Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_05_0_00566

Story DSnr_05_0_00566

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Diverse hauntings and conjuring of revenants / Forskjelligt spøgeri og gjenfærds nedmaning
Publication ID	DSnr_05_0_00566

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	gjenfærd 1 rolighed 1 bryde 1 brække 1 veje 1 skikkelse 3 bæst 5 rend 1 støde 1 trimle 1 hænde 1 betale 1 pege 1 tilsidst 1 dyb 1 arm 1 vove 2 holde 1 stik 1 gje 1 spøge 1 brede 1 hjemme 1 sølvpenge 1 stiltiende 1 kniv 1 lette 1 herud 1 skrin 2 spade 1 læge 1 hulvej 3 lys 1 kridhvid 1 doktor 2 værge 1 føje 1 bådde 1 stjært 1 vejr 1 hjemegn 1 kige 1 side 1 sølle 1 skytte 1 nier 1 besøge 1 heftig 1 dok 1 slaar 1 saare 1 raab 1 kjøbstad 1 staae 1 elbo 1
Text of Danish publication	?566. Gamle Kristen fortalte en Aften, at i hans Hjemegn var der en dyb Hwållvej, hvor det spøgte da så meget ræddelig. Ingen vidste, hvad det var, men naar Folk kom kjørende der ved Nattetid det var al Tid, naar de var kjørende, at de mærkede det , saa blev Bæsterne køjsen og gav dem til at snøør og stod til Vejrs, og det havde hændt baade en og flere Gange, at de tog for dem selv og skjend med Vognen, saa dem, der sad paa den, faldt af og brækkede enten Arme eller Ben. Tilsidst var der næsten ingen, der vovede dem ved at færdes der ved Aften. Men saa var der en Mand i Byen, og hans Kone blev en Gang da saa grov heftig syg, at han maatte hente Doktor til hende fra Kjøbstaden. Da han saa havde været inde med ham og skulde til at hjem, saa var Aftenen falden paa. Nu var det saadan, at han kunde kjøre ad to Veje til hans Hjemmen, og deraf var den her lede Hulvej den ene, og det var meget den korteste; men da han higed efter at komme hjem til hans sølle Kone med Læge- midlerne, jo før jo heller, saa vover han sig ved at kjøre igjennem Hulvejen. Og det gik ogsaa godt nok, lige til han kommer midt i den, saa staar Bæsterne lige med et og giver dem til at snøør og trippe. Han pjatter til dem med hans Køewoll, men de vilde ikke ud af Stedet. Nu havde han hørt sige, at naar en lettede Hovedtøjet paa den frahaands Hest og keg igjennem Hullet, saa kunde en se, hvad der var i Vejen for han kunde jo heller ikke se noget. Han gaar saa ud ad Stjærten og gjør saadan, og da ser han, der staar en høj, kridhvid Skikkelse midt paa Vejen og breder Armene ud til Siderne. »Da Guj hjælp bådde dæ å mæ i Jawten!« raaber han og slaar hans Hænder sammen. Og ikke saa saare var de Ord ud af hans Mund, saa siger Skikkelsen: »Tak ska do ha! Di Uer hår a gan å vindt atter i jet å tiww Or.« Og med det samme staar Skikkelsen ved Siden af Vognen, og den siger saa til ham, at nu skulde han følge med den et lille Korn, saa vilde den vise ham noget. Ja, men han var ræd, Bæsterne vilde ikke blive staaende, svarede han, Manden. Han skulde bare være rolig, Bæsterne skulde nok staa, siger Skikkelsen igjen. Og saa stod Manden ogsaa af Vognen og fulgte ibag efter Gjenfærdet ind ad Skoven ved Siden af Vejen, og da de havde gaaet lidt, saa staar det stille og siger til ham: »Stik no di Kniw hjee nier!« og pegte ned paa Jorden. Det gjorde han saa. Og da det var til en Side, saa siger Spøgelset igjen, at nu skulde han drage herud i Morgen tidlig, før Solen kom, og tage en Mand med sig og et Par Spader, og naar de saa gravede ned ved Kniven, saa vilde de finde et Skrin med Sølvpenge i, dem maatte han faa, hvissom de kunde faa dem oven Jorden stiltiende. Og med det samme, det var sagt, saa var Gjen- færdet henne. Nu, han gaar saa ud til Vognen Bæsterne stod saa stille som et Par Køer og kommer godt hjem, men han talte ingen Ting om til hans Kone, men han havde heller ikke Rolighed til at gaa i Seng. Konen, hun kunde nok mærke, det var noget ved det med ham, men hun troede, Doktoren havde sagt noget til ham om hendes Syggen, og derfor siger hun til ham, han maatte ikke være saa modfalden i det, hun skulde nok kere sig, det kunde hun mærke; nu skulde han gaa hen og lægge sig og ikke bryde sig om, hvad Dok- toren havde sagt. Han føjede hende ogsaa i det, men han fik ikke Blund i hans Øjne den hele Nat, og lige saa snart, det tog til at lyse af Dagen, saa rejste han sig og gik ud og talte ad Karlen, og de gik saa ud til Hulvejen og gav dem til at grave, og det varede heller ikke svar længe, saa stødte de paa Skrinet og fik Tag i det og fik det og- saa oven Jorden. Men det havde nær gaaet galt; for som de stod og bødlede med det i Overkanten paa Hullet, havde Karlen lige paa Munden og vilde have sagt noget hvad det nu var , men i det samme gav Manden ham saadan et Rend, at han trimlede lige værge- løs hen ad Jorden. Det fik han nu godt betalt, for Manden gav ham en god Gjøvn af Pengene, og selv blev han endda en holden Mand og kom til at sidde rigtig grumt ved hans Sag. Gamle Kristen havde besøgt ham mange, mange Gange. Opt. af J. Skytte, Kolding. [Vejlby S., Elbo H.]?