Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_04_0_00200

Story DSnr_04_0_00200

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Manor lords, ladies and misstresses / Herremænd, fruer, jomfruer
Publication ID	DSnr_04_0_00200

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Asdal
Keywords associated with this story	skov 2 iblandt 1 rom 1 forbyde 1 tie 2 tælle 1 fyr 1 rasle 1 flæsk 4 tage 1 redde 1 fyld 1 øvrighed 1 svin 3 klit 1 øre 1 hvorhen 2 tummel 1 masse 1 prøve 1 del 1 rygte 1 skib 1 engelskmand 1 strand 1 tjenestefolk 1 træde 1 glad 1 husbond 1 lokke 1 rolling 1 kugle 1 hænge 1 begrave 1 opbevare 1 træ 1 ge 1 stakle 1 fælde 1 velsignelse 1 dom 1 grund 1 stald 1 uro 1 skrin 3 lænke 1 nattetid 1 erklære 1 forbavselse 1 ramme 1 hellig 1 rev 1 pølse 6 vag 1 tje 1 vildsvin 1 sammel 1 vrag 1 læn 1 menneskeben 1 lægedom 1 formue 1 planke 1 taarn 3 vennebjærge 1 frii 2 slaar 1 aaben 1 saale 1 saar 1 taar 1
Text of Danish publication	?200. Der boede en Gang en Herremand paa Asdal, der hed Karl Pølse. Den Gang gik Skovene mellem Asdal og Odden sammel, og deher store Mænd gik jo paa Jagt i Skovene. Saa skød begge Herre- mændene en Dag paa et Vildsvin, og den ene vilde have, at det var hans Kugle, der ramte, og den anden vilde have, det var hans. Saa- dan kom de i Træde over Svinet, for de vilde begge have det. Der var ingen Øvrighed over dem den Gang, og saa søgte de Præsten, han var den, der skulde gjøre Bet og Skjel imellem dem. Han fældede Dommen saaledes, at Svinet skulde deles imellem dem, og saa skulde hver hænge sit Stykke op. Den hvis Stykke ikke kunde helt rønde, den havde saa Ret. Der i Asdal hænger endnu lidt af Svinet den Dag i Dag, saa Manden der han skulde altsaa have Ret. Der er en bitte sort Knalling, og Manden har lavet et bitte Hus om det med en Glasdør i, og det Hus sidder over Stadsdøren. Det Flæsk maa aldrig komme ned. Det har været prøvet flere Gange. Naar der er kommen en ny Ejer til Gaarden, saa har de gjærne haft det nede, men de har været glade ved at hænge det op igjen paa sin Plads, for der har været saadan Uro nede i Staldene, ligesom baade Heste og Køer har været løse, og oppe i Rollingen har det været lige saa galt med Spitakler. Der har været den Velsignelse ved det Flæsk, at naar nogen kom til Skade og fik stort Saar, og saa fik et Stykke af det Flæsk og lagde paa, saa heledes det lige strags. Saadan blev det ved i mange Aar, og Flæsket blev jo mindre og mindre. Saa byg- gede Karl Pølse et stort Taarn der vesten for Gaarden, og der var saa store Træer i Skoven den Gang, at han kunde bygge hele Taar- net af det Træ. Der blev saa fyret oppe i Taarnet ved Nattetider for at lokke de Skibe ind, der kom norden under, saadan at de kunde strande, og de Stakler, der saa kunde redde sig i Land, dem plyn- drede han af og tog det, de havde. Der iblandt var saa én, der kom i Land paa en Planke eller et Stykke Vrag, og han sad med et bitte Skrin under Armen. Saa troede Karl Pølse jo, han havde mange Penge i det Skrin, det maatte være hele hans Formue, og saa gaar han hen og slaar ham ihjel og begraver ham i Klitten, men Skrinet tager han jo med sig. Da han kommer nu hjem med det og skal til at aabne for det, saa finder han ingen Penge, men til hans store Forbavselse en Kobberlænke, og den Lænke var fra den hellige Grav i Rom, derfor havde Manden opbevaret den, det var jo saadan en Helligdom for ham. Men saa var det Karl Pølse, hvorhen han nu gik, og hvorhen han kom, saa havde han den Kobberlænke efter sig, han hørte, den slæbte og raslede efter ham, og han kunde ikke blive fri for den. Saa maatte han op til Præsten og beklage hans Nød. Saa siger Præsten til ham: Ja her kunde han nok fri ham for Læn- ken, men det kunde han ikke hisset. Men siden den Tid Karl Pølse fik gjort den Gjerning, saa var der ikke længere Lægedom ved Flæ- sket. Den Gang Engelskmændene kom her norden under, da skød de det Taarn paa Asdal ned* og der har ikke været noget siden. For nogle Aar siden skulde Ejeren af Gaarden have et Hus revet ned og bygget op igjen. Men Grunden var for høj, og der skulde da tages en hel Del Fyld væk. Saa kom de til en hel Masse Ben, og dem førte de ogsaa væk. Da blev der saadan Tummel i Gaarden, og Tje- nestefolkene erklærede, de kunde ikke holde ud at være der. Manden bad dem tie stille med det, han var jo bange for, han skulde ikke kunne faa Tjenestefolk, naar det Rygte kom ud. De Ben skulde være ene Menneskeben af dem, Karl Pølse havde slaaet ihjel og saa begravet der, derfra kom alt det Spitakel. Ejeren af Gaarden, der hed Olesen, maatte have en Præst fra Horne, der hed Friis, til at komme og hjælpe sig med det. Han var der saa en Nat, og siden blev der Ro. Friis var saa vag til at se, og han havde en bitte Pige med sig, der skulde hjælpe ham til Rette. I den Tid det Spitakel stod paa, var Olesen inde ved en Broder, der boede i Hjørring. Da han nu sad der inde og skulde have noget at spise, saa fortæller han det. Der gaar en Pige og hører paa det, og hun kommer ud og for- tæller det til hendes Medtjenere, og saa var det med et over hele Gaarden. Olesen havde en Karl, der kom kj ørende derop Anden- dagen med et Læs Korn, og saa siger Folkene til ham: »Hvordan er det, I har det der paa Asdal, I kan jo ikke være der for Spøgeri.« »Hvoraf ved I det, hvem har talt om det?« Ja, siger de, det havde hans Husbond. »Da skal og Fanden komme efter ham, han har gaaet og forbudt os det og kan ikke selv tie med det.« Asdal S., Vennebjærg H. Mette Marie Nørgaard, Hjørring.
Map