Story DSnr_04_0_00189

Story information
ETK index	Small kings and their feuds. Kings. Enemy invasions / Småkonger og deres fejder. Konger. Fjenders indfald
Publication ID	DSnr_04_0_00189

Collection information
Associated informants and places	Informant: Hjerrild Niels Ramussen

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	skov 1 bakke 1 farlig 1 trække 1 modtage 1 forsvinde 1 lykkes 1 eftermiddag 1 oldemoder 1 høre 1 pik 1 bæst 1 gribe 1 svær 1 brun 1 forvej 1 øge 1 bak 1 ilde 1 møde 1 kal 1 hule 1 indkvartere 1 ønske 1 pak 1 forsigtig 1 trine 1 rive 1 arm 1 engelsk 1 engelskmand 1 ordentlig 1 prygle 1 styrke 1 formodentlig 1 ung 1 bi 2 fange 1 mørkning 1 begive 1 hurlumhej 1 lyde 1 samtidig 1 begivenhed 1 dengang 1 strube 1 skjøde 1 brugelig 1 vant 1 kostald 1 flygte 1 tale 1 glas 1 stald 2 føle 2 lægge 1 gjødning 1 kyle 1 ualmindelig 1 stub 1 skjænke 1 benytte 1 led 1 heldig 1 slem 1 kasse 1 hakkelse 1 virkelig 1 urolig 1 stene 1 das 1 lange 1 træk 1 kneb 1 prale 1 mod 1 forbitrelse 1 fatter 1 spurgte 1 bælte 1 snog 2 tilsige 1 endelig 1 englænder 1 skjøn 1 tyrsted 1 spaniol 2 aal 1 lejr 1 frankrig 1 søn 4 klingen 3 medfart 2 høved 1 begreb 1 slaar 1 gaardmand 1 raab 1 saadanne 1 mølvinge 1
Text of Danish publication	?189. Det var i 1808, de havde Spaniolere og Franskmænd i Ind- kvartering i Tyrslcd. De kaldtes for Resten de belgiske Husarer fra Frankrig. Beboerne var tilsagt at møde ved Kirken for at modtage dem, de skulde have, men Værterne var ikke alle heldige med at finde dem, da de ikke kunde forstaa hinanden. Saadan var der ogsaa en Gaardmand, der hed Peder Bæk, han kunde ikke finde sin Indkvar- tering, og saa maatte han begive sig hjem igjen. Men de var allerede modt, og da han kom til Gaardsleddet, var de i Begreb med at faa deres Heste i Stald. Værterne havde nu i Forvejen bestemt med hverandre, at Kostalden skulde benyttes til de fremmede Heste, men Husarerne vilde imidlertid have den virkelige Stald, formodentlig fordi de følte sig som hørende til Napoleons Armé. Peder Bæks Heste skulde altsaa ud, men det gik ikke saa rask, som Husarerne ønskede det, for He- stene blev urolige, og der blev en farlig Hurlumhej. En af Husarerne blev gal i Hovedet og trækkede Klingen og pryglede løs paa Hestene. Det blev de ikke bedre af, men omsider lykkedes det dog at faa dem ud saa nær som et gammelt brunt Øg, der hed S vej bak, hun blev helt taabelig. Per Bæks Sønner, der var hjemme, blev lidt forfjamskede, da de ikke var vant til saadanne Krigskarle, og Husarerne syntes ikke, de hjalp godt nok til, nok er det, da den Husar, der havde trækket Klingen, ikke syntes, det vilde gaa rask nok, saa tager han og langer en af Sønnerne en ordentlig en af Klingen ogsaa. Per Bæk stod ved Gaardsleddet og saa det med Armene lagte over Kors paa Leddet, og da nu Sønnen faar den paa Kassen, saa raaber han: »Da skal a Knudedød lære dig, din Svinehund! slaar du først paa Bæsterne og saa paa en af mine Sønner i min egen Gaard«. Dermed triner han frem i Gaarden, griber Husaren i Struben og river ham af Piesten, fatter ham med den anden Haand i Enden og kyler ham dermed ud i Mød- dingshullet. I de Tider havde Folk dybe Møddingshuller og kun lidt Gjødning. Den yngste af Sønnerne, Niels Bæk, har siden fortalt denher Begivenhed, og han sagde: »A har aldrig set et Høved komme værre i Land end denher Husar, han hjalket da op omsider, men han var saa møgbeskidt fra den ene Ende til den anden, te en kunde ikke se, hvad han var af for Skidt. Da de andre Husarer saa det, saa tog de alt deres Pik og deres Pak og ud af Gaarden igjen, der vilde de ikke være. De af sted med al deres Habengut og raabte i Munden paa hverandre: »Das ist grossig Bauer.« Imidlertid spurgtes det ved Regimentet, hvad Medfart Husarerne havde faaet der i Tyrsted, og saa havde de en Kjæmpekarl, der var indkvarteret ovre i Sejt, han blev sendt over for at kujonere Peder Bæk, og han var nu bekjendt imellem dem for sin ualmindelige Styrke. Saa kommer han der over en Eftermiddag lige i Mørkningen. Peder Bæk var en ældre Mand og var allerede gaaet i Seng. Husaren kommer nu ind og taler store Ord og gjør store For- dringer. Han vil have Bier og vil ikke have det saadan, som det var brugeligt dengang, i et Stob, men vil have det skjænket i et Glas. Dog finder han det rettest at gaa lidt forsigtig frem for det første, det vilde jo komme til at lyde ilde, hvis han skulde faa samme Medfart som Kammeraten, og derfor vilde han føle sig lidt for. Peder Bæk rejser sig op i Sengen, han saa lidt svær ud og begyndte at tysse noget ved ham. Han blev da rolig og kom i Seng. Ved han stod op om Morgenen, gaar han hen til Karlen, der stod og skar Hakkelse, det var netop Mandens egen Søn, men det vidste han jo ikke af, og spørger ham, hvor stærk den Bauer han var, men samtidig pralede han af, at han selv var stærk nok for zwei Mand. »Ak, det forslaar ingen Ting,« siger og lidt efter begyndte Engelskmændene saa at skyde paa Byen. Der laa nemlig en engelsk Orlogsmand ude i Bæltet. Min Oldemoder sad med en lille paa Skjødet, da Spaniolerne kom, og de kneb hende i Bry- stet og sagde: »Bier!« det var det eneste Beboerne de kunde forstaa. De følgende Dage blev Byen nu bombarderet, saa Beboerne maatte flygte fra deres Hjem og op i de store Skove, der gravede de sig saa Huler i Bakkerne og boede der. Spaniolerne havde ogsaa deres Lejr der oppe i de Bakker, det er kj endeligt endnu, og de gik ud i Stub- skoven og fangede Snoge og spiste. Dem kaldte de Aal, og derfor kal- Danske Sagn. IV. 5 des Snoge endnu her Stubaal. Men en skjønne Dag var de allesammen forsvundne, og Folkene her omkring vidste ikke, hvor de blev af. Det var ikke svært at have dem, for de var gode nok, og hjalp Beboerne med alt, men derimod var der stor Forbitrelse mod Englænderne. Tranekjær S., Langelands Nørre H. Chr. Christiansen, Mølvang.