Story DSnr_05_0_00227

Story information
ETK index	Diverse hauntings and conjuring of revenants / Forskjelligt spøgeri og gjenfærds nedmaning
Publication ID	DSnr_05_0_00227
Collection information
Associated informants and places	Informant: Kristensen Valdemar Collection place: Tværsted
Story contents
Places mentioned in this story	Tværsted
Keywords associated with this story	skylle 1 plet 1 ben 4 sand 2 horn 1 akkurat 1 hoppe 2 klokke 1 blæse 2 fare 1 klit 1 sum 1 ren 1 røgte 1 stemme 1 herre 3 knæ 1 lov 1 ordentlig 1 holde 3 skilt 1 klage 1 hastig 1 nøde 1 kjør 2 vare 1 spade 1 henvende 1 elleve 1 prov 1 provst 10 orden 1 hyl 1 støvle 3 tørre 1 dødning 5 berømt 1 haard 1 bjørn 1 vaade 1 aabenbare 1
Text of Danish publication	?227. Der var en Mand i Tværsted, der var saa forfærdelig til at stjæle ved Stranden, han hed Peder Havkjær. En Dag, han kom der- ned, saa han en Mand, der var skyllet ind paa Stranden og vist var lige ved at dø. Saa tog han og slog ham ihjel, og hans Klokke og Penge tog han jo fra ham, det var nok for Resten ikke ret mange. Men Manden havde ogsaa et Par rigtig gode Støvler, og dem havde Per Lyst til. Men Støvlerne var vaade, og den ene kunde han ikke faa af, saa skar han Benet af i Knæet, og derefter grov han Liget ned i Sandet og rejste hjem med Benet og hængte det op i Skorstenen at tørre, saa maatte han nok siden kunne faa Støvlen af. Det varede heller ikke længe, inden han fik Støvlerne i Brug. Men saa havde han ingen Ro om Natten, og hver eneste Nat var der noget, der hoppede oppe paa Loftet oven over ham paa et Ben og sagde: »Mit Ben, mit Ben, mit Ben!« Hver Gang, det blev Blæst, saa røgte Dødningen bar, Sandet blæste jo af ham, og det kunde Peder Havkjær ogsaa have paa Fornemmelsen, saa hver Gang det skete, hvad enten han var paa Havet, eller han laa hjemme i hans Seng, kunde han mærke, Dødningen var bar, og saa skulde han ned og kaste Sand paa ham. Skete det, at han var paa Havet, saa var de nødt til at ro i Land med ham med det samme, ellers sprang han i Vandet, i Land skulde han, og laa han i Sengen, saa sprang han op og kom hastig i Klæ- derne og greb en Spade og saa ned i Klitterne at kaste Sand paa ham. Han var vel bange for, at det skulde blive aabenbaret. Men dether var jo for haard ved ham, og Dødningen blev stadig ved at klage sig for sit Ben. Saa levede der en Præst i Tværsted, Provst Bjørn, han var berømt for at være klog og kunde mane og vise igjen, og ham henvendte han sig saa til, om han kunde ikke hjælpe ham, og han fortalte jo Provsten, hvad han havde gjort. »Jo,« sagde Provsten, »jeg skal nok hjælpe dig. Nu skal jeg komme ned til Stranden i Aften Klokken elleve, og saa skal jeg tage ham der. Du skal ogsaa møde og tage Benet med dig og vise mig, hvor han ligger, saa skal vi nok faa det i Orden.« Aftenen kom, og Provsten sagde til hans Karl, der kaldtes Kræn Brændevin, om at spænde for Kl. 11 og saa kjøre ned til Stranden. Det gjør han, og de kjører til Vester Klit. Der mod- tager Per Havkjær dem med Benet, og saa staar Provsten af Vognen og siger til Kusken: »Nu maa du ikke have Lov at kjøre, inden a kommer og siger: Kjør saa i Herrens Navn. Du maa ikke kjøre af Pletten inden, det maa du love mig.« Jo, han skulde nok blive der. De to gaar saa og lige med ét ser Kusken, at de blev til tre, Død- ningen hopper paa sit ene Ben imellem dem. Nu varer det ikke ret længe, inden Provsten kom igjen og stod paa Vognen og sagde: »Kjør saa!« Men Kristen blev holdende. Han sagde det anden Gang. »Hvad, vil du ikke af Sted?« siger han tredje Gang, og det var akkurat Prov- stens Stemme, og han saa ud lige saa bestemt som Provsten. Karlen blev lige godt holdende, og saa siger han: »Kan du sige det i Her- rens Navn?« Da den anden hører Herrens Navn, saa farer han ud over Havet og giver nogle lede Hyl af sig. Nu kunde Karlen jo mærke, det var Fanden selv, han havde haft paa Vognen, og han blev jo lidt forskrækket. Men Provsten skulde han jo have med sig hjem, og saa blev han holdende. Imens var det gaaet for sig, at Provsten havde faaet Dødningen manet ned, og Per Havkjær bød nu Provsten en ordentlig Sum Penge, for det han havde gjort. Han svarede: »Nej, jeg vil Gud døde mig ingen af de Blodpenge have.« Saa skiltes de ad, Per Havkjær gik hjem, og Provsten gik hen til Vognen og sagde til Kusken: »Kan du saa kjøre i Herrens Navn?« Nu kom han hurtig af sted, og glad var han ved at komme derfra og hjem. Siden den Tid var Per Havkjær bleven fri for Dødningen. Tværsted S., Horns H. Valdemar Kristensen, Uggerby.
Map	Base Layer OpenStreetMap Overlays Historical Markers