Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_04_0_00459

Story DSnr_04_0_00459

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Ministers / Præster
Publication ID	DSnr_04_0_00459

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Roslev
Keywords associated with this story	himmel 1 bestille 2 smide 1 hertil 1 dag 1 klæde 1 du 1 kjære 1 rigtig 1 sidde 1 spille 1 tie 1 konge 1 samtale 1 kost 1 pæn 1 søge 1 fy 1 kalde 1 hat 1 magt 1 uhyre 1 krig 1 trykke 1 overnaturlig 1 bekjende 1 lig 1 ære 1 græde 1 frakke 1 sorg 1 tobak 1 arrig 1 minde 1 mage 1 retning 1 husker 1 føde 1 gilde 1 høj 1 gave 1 befinde 1 konfirmere 1 forbindelse 1 skam 1 thi 4 garde 2 dentlig 1 forholde 1 tale 1 navnlig 1 de 1 føle 2 vrede 1 aparte 1 eftermand 1 ring 1 spil 1 dygtighed 1 hjort 1 hellig 2 fremdeles 2 prædiken 1 henvende 1 snedker 1 dygtig 1 skjule 1 provst 1 skide 1 munk 1 vistnok 1 tavshed 2 regjer 1 domkirke 1 afsked 1 hjærte 1 bisp 1 sørge 1 indtryk 1 fader 1 elendig 2 efterfølge 1 æsel 1 gjække 1 særdeles 1 sognemand 1 brask 1 fattighus 1 hurra 1 pligt 1 smil 1 spang 2 glimt 1 enkemand 1 opbragt 1 deltage 1 næring 1 skjøn 1 præstegaard 2 ting 1 besøge 1 asmild 1 alvorlig 1 fødselsdag 1 hoff 1 hidsig 1 samvittighed 1 tilstedeværende 1 kaal 1 livlig 1 gaardmand 1 derpaum 1 maade 1 umaadelig 1 saale 1 aand 1
Text of Danish publication	?459. Provst Stjernholm i Roslev og Rybjærg var meget rig og ejede ogsaa den Gaard, der laa vesten for Præstegaarden. Som Præst var han vist af den rigtige rationalistiske Skole, og som Menneske en satirisk, ja spydig Personlighed, der drev Gjæk med Sognemændene paa grov- kornet Maade, naar der gaves Lejlighed. Dog maa han nok have be- siddet nogen Dygtighed, thi Folk saa op til ham og tiltroede ham at staa i Forbindelse med overnaturlige Magter, hvilket han heller ikke modsagde, men meget mere ved et aparte Svar eller ved en paafal- dende Tavshed gav Næring. Han kunde ogsaa være flere Steder paa én Gang, saaledes paa Gamstrup Mark, hvor han havde Jord i Forpagt- ning, og paa Præstegaardens Mark. Man vilde gjærne fritte ham ud om et og andet, f. Ex. hvad han sagde i Hatten, naar han kastede Jord paa Døde, men man blev mere nysgjærrig efter hans Svar. Han for- talte, at han havde været i den Gang, der førte fra Viborg Domkirke til Asmild Kloster saa længe, som et Vogslys kunde brænde, men da saa hans Kusk vilde vide, hvad han havde bestilt der, svarede han ikke et Ord mere, ja, mælede ikke det mindste hele Vejen. Da min Bedste- fader i Følge med en anden Mand kom at betale Tiende, og den anden blev tilbage udenfor Gaarden, stod Provsten og havde set dem og ud- brød, da min Bedstefader kom ene ind ad Gaarden: »Hvor Fanden blev den anden Æsel af?« Da han døde 1821, fik hans eneste Søn Jakob Faderens Gaard med mere. Han havde allerede skejet en Del ud, og satte nu snart den til. Den blev indløst til ham, men anden Gang gjorde han Kaal paa den, og da han saa var Enkemand, og Børnene kunde sørge lidt for sig selv, kom han paa Sognet. Der herskede den Gang en bedre Aand end f. Ex. nu (1890), thi hvor vilde nogle hovne Gaardmænd nu ikke have gottet sig og uden Skaansel smidt Præstens Søn i Fattighuset, men det gjorde man ikke, han blev tinget i Kost hos en pæn Husmandsfamilie, hvor han havde et lille Værelse og kunde bestille, hvad han vilde, fik ogsaa Penge til Tobak og gik or- dentlig klædt med Frakke, skjønt det ellers ikke var almindelig Skik. Hans Eftermand var Finchenhoff, der var umaadelig hidsig. Dernæst den bekjendte Spang, der siden blev Præst i Kjøbenhavn. Saa kom Plum, en Søn af Bispen i Fyen. De to sidste var dygtige