Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_02_G_00148

Story DSnr_02_G_00148

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Religious legends / Religiøse sagn
Publication ID	DSnr_02_G_00148

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Hatting
Keywords associated with this story	banke 2 nabo 1 hane 3 dej 1 dejlig 2 sidde 1 ussel 1 følge 1 pik 1 hente 1 time 1 gale 3 port 2 vande 1 forlade 1 løfte 1 ven 2 knæ 1 betyde 1 rigdom 1 begrave 1 skynde 1 næppe 1 tænke 1 trænge 1 kikke 1 tale 1 føle 1 hvorover 1 svag 1 hellig 1 øverst 1 jule 1 himmerig 1 do 1 sørge 1 himmerige 2 tøve 1 nøglehul 1 grøn 1 foraar 1 nytaarsaft 2 maade 1
Text of Danish publication	?148. Der var to Mænd, som her i Verden ikke kunde leve en Dag til Ende, uden at de maatte sees og tales ved. De var Naboer. Jule- aften, da den ene havde siddet længe og talt med den anden, sagde han, da han gik bort: »Dersom jeg lever til Nytaarsaften, kommer jeg igjen til dig, ja, om jeg døer, kommer jeg og banker paa hos dig, og ser du en hvid Skikkelse, da luk den ind, er den sort, da lad den staa udenfor.« Han døde samme Nat og blev begraven. Nytaarsaften sad hans gode Ven og sørgede saa umanerlig og kunde ikke faa Lyst til enten at spise eller drikke med sin Familie. Da hørte han det pikke paa Døren, og han sagde til Pigen: »Se, hvem der banker.« Hun kikkede gjennem Nøglehullet og sagde: »Fader, jeg tør ikke lukke op, det er en hvid Skikkelse.« Han vidste nu, hvem det var, lukkede ham ind og tog ham med sig op i den øverste Stue, hvor han gav ham Mad og Drikke, og for hans Øjne var det, som han baade spiste og drak. Nu snakkede de sammen, til Klokken slog 11. Da sagde den Døde: »Nu galer Hanen den røde, til Jorden gaar alle de Døde.« Da Vennen ikke vilde af med ham, blev han saa, til Kl. slog halv 12. »Nu galer Hanen den hvide, til Graven gaar alle de Lige.« Da Vennen endnu bad ham tøve lidt, blev han, til Kl. slog 12. »Nu galer Hanen den sorte, nu aabnes alle Himmeriges Porte, nu gaar jeg, men følg mig lidt paa Vejen.« Da de kom til hans Grav paa Kirke- gaarden, sagde den døde: »Vil du ikke følge mig til Himmeriges Port, det kan du godt.« Han gik foran, og den anden fulgte; og der var ingen Ting i Vejen. Da han kom igjennem Graven, kom de paa den dej- ligste grønne Vej, og det var som Foraar, alt hvad de saa. Da de havde gaaet lidt, kom de paa en dejlig Eng, hvor der stod to store Heste, men skjøndt de stod i Græs til Knæene, var de usle og hængte med Hovedet. »Hvad betyder det?« spurgte den levende. »Det er to Mennesker, som Vorherre i deres Tid paa Jorden havde givet stor Rigdom, men de brugte den ikke, og nu har de ingen Glæde.« Da de gik lidt længere, kom de til to Heste, der stod i det dybe Sand, men de sprang og var dejlige at se til i alle Maader. »Der ser du to Mennesker, der paa Jorden havde meget lidt, men brugte det godt.« Lidt efter kom de forbi en stor Dam, hvorover der fløj en stor Mængde Svaler, der gjærne vilde være vandede, men altid blev de løftede op igjen. »Der ser du de Børn, som ikke fik Daaben i Verden. Nu er vi ved Himmerig. Hvor længe tror du det er, siden vi forlod dit Hus?« »Et Par Timer, tænker jeg.« »Nej, det er hundrede Aar siden.« I det samme aabnes Porten, og han ser, medens hans døde Ven gaar ind, sin Kone og Børn der inde. Han vilde nu skynde sig hjem for at se, som de ogsaa var døde, og da han kom til Byen, kunde han ikke kjende sin egen Gaard. Kun en stor Sten, som laa uden for, havde de ikke kunnet flytte. Han følte sig nu saa svag, at han næppe kunde gaa ind til de fremmede Folk, der vilde give ham noget at spise; men han sagde: »Nej Tak, hent mig en Præst, det er, hvad jeg trænger til.« Det gjorde de strags, og da han kom, bad han ham om det hellige Sakramente. Saa snart han fik det, døde han glad Og rolig. Baronesse E. Juel Wind. Fortalt af en Kone i Hatting.
Map