Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_04_0_00777

Story DSnr_04_0_00777

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Robbers, murderers and thieves / Røvere, drabsmænd og tyve
Publication ID	DSnr_04_0_00777

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Vejle
Keywords associated with this story	allerbedst 1 gifte 1 fortælling 1 dejlig 2 skride 1 skikkelse 1 lytte 1 putte 1 slæbe 1 kone 1 trykke 1 lig 1 trine 1 aftes 1 ven 1 mærke 1 skomager 2 nyde 1 fange 1 svend 2 skam 1 pynte 1 tillade 1 ste 1 beslutte 1 regne 1 stage 1 lagen 1 ende 1 haar 2 skille 1 provst 1 krøllet 2 vidne 1 madam 1 kjød 2 overtroisk 1 kvæle 4 ligkiste 1 kjøde 1 lage 1 enke 1 dømme 1 halshugge 1 politi 2 island 1 raade 1
Text of Danish publication	?777. Der var en Skomager i Vejle, der hed Klausen, og hans Kone hed Maren. Hun havde været gift før med en anden gammel Skomager, der var hendes jævnaldrende, men saa døde han. Nu blev der sagt, at hun havde været gode Venner med Svenden Klausen i hendes før- ste Mands Tid, og det kan godt være, for han var jo saadan et nyde- ligt Menneske med dejlig krøllet sort Haar. Han sagde en Gang til min Bedstemoder: »Hør Madam Lods, har jeg ikke et dejligt Hoved med krøllet Haar til at pynte en Stage?« Plun blev saa kjed af at høre den Snak, hun tykte jo, det var saa bespotteligt, og vilde aldrig gaa derind siden. Nok er det, Enken gifter sig saa med denher unge Svend, men han regnede hende ikke alligevel, for hun var jo gammel og gna- ven, og saa kjærestedes han ogsaa med andre. Saa vilde han jo skilles ved hende, og han gik til Provst Lerche Jørgensen om det. Men han var en god Mand og blev ved med at ville snakke dem til Rette og sagde, at hvad der var sammenføjet, det skulde ikke nogen adskille. Klausen var flere Gange ved ham om det, men stadig afslog Provsten det, han sagde hver Gang, at han skulde gaa hjem og se, om det ikke kunde blive bedre. Saa besluttede Klausen sig til at kvæle hende, og han puttede saa en Aften et Stykke Kjød i hendes Hals, saa det skulde se ud, som hun var kvaltes i det. Han hentede saa Folk næste Morgen og fortalte dem, at hans Kone var kvaltes i Aftes i det Kjød. Det kunde de jo og se. Men de kunde og se Mærker af Fingre paa hendes Hals, for han havde jo trykket Kjødet godt ud, og saa blev han arre- steret. Men hvordan Politiet end bar dem ad i Forhørene, bekj ende kunde de ikke drive ham til. De havde ham saa siddende længe og var lige nær, og halshugge ham uden videre kunde de da heller ikke, for han skulde da vel selv gaa ved det. Saa siger en af Politibetjentene en Dag, at han kunde vist faa ham til at bekj ende, hvis han maatte raade. Det blev ham tilladt, for de vilde gjærne have Ende paa det. Han betinger sig saa, at Døren ikke skulde laases ind til Fangen om Natten, og saa slog han et Lagen om sig og gik ind til ham i den Tid, han sov allerbedst, imellem 11 og 1, for han sov altid godt. Han skrider nu hen paa Gulvet, og Lagenet slæber efter ham, og saa staar der jo nogle uden for for at lytte, men Døren bliver da lukket. Klausen vaag- ner og ser Skikkelsen, der nu var kommen hen til Sengen og stod over ham. Saa siger den: »Det var og en Skam af dig, at du vilde kvæle mig.« Saa tror han jo, det er hans døde Kone, og bliver bange, for han var jo lige godt overtroisk. »Aak, hvem er det?« siger han. »A er Maren, a er din Kone.« »Aak, Maren, tilgiv mig, hvad a har gjort mod dig.« Lige strags var der saa Vidner nok over ham, og saa blev han dømt til at halshugges. Det blev han oppe paa Exercerpladsen lige ved Søndermarksskoven. Han sagde paa Skafottet, at hvad der skete i Dag, det var Præstens Skyld, for han havde blevet ved at vise ham af mange Gange. Efter en anden Fortælling spurgte Politiet ham, om de maatte have Lov til at sætte hans Kones Ligkiste ind til ham om Natten, inden hun blev begravet. Det sagde han, de maatte godt, og saa blev Kisten sat derind, men der kom et levende Menneske i Kisten, og hen paa Natten gav den sig til at boldre paa den. Derover blev han ræd, og saa bekj endte han, hvad han havde gjort. Saadan fortæller Johan Nielsens Kone her i Mølholm. Trine Klavsen, Island. Vejle.
Map