Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_04_0_00240

Story DSnr_04_0_00240

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Manor lords, ladies and misstresses / Herremænd, fruer, jomfruer
Publication ID	DSnr_04_0_00240

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Visborggård
Keywords associated with this story	gjenfærd 1 rumstere 1 stille 1 bryde 1 omgang 2 forskrækkelig 1 sige 1 karet 1 medbringe 1 betale 1 trug 2 øre 2 lykkelig 1 nærme 1 ønske 1 hund 1 spasere 1 ske 1 ond 1 forundre 1 forfærdelig 1 brød 1 betyde 1 opfyldelse 1 næppe 1 kjøkken 1 skue 1 st 1 føde 1 undvære 1 pinde 5 hyrdedreng 1 spøge 2 stund 1 søster 1 sigte 1 tilstand 1 dum 1 sværge 1 bugt 1 sulte 1 levetid 1 yderst 1 sindssvag 1 vindue 3 julenat 1 altsam 1 hin 1 slem 2 forløse 1 foruden 1 hustru 1 kostbarhed 1 anledning 1 enig 1 tjener 1 hjemstavn 1 oberst 7 selvfølgelig 1 nære 1 tilbringe 1 blinde 1 heldigvis 1 strenge 1 præst 2 herefter 1 kokketrin 1 elendig 1 tigger 1 ufødt 4 ærlig 1 menne 1 anbringe 1 haand 1 haard 1 førend 1 studse 1 musiker 1 taale 1 derpaum 2 maade 1 maaske 1 naa 1 ladegaard 1 forgaum 1 borggaard 2
Text of Danish publication	?240. Om Oberst Ahrenstorff, der var Fader til Frederik v. Ahrens- torff og ejede Visborggaard, fortælles der, at han var gift med en rig Dame fra Sachsen, men de levede ikke lykkelig sammen. De havde nemlig en Mademoiselle til at undervise Børnene (den unge Ahrenstorff og hans Søstre), og hun og Obersten havde Omgang med hinanden. Dette kunde Oberstinden selvfølgelig ikke taale og blev da sindssvag. Hun rejste saa til hendes Hjemstavn, og nu kunde Obersten og Mademoisellen rigtig drive deres Spil. Det maa siges, at Mademoisellen var en meget slet Kvinde, der var ond mod Børnene. Den unge Ahrenstorff sultede hun i den Grad, at naar Bøgterne om Morgenen gik ud for at give Hundene deres Føde, satte de Hunde- truget paa deres Hoved, og holdt det hen under et Vindue, hvor saa Drengen lukkede Vinduet op og spiste af Truget. For nu at gjøre Ondt værre, sendte Obersten Bud til sin Hustru, at hun kunde godt komme hjem igjen, for nu var Mademoisellen rejst, hvilket jo var Usandhed. Hun rejste altsaa hjem og medbragte megen Bigdom og mange Kostbarheder. Da hun kom til Visborggaard og holdt for Døren, kom Obersten ud og bød hende Armen. »Hvor skal jeg hen, min Farin1?« sagde hun. »Her skal du sku ind, min Morlil,« svarede han og førte hende derpaa ind i det vestre Taarnkammer paa andet Stokværk, hvor hun saa maatte blive under streng Bevogtning. Des- foruden tilmurede han to Vinduer, som vendte ud til Haven, for at hun ikke skulde se ham og Mademoisellen spasere der ude med hin- anden. De tilmurede Vinduer kan endnu sees. Her tilbragte saa Oberstinden Resten af sin Levetid, der dog heldigvis ikke varede længe, for hun døde netop i samme Stund, som Præsten i Visborg bad for hende. Herefter var det ikke rigtig godt med Obersten og Mademoisellen, da hun nemlig havde Omgang med en Tjener paa Gaarden. Hun rejste derpaa til Mariager og blev gift. Hun var dog bleven frugtsommelig med et Barn ved Obersten. Men saa svor hun paa, at hvis hun nogen Sinde havde haft med ham at gjøre, saa vilde hun ønske baade at blive blind, dov og dum og aldrig at kunne blive forløst. Det gik nok ogsaa i Opfyldelse altsammen. Hun døde i Mariager i en yderst elendig Tilstand, og fra den Tid al spøgede hun saa forskrækkeligt paa Visborggaard, at ingen hverken Menne- sker eller Dyr kunde nære sig for hende. Hun kom kj ørende om Natten i en Karet med fire Heste for og rumsterede og gjorde et Spektakel, saa det var noget forfærdeligt. Endelig blev man da enig om at faa hende manet og sendte i den Anledning Bud efter 3 Præ- ster, som ogsaa en Aften mødte paa Gaarden for at mane Gjenfærdet. Medens de nu sad og drøftede, hvorledes de bedst skulde faa Bugt med hende, kom der en fattig Tigger ved Navn Per Ufødt ind i Kjøkkenet og bad om lidt i Guds Navn. Da han havde faaet, hvad han bad om, sagde de til ham, at det var bedst, han gik, da der var noget, som skulde forhandles. Han svarede: »Aa, lad mig kun blive, det kan være, I ikke kan undvære mig alligevel.« Han fik da Lov at blive, da de fik at høre, at han maaske kunde mere end sit Fader- vor. Han kom nu ind til Præsterne og satte sig da op i det Værelse, hvor Mammesellen spøgte værst. Da Tiden nærmede sig, hun plejede at komme, lavede Per Ufødt tre Pinde til og anbragte dem over Døren. Da Præsterne helt forundrede spurgte ham, hvad dette skulde betyde, sagde Per Ufødt, at naar den første Pind faldt ned, saa rejste hun sig af Graven i Mariager, og naar den anden Pind faldt ned, saa var hun i Hadsund, og naar den tredje Pind faldt ned, saa var hun der. Næppe var han færdig med at sige det, førend den første Pind faldt ned, og lidt efter faldt den anden og saa endelig den tredje. Nu kunde man ogsaa høre hende komme kj ørende ind i Borggaarden. Per Ufødt stillede sig saa med en Bog i Haanden og læste, da hun kom op igjennem Gangen. Hun studsede vel noget ved at se ham, men gik dog tæt ind paa ham og slog Bogen fra ham, sigende, at han heller ikke altid havde været saa ærlig. Hun sigtede nemlig til, at han en Gang havde taget noget Brød fra hende, uden at han havde betalt det. Han smed saa Pengene for Brødet til hende, og nu drev han hende ned i Borggaarden og begyndte at mane hende ned, men hun stred imod og vilde ikke ned, idet hun sagde, at der var saa haardt at bryde. Han fik hende saa ved Præsternes Hjælp ned i Ladegaarden, og to Hyrdedrenge, som havde staaet og luret derhos, maatte gaà foran hende. Han manede hende saa ned paa den Be- tingelse, at hun maatte flytte sig hver Julenat et Kokketrin op imod Gaarden, og naar hun paa den Maade havde naaet Gaarden, skulde den forgaa. Musiker A. Chr. Sørensen, Hadsund. Visborg S., Hindsted H.
Map