Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_04_0_00264

Story DSnr_04_0_00264

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Manor lords, ladies and misstresses / Herremænd, fruer, jomfruer
Publication ID	DSnr_04_0_00264

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Hvilsbjærggård Gaverslund
Keywords associated with this story	hud 1 stille 1 bryde 1 æde 1 gribe 1 ladefoged 1 springe 1 overfor 1 time 1 bide 1 bryggers 1 kvie 1 fare 1 hale 1 søge 1 ling 1 korsvej 1 krig 1 ond 1 forfærdelig 1 ligvis 1 skylde 1 skyde 1 hytte 1 hang 1 begribe 1 lokke 1 kring 1 gjærd 1 træ 1 sølvknap 1 gryde 1 rimeligvis 1 drive 1 enkel 1 værelse 1 kreatur 1 der 1 hælde 1 navnlig 1 ukjende 1 forfalden 1 suse 1 pæl 1 lærer 1 gjærde 1 styre 1 syvende 1 pande 1 urolig 1 munk 2 sortbroget 1 unde 1 hundehvalp 1 ungnød 1 ufødt 1 væle 1 hovbonde 1 lergulv 1 afgift 1 rundkreds 1 haard 1 dør 1 vogsne 1 maade 1 raade 1 traade 2 holman 1
Text of Danish publication	?264. Der var en Ejer paa Hvilsbjærggaard, de kaldte ham æ Munk, og han var saa haard og ond imod sine Hovbønder, navnlig overfor dem, der ikke kunde betale deres Afgifter. Saa var det en Dag, han kom ned gjennem Byen, og der traadte han ind i en Hytte, hvor to Smaadrenge var ene hjemme, og de sad paa Gulvet og spiste Væl- ling af en Lergryde. Deres Forældre maa rimeligvis have skyldt ham Penge, for han hældte Vællingen ud i et Hul paa Lergulvet med de Ord: »Æd nu, I Hundehvalpe,« og saa tog han Gryden med sig. Nu gik Tiden, og de to Drenge blev vel vogsne og kom i fremmed Krigs- tjeneste og kom senere tilbage igjen. Da traf de Munken en Dag og spurgte om Vej, for de lod, som de var ukjendte. Han fulgte med dem og viste dem Vej, og da de kom til en Korsvej, skød de ham med en Sølvknap, for andet kunde ikke bide paa ham. Men paa det Sted, hvor han blev skudt, viste han sig senere i Skikkelse som et Ungnød. Nu efter hans Død blev der slemt med Spøgeri paa Hvils- bjærggaard, og Folkene kunde næsten ikke være der. Midt om Dagen kunde alle Dørene springe op, og en susende Vind kom farende ind gjennem Værelserne, Kreaturerne i Stalden blev saa urolige, at de ikke var til at styre, o. s. v. Saa var det en Dag, Ejeren af Gaarden ikke var hjemme, da gik Ladefogden til Degnen i Andkjær og akkor- derede med ham om at mane Spøgelset ned. Han skulde have en sortbroget Ko eller Kvie for det, og saa manede han ham ned uden- for Gaarden. Men da Ejeren kom hjem, sagde han nej, han vilde ikke af med Kreaturet. Saa blev Degnen vred, og han gav Spøgelset Lov til, at hvis den kunde bryde Jorden ind til Gaarden med sin Pande, skulde han faa Lov til at komme op igjen, og det gjorde saa Spøgelset. Havde det ikke været galt før, saa blev det nu, og det blev helt forfærdeligt at være der. Saa maatte de til at søge vidt om- kring efter én til at sætte ham ned. Men det var ikke let nu, da han havde været manet ned én Gang, og kun en Ufødt kunde mane ham. Endelig fandt de én, og han blev hentet til Gaarden. Begribe- ligvis havde han været i den sorte Skole. Spøgelset vilde nu akkor- dere med ham, det vilde ligge i Bryggerset, og det vilde ligge ude paa Marken, men han satte en Silketraad paa det og trak det ned i Andkjær Strandskov. Men for det, han havde været manet ned før, unde han ikke paa anden Maade, end han skulde have Lov til at komme op 24 Timer hvert syvende Aar, og saa skulde han raade over en vis Plads. Den traadte Præsten af som en Rundkreds, og der blev sat et Gjærde uden om, og der blev dreven en Pæl ned igjennem ham. Nu gik der lang Tid hen, og Gjærdet blev forfalden. Saa var det en Efteraarsnat, mens Kreaturerne gik løse, at en enkelt for- vildede sig og kom ind paa Munkens Omraade. Det maa netop have været en af de Nætter, han havde fri, og saa greb han den og hængte den op i et Træ. Dens Brolen lokkede flere til, og de blev allesammen grebne af ham og hængt op i Træerne. Der var i alt 30 hængt op, og de fandtes om Morgenen af Ejeren, nogle hang ved Halerne, og nogle havde Hovederne ind i Tveger, og hvordan han bedst havde kunnet faa dem stilt an, og døde var de alle. Min Bedstefader sagde, at det var sandt, for gamle Karen Vindelros, som han kjendte, men var addre end han, havde været med til at tage Huden af dem. Lærerens Kone Ane Katrine Hansen (?), Andkjær. Gaverslund S., Holmans H.
Map