Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_02_A_00081

Story DS_02_A_00081

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Elves / Ellefolk
Publication ID	DS_02_A_00081

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Dalby
Keywords associated with this story	ellefolk 1 hvilken 1 krat 1 klæde 1 fruentimmer 1 ungdom 1 bæst 1 græs 1 tier 1 vågne 1 færd 1 mandfolk 1 smuk 1 knappe 1 efterår 1 tung 1 pille 1 træt 1 el 1 bestå 1 tilfreds 1 ung 1 beholde 1 gilde 2 brede 1 længe 1 bugt 1 yderst 1 frygte 1 ellepige 1 uforrettet 1 flytning 1 sovn 1 sogt 1 sakramente 1 tvende 1
Text of Danish publication	81. Lars Jensen, der boede i Stubbervp, tjente i sin ungdom i Mosegården i Dalby, og på dens mark er tvende småskove, af hvilke den ene for en del består af sumpet elle- krat. Det var i forsommeren, og de havde haft slågilde. Lars Jensen var en vild krabat til at dandse, og det var næsten dag, ior gildet var forbi. Så siger han til lille-drengen: «Du må gjærne gå hen og lægge dig, så skal jeg nok flytte bæst- erne.» Han går ud til dem, de stod i eller tæt ved elleskoven. Efter flytningen lagde han sig ned i græsset, for han var træt og tung i hovedet og faldt i sovn, men vågnede, lige i det solen stod op, og så et ungt, smukt fruentimmer, klædt som bondepige, stå over ham og pille i hans knapper. Han troede, det var én af pigerne fra gildet, og sagde: «Hvi kan du ikke lade mig sove i ro?» Men han gjorde sig nu nojere kjendt med hende, end han vel turde, og først bag efter mærkede han, at det var galt fat. Ti fra den tid måtte han besøge hende i skoven hver nat og kunde aldrig have ro til at blive i sin seng. Gik han ikke en vis tid hver aften, så kom hun selv og hentede ham. Til sidst gik det så vidt, at hun kom etter ham midt på dagen, og folkene i gården så hende ofte uden for vinduet/ og når hun kom der, måtte han af sted. Dog fik hun ikke så megen magt over ham, at hun kunde beholde ham. Hun var tit i færd med ham om, at han skude tølge med hende hjem, der skulde han få mauge herligheder at se; men det vilde han ikke, han var bange for, at deres m-:±m I <-u ;? / 22 A. Ellefolk. mandfolk skulde gjøre ham fortræd. Nej, det havde ingen nød, sagde hun, bare han vilde følge med, så skulde han få det godt, og var han ikke tilfreds med hende, så kunde han % få hendes søster, der var meget kjonnere end hun, og hvad hun nu kunde sige. Men hun fik ikke bugt med ham. Det blev således ved til hen på efteråret; han blev mere og mere afkræftet og frygtede for, at han ikke kunde stå hende imod længer. Han sogte da til præsten, som kom og lod ham lægge sig i sengen, gav ham sakramentet og bredte messehagelen over ham. Nu vidste de nok, hun vilde komme, og hun kom også og vilde have ham med sig, men kunde ikke. Præsten é sagde til hende, at nu måtte hun tage ham, hvis hun kunde, og hvis ikke, så fik hun ikke noget at gjøre med ham tiere. Så måtte hun gå med uforrettet sag, og fra den tid blev Lars Jensen fri for hende, men det var nok også på det yderste med ham. Det har nok været en ellepige, men hul i ryggen var hun ikke, som dog folk vil sige, den slags skal være. A.C.P.
Map