Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_04_0_00628

Story DSnr_04_0_00628

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Diverse people / Forskjellige personer
Publication ID	DSnr_04_0_00628

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	rolighed 1 ben 1 forbyde 1 rende 1 marked 3 pose 1 grøft 1 skind 1 kat 1 putte 1 stud 1 handel 1 rar 3 kone 1 gul 1 sy 1 male 1 fange 3 forære 1 tøs 1 svend 1 føde 2 varm 1 tilfældigvis 1 hælde 1 trodse 1 heldig 1 kasse 1 forbod 1 hugorm 2 kneb 2 drukne 1 fugl 1 orm 1 snog 1 indvending 1 bøde 1 søndermark 1 politi 1 saakalde 1 daarlig 1 taar 1 højgaard 1
Text of Danish publication	?628. Ude paa Vole Søndermark boede for mange Aar siden en Skrædder ved den saakaldte Skræddermose. Hans Kone var daarlig til Bens, men han var ikke. Han holdt dog ikke meget af at bruge Be- nene. Han sagde: »A har kun rendt én Gang i mit Liv, og det var den Gang vor Tøs Mette var falden i Grøften, da maatte a rende, for ellers havde hun druknet.« Konen snakkede tit om, at det var rart at have Mælk i Huset, og saa fik hun endelig Manden til at tage til Braarup Marked for at kjøbe dem en Ko. Søren Skrædder var dog ikke heldig med den Handel, for da han kom hjem med Dyret og vilde vise hans Nabo Mikkel Højgaard den, sagde han: »Det er en rar Ko, du har kjøbt, det er jo en Stud.« Saa maatte Søren til Marked igjen og tog nu til Ry. Der fik han godt nok en rigtig Ko, som ogsaa gav en Taar Mælk, og det var Maren glad ved. Men en Dag var det meget varmt, tog Koen til at bisse, løb op til Højgaardene og saa ned efter Mollerup Skov. Maren kunde ikke rende efter den, og saa maatte Søren til det. Da han kom tilbage med Koen, sagde han: »Mælk er en rar Ting at have i Huset, men Fred og Rolighed er dog bedre,« og trods alle Konens Indvendinger solgte han saa Koen. Han var ikke dygtig som Skrædder, og sin Jord fik han ikke noget ud af, saa det kneb dem tit med at faa Føden; men Søren var et opfindsomt Hoved, og naar det saa kneb med Føden, fangede han Graaspurve om Vinteren, malede dem gule og rejste til Aarhus med dem og solgte dem der for Kanarie- fugle, og han kom ogsaa godt nok fra det, siges der. En anden Gang fangede han en Hare og flaaede den, spiste Kjodet, men syede en død Kat ind i Skindet og solgte saa Dyret til Hokeren i Vole By. Men det kom han ikke godt fra, han maatte betale tilbage, hvad han havde faaet for Katten og saa endda blive af med en Rigsbankdaler for al blive fri for videre Ubehagelighed. I Mosen var der paa den Tid en Mængde Snoge, og dem fangede han en hel Del af og rejste til Skan- derborg Marked med for at forevise dem. Han vilde vise Folk det Kunststykke at tage levende Hugorme i Hænderne og binde dem om Halsen. Men nu kom Politiet og forbod ham at staa der, og han maatte med op paa Politikammeret for at give en Bøde. Men han var nok saa kry paa det og sagde: »Vil Politimesteren forbyde mig at forevise mine Hugorme, saa vil a forære ham hele Samlingen.« Dermed hældte han alle Snogene ud af sin Pose paa Gulvet der inde. Politimesteren og Skriveren var bange for Ormene og bød ham putte dem i Kassen igjen, men det vilde han ikke, hvis han ikke maatte have Lov til at vise dem frem. Politimesterens Kone, der tilfældigvis kom til Stede, var endnu mere bange for dem, og saa fik Søren Skrædder Lov til at vise dem frem. Han fik dem samlet op og gik sin Vej. Voel S., Gjern H. Svend P. Jensen.