Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_05_0_00777

Story DSnr_05_0_00777

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Female revenants / Kvindelige gjenfærd
Publication ID	DSnr_05_0_00777

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	gjenfærd 1 ligne 1 stille 1 smide 1 jordemoder 1 passere 1 skjælde 1 skjæppe 1 hilse 1 broder 1 mandfolk 1 putte 1 frelse 2 pæn 1 hobe 1 afsted 1 øre 1 møde 1 sved 1 lede 1 true 1 midte 1 herre 2 dyb 1 handle 1 frakke 1 tigge 1 glemme 1 fylde 1 tro 1 bie 1 st 1 farvel 1 fri 2 stop 1 forklæde 2 besynderlig 1 stumpe 1 spøge 1 gryn 1 snakke 1 ste 1 hævne 1 evig 1 suse 1 kyse 1 forskrækkelse 1 kirkemur 1 spørge 1 fortabe 1 pine 1 afdød 1 egn 1 bøje 1 digte 1 gjenganger 1 bibel 1 rense 1 fordømme 1 begravelse 2 skelet 2 haand 1 hjørne 1 haard 1 sandholt 1 artikel 2 slaar 1 saadant 1 vaagne 1 maane 1
Text of Danish publication	?777. Der var en Pige paa en 17, 18 Aar, hun skulde hen til en Mølle en Aften og hente en Skjæppe Gryn, og det var pænt Maane- skinsvejr. Hun kom ogsaa forbi Kirken, hvor der gik en dyb Hul- vej om ved med en Brink hen i Midten. Da hun saa kommer og gaar hjem igjen, saa møder hun der et Mandfolk, og saa siger hun til ham: »Hvad gaar du her efter?« Hun glemte rent at hilse, og snakkede saa frit til ham, for hun troede, det var hendes Kjæreste. Men saa siger den til hende: »Troer du, du skal kyse mig.« »Du skal lade mig komme om,« siger Pigen, »og lade mig gaa min Vej.« Men saa slaar han Frakken ud, og da var han som den gloende Ild. Saa bliver hun jo forskrækket. Men han vilde ikke lade hende gaa, han forlangte, hun skulde gaa til hans Brødre og fortælle dem, hvordan han havde det. Men det vilde hun ikke, hun sagde, hun vilde ikke gaa hans Ærinder, for nu var hun igjen ved saadant et frit Mod, hun var jo ellers ikke bange for nogen Ting. Saa truer han jo med, han skulde hævne sig paa hende, og han sagde, hun skulde ikke leve ret længe, han vilde gjøre Ende paa hende, inden hun var 20 Aar. Saa svarte hun til det: »Hvor længe jeg skal leve, det raader du ikke for, det raader Gud alene for.« Han spørger hende saa efter, om hun kunde læse for ham. Ja, hun skulde læse, saa det suste for hans Ører, og saa begynder hun at læse paa hendes 1ste Troens Artikel. Han sagde Stop, hun skulde holde op, men det vilde hun ikke. Han sagde det anden Gang, men hun blev ved at læse. Endelig, da han sagde det tredje Gang, da bliver hun lige godt forbluffet og holder op; men da var hun ogsaa lige ved Enden af den sidste Artikel. Hun havde ogsaa faaet spurgt ham om, hvorfor han var kommen paa saadan et Pinested, og det havde han ogsaa fortalt hende, og hvad han gik efter. Han og saa nogle flere de havde været bøjet til at møde ved en Kirke og rense en Begravelse, hvor nogle døde Herrer og Adels- mænd havde været sat ned. Men nu skulde Begravelsen fyldes efter, og saa skulde de kaste Grave paa Kirkegaarden og putte de Skeletter i, og hvad der var tilbage af dem. Men da havde de handlet saa ledt ved deher gamle Herrer og stillet dem op ved Kirkemuren rundt omkring. Det havde dether Gjenfærd altsaa været med til, og han havde sagt til en af dem: »Du var en haard Herre, den Gang du var levende, men hvad er du nu«; og saa skulde han ogsaa have æslet ham ud og skjældt ham slemt ud og sagt: »Du er fortabt for evig Tid!« Derfor var det altsaa, han skulde saadan gaa og pines, for det han havde fordømt de afdøde. Der laa nogle Stumper endnu af Ki- sterne, dem tog de hjem og brugte til at stænge for deres Haver med, og der gik det da ogsaa og spøgte ved dem. Men da han havde nu saadan staaet og snakket med Pigen, saa var hans Tid omme, nu skulde han afsted, nu turde han ikke bie længere. Saa siger han til hende: »Nu skal du sige mig Farvel.« Men i hendes Forskrækkelse tager hun saa i hendes Forklæde og smider til ham, for hun turde ikke give ham Haanden. Da hun kom hjem, da var Hjørnet af Forklædet ogsaa sveden af, og syg var hun, og hun blev snart saa hentæret, saa hun kom til at ligne et Skelet. En vis Tid paa Natten havde han saa megen Magt over hende, at hun kunde aldrig sige nogen Ting. Der kom jo saa mange for at frelse hende, den ene Præst efter den anden, men der var ingen, der kunde faa Held til det. Langt om længe kom der én, og han kunde. Han satte sig uden for Sengen og sad der hele Natten med hans Bibel og bad for hende. Langt ud paa Natten saa vaagner hun op og siger, at nu var Klokken 12 over hele Landet, og nu var hun frelst. Saa efter den Tid saa kom hun sig, og hun blev gift. Forklædet lagde hun paa Bunden af hendes Kiste, indtil hun blev gift, da vilde hendes Mand ikke have det der, og saa blev det brungen op i Kirken. Hun vilde aldrig have nogen Snak om det Møde, hun havde haft med den Gjenganger, og var saa apar- tig og besynderlig. Sagde nogen noget til hende om det, saa svarte hun aldrig. Da a var i Kjøbenhavn og lære at blive Jordemoder, da var der to Koner inde at lære tillige med mig, og de var fra den Egn, hvor det var passeret, og de fortalte det. De havde kjendt Pigen, og de sagde, at der var digtet en grumme lang Vise om det. De sagde ogsaa, at alle dem, der havde været med til at bespotte de døde fra Begravelsen, de kom galt af Dage til Hobe, og der var ingen af dem, der døde rigtig. Mette Marie Nørgaard, Hjørring. (Sandholts-Lyndelse S., Salling H.)