og lægger paa Ilden. Det praaste jo svært, og en Times Tid efter kommer der en gammel, rødøjet Kj ælling og spørger hans Moder om, hvor han var. Nu havde han forbøjen hende, at hun maatte ikke sige det, altsaa nægter hun at vide, hvor han er, og hun nægter, og han havde jo Stunder at være ved en Side imens. Endelig gaar Kjællingen for den Dag, men kommer igjen anden Dagen og spørger atter om ham. Saa havde han sagt til hans Moder, te hun maatte komme hen til en Dør, som han stod bag ved, og havde lukket for sig, for Kjællingen maatte nok snakke med ham, men ikke faa ham at se. Der staar han saa og siger til Kjællingen, te hun skulde ikke faa Ro paa sig, uden hun vilde give ham én Ting, han kunde have noget Nytte af, et godt Ønske eller ogsaa et Redskab, han kunde bruge. Endelig siger hun, hun vilde give ham en Høle, og den skulde være saadan, te den havde ikke behov hverken at blive stenet eller strøgen nogen Tider. Da hun saa havde været hjemme efter den og havde flyet ham den, fik hun ham at se, og saa fik hun Ro, og det lo paa hende alt det, der var. Høleen hang han op paa hans Mo- ders Loft, og saa gik Kjællingen igjen. Til November gik han hen til en stor Herregaard og lod sig fæste der som Forgangskarl. Da Hø- bjærgningen kom, gik han hjem og hentede hans Høle, for der var mange Enge til den Gaard, og især var der en forfærdelig stor Eng, som var noget berygtet, for ude midt i den laa en stor Sten, den var saa stor som et Husmandshus, og under den Sten boede en Trold. Derfor turde aldrig nogen slaa i Nærheden af den. Da de saa skulde til at slaa i den Eng, gik han derud om Morgenen med hans Høle, og en 3, 4 Karle fulgte med ham. De andre gik og snakkede om, at den store Sten vilde de ikke til, for den havde der altid været Spek- takler ved. Men han vilde lige derud, og han begyndte at slaa lige op ad Stenen runden om. Saa kommer Trolden ud og spørger, om han vilde ikke have ham til at hjælpe sig at slaa. Jo, det kunde ikke være saa galt, saa kunde han komme her og begynde. Karlen gik foraf, og han bag efter. Nu skulde Trolden jo altid have det værst, da hans Skaar blev længst. Omsider siger han, om de skulde ikke hvætte en Gang. Nej, det vilde Karlen ikke. Dernæst spørger han om, hvor han havde faaet den Høle fra. »Ja, a har bedre Vid end a sige dig det,« og de blev ved. Om de skulde ikke drikke en Gang? Jo, det kunde de ogsaa. Saa gik de en Times Tid igjen. Endelig blev Trolden kjed af det og sagde: Nej, at drikke tyndt 01 og gaa Krinkel- skaar det kunde han ikke være tjent med, og saa gik han hans Vej. Nu kunde Karlen gaa hen til de andre og slaa med dem. Hans Høle kunde gaa igjennem, hvad det skulde være, og han behøvede hverken at stryge eller stene. Han blev paa den Herregaard det Aar og ét til. Det andet Aar var han helt overmodig over den Høle. Da de fik op- skaaret og gik fra det, saa kom han igjennem et Led. De andre havde haft saadan Snak om den Høle, og der maatte være noget sært ved den. »A vil prøve, om den kan bide noget endnu,« siger han, og saa hug han til en Sten-Ledpæl, saa Stumperne fløj hver sin Vej. Han saa til Høleen, men det var aldrig kjendt paa den, den var endnu helt haer. Saa kom en af Karlene løbende hen til ham med en Stryge- stikke og sagde, om han vilde nu ikke stryge fra Bid. Det var nemlig en gammel Overtro, at de kunde faa en Høle til at arbejde om Natten ved den sine Kræfter, der ejede den, men naar Ejeren gav et Par Strøg (strøg fra Bid), saa kunde ingen gjøre det. Han tog da Strygestikken og gav saadan et Par Slag paa den. Da viste det sig, at det var ikke andet end et Sideben af en gammel Krikke. Han fik aldrig saadan en Høle mere, saa det var et fejlt Træk, han der gjorde. Lars Kristian Nielsen, Vangeskrog.
Map