Præster, hvilket ikke kan siges om den efterfølgende, Garde, der konfirmerede mig. Han var hjærtensgod, men duede til alt andet end til at være Præst, var en dygtig Avismand og en særdeles dygtig Snedker. Hans Præ- kener ja, de var vist ikke en Gang hans egne de blev stammende og hakkende oplæste, men Folk syntes om ham, og han og hans store Familie var til alle Gilder, hvor da Præsten hele Tiden til Kl. 1 om Natten spillede Kort med Mændene. Spillet var dog ikke højere, end at enhver kunde være med. Han levede i elendige Omgivelser hjemme, ti hans Kone, der var slemt arrig, vilde aldeles regjere ham. Jeg min- des ham ogsaa med Velvilje og husker, at han græd, da han tog Af- sked med os efter Konfirmationsforberedelsen. Han døde i Bislev ved Nibe. Matzen var den næste, og Mage til Prædikant havde man ikke før hørt. Det var en mageløs alvorlig Mand, og han var vistnok af en syge- lig pietistisk Retning. Flere blev vrede ved at høre hans Prædiken, thi han slog ned. Dog var han vist strængest ved sig selv og kunde bedre bære over med andre. Næsten aldrig saa man et Smil paa hans Mund, det var som han bar paa en skjult Sorg. Saa meget forunder- ligere var det, at hvis man kom i hans Hus, var Stemningen dog langt fra trykket, og man befandt sig godt. Han var fremdeles den alvorlige Mand, men der taltes om allehaande, og han deltog deri: Politik, Dags- begivenheder, Digterværker oplæstes o. s. v. Hertil kom ogsaa, at hans Kone var en uhyre livlig Kvinde. Men midt under alt dette kunde man somme Tider faa et Glimt af hans fintfølende Samvittighed at mærke. Han vilde f. Ex. gjærne have en Artillerihest, men turde ikke tage den, thi den kunde enten fødes for ringe eller for godt og ikke gjøre sin Pligt, om der kom Krig paa. Han flyttede til Jungst, og her besøgte jeg ham en Gang og overværede, at en Del tilstedeværende Præster stredes. Navnlig var Brasch opbragt paa alt, hvad der var Liv i. Boisen i Stege havde haft en Aabenbarelse om, at han skulde søge det store Kald, og det gjorde han Nar af. Især var han imod, at nogle formastede sig til at kalde sig de hellige. Matzen forholdt sig stille. Dog, da de andre fremdeles mundhuggedes, kom han til sidst hen til Bordet og sagde lidt om, at han følte sig som den ringeste af de til- stedeværende. Derved kom han til at græde, saa man følte, at det var Hjærtet, der talte, men derpaa henvendte han sig til Brasch og sagde: »Kjære Brasch, nu er De kaldet til Præst ovre paa Mors, men naar De nu kommer derover, for Gud i Himlens Skyld præk dog ikke for dem, at de ikke maa blive hellige.« Saa havde den Samtale Ende, ti der blev almindelig Tavshed. Dog var han ved Aftensbordet snart efter den gamle, og da det netop var Kongens Fødselsdag, men man endnu tviv- lede noget om Kong Kristian den 9des danske Sindelag, vilde han dog, at Kongen skulde mindes, men gjorde det ret betegnende, idet han rejste sig og sang: »Og dette skal være Kong Kristian til Ære, Hurra! og Skam faa den, som ikke o. s. v.« Han døde i Junget. Permiin fulgte efter ham i Roslev. Han var en slet Karl og førte et skamløst Liv. Da han saa kom til Thorsager, maatte han have Afsked for Horeri. Saa fik man Hjort fra Aadum, en elendig Præst, der tit kunde gjøre Indtryk af at være halv Idiot. Den nuværende Præst hedder Mikkelsen. Roslev S., Harre H. Lærer P. C. Christensen, Knebel, Mols. Hr. Niels Christian Stjernholm, 1770 f 1818; Hr. Elias Fohlmann Finchen- hoff, 18181824; Hr. Peter Johansen Spang, 18251830; Hr. Niels Munk Plum, 18301845; Hr. Jacob Nicolai Garde, 18451857; Hr. August Matzen, 1857 1863; Hr. Carl Christian Permin, 1863 ; Hr. Andreas Brask i Junget,
Map