Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_02_H_00125

Story DSnr_02_H_00125

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Death portents / Dødsvarsler
Publication ID	DSnr_02_H_00125

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	nævne 1 herfra 1 lavning 1 lind 1 fy 1 ske 1 forundre 1 syne 2 bruden 3 bryllup 1 nægte 1 blomst 2 hænge 1 byde 1 familie 1 jomfru 4 fin 2 passer 1 bedstemoder 1 pynte 1 værelse 4 fødevare 1 smith 1 husjomfru 1 lyn 1 forvalter 1 haar 1 betro 1 dame 1 vente 1 føje 1 gammeldags 1 mild 1 mangel 1 inderst 1 stuepige 1 forlove 2 junker 8 adelig 2 landmand 1 professor 1 ovenpaum 1
Text of Danish publication	?125. Min Bedstemoders Søster var Selskabsdame paa en Herre- gaard paa Fyen, og Fruen havde en Broder, de kaldte Junkeren. Han hed Linde eller Lindet og var fremsynet og en hel Del underlig. Saa skulde der en Gang komme fremmede fra Kjøbenhavn, nemlig en ældre Dame og en ung Pige, og Fruen siger til Selskabsdamen, at hun skal gaa op ovenpaa og gjøre i Stand i de Værelser, de skal ligge i. Der var to Værelser Side om Side, og den unge skulde ligge i det inderste. Der var gammeldags Himmelsenge, som der skulde hænges Gardiner for, og det betroede hun ikke Stuepigen til. Damen gaar altsaa derop og bliver færdig, og saa vil hun gaa igjen, men da kommer Junkeren i det samme, og saa siger hun til ham: »Er her nu ikke fint.« »Jo,« siger han, »men den unge Pige, som kommer her til at ligge, hun kommer ikke levende herfra.« Baade Fruen og Selskabsdamen forundrede sig over det, han der sagde, og mente ikke, det vilde komme til at passe. Men han svarte: »Jo, det har min Gange sagt mig,« og andet Svar kunde de ikke faa ud af ham. Pigen var syg, da hun kom der, og maatte i Seng, og faa Dage efter var hun død. Paa samme Gaard havde de faaet en ny Husjomfru, som de kom til at synes godt om. Fruen sagde saa til hende: »Jeg ser gjærne, at De kommer ind hos os om Aftenen, naar De har Deres Gjerning gjort.« Junkeren gik, som han plejede, op og ned ad Gulvet og vred hans Hænder, og han saa' til Jomfruen og smidskede til hende. »Jeg synes, Junkeren ser saa mildt til Jomfruen,« siger Fruen. »Ja, hun vil snart blive gift.« »Nej, det passer ikke,« siger Jomfruen, »for jeg er ikke forlovet og er helt fremmed her paa Egnen.« Men han blev ved sit, det havde hans Gange sagt ham. Kort efter kom der en fremmed Landmand til Egnen og kj øbte sig en Gaard, og han blev forlovet med hende. Men den Dag Junkeren havde forudsagt det, da sagde Fruen: »Ja, sker det, saa gjør vi Deres Bryllup,« og Junkeren føjede til: »Ja, det skal I nok komme til, men det kommer til at staa i Forvalterens Værelse.« »Nej,« siger Fruen, »vi vil da ikke gjøre Bryllup i de tarveligste Værelser, vi har.« Der bliver saa lavet til Bryllup, og Jomfruen sagde rigtig nok, at hun og hendes Kjæreste vilde hjælpe til med Anskaffelsen af Fødevarer og med Til- lavningen, men Fruen vilde nu gjøre det, da hun havde taget sig det paa. Saa faa Dage før Brylluppet slog Lynet ned i Gaarden og ramponerede Værelserne, saa Familien maatte flytte over i den Fløj, hvor Forvalteren boede. Bruden blev pyntet af Fruen selv. Da hun var færdig, siger hun: »Nu skal Junkeren have mig at se, inden jeg gaar ned til de fremmede.« Saa kommer han og ser hende. »Ja, det er godt nok,« siger han, »men der mangler noget, De skal have en hvid Blomst i Haaret, inden kommer De ikke af Sted.« Der var ind- budt en fin adelig Familie, og den lod vente paa sig. Endelig kom den, og de havde en hvid Orangeblomst med, som de vilde have Bruden til at bære. Fruen og Bruden saa' til hinanden, men de kunde ikke nægte den adelige Frues Forlangende, og hun fik Blomsten. »Ja, nu er der ikke noget i Vejen,« sagde Junkeren, »nu kan De tage til Kirken, naar De vil.« Lærer Linds Søster, Gullestrup. Den her nævnte Selskabsdame var en Datter al Præsten i Vejle, som var der, da Byen brændte. Det var Professor L. H. Smith, 178588.