Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_02_D_00038

Story DS_02_D_00038

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Water spirits / Vandets ånder
Publication ID	DS_02_D_00038

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Ry å
Keywords associated with this story	råbe 4 springe 2 bo 1 drag 1 sydlig 1 ling 1 skjæg 1 mangle 1 rose 1 slutte 1 tro 1 danne 1 sagtens 1 stund 1 kræve 2 vendsyssel 2 vare 1 spade 1 kreds 1 mø 1 bom 1 vildmose 1 gjor 2 vendelbo 1
Text of Danish publication	?38. Ry å i Vendsyssel tager et menneske hvert år, og når den kræver det, råber den: «Tiden og stunden er kom- men, men manden er eudnu ikke kommen.* Når folk hører denne rost fra åen, skal de vare sig for at komme den for nær, for gjor de det, så får de en uimodståelig lyst til at springe i den, og de kommer aldrig mere op igjen. Der skal være mange, der har hørt den råbe de ord. Blandt andre var der en pige, der gik langs med den og havde en hund ved siden. Da hun hørte den råbe, råbte hun: «Ikke mig, men hunden !* Og straks sprang den der ud i og druknede. Hun så også en lille bitte mand med et stort skjæg løbe i åen, det var Nøkken og vel sagtens den, der havde råbt. Det, at åen sådan tager et menneske hvert år, er kjendt i vide kredse og bliver den dag i dag troet af mange. Mø- drene advare ofte deres born mod at komme denne slemme å for nær, og det ikke alene for at afholde deres bom fra at falde der i, men også fordi, at de selv tror, den har magt til at give folk lyst til at springe i den. Om åens tilblivelse fortæller sagnet følgende : Vendel- boerne manglede et vandlob til at lede vandet af de sumpige moradser, der dannedes af den store Vildmose og flere mose- drag i det sydlige Vendsyssel. De sluttede da overenskomst med en mand om, at han skulde grave et sådant vandlob; men denne mand var imidlertid en led trold, eller det måske var Nokken selv, som nu løber i åen. Mere end sit Fader- vor kunde han, ti han tog blot sin spade og slæbte efter sig, og der, hvor han slæbte den, brød åen frem i samme skik- kelse, som den har endnu. Men da manden krævede beta- lingen derfor efter overenskomsten, svarede Vendelboerne, at da han var kommen så let fra det, vilde de ikke give ham nogen; derover blev manden vred og sagde: «Så skal den fra nu af hvert år tage et menneskeliv.» Og det har den nok også gjort og gjor endnu. Sit navn fik åen af det store ry, der gik om dens tilblivelse, og dens råben. a. E. Jakobsen.
Map