Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_05_0_00789

Story DSnr_05_0_00789

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Female revenants / Kvindelige gjenfærd
Publication ID	DSnr_05_0_00789

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	fadervor 2 tilsyn 1 dag 1 række 1 kor 1 kiste 5 skikkelse 2 sige 1 kvæg 1 hue 1 mellemrum 1 tyk 1 pas 1 indtræffe 1 ilde 1 kone 1 ønske 1 løb 1 føre 1 lig 3 sorg 1 uddød 1 forrider 2 begrave 1 kjælder 1 samtidig 1 skilt 1 farvel 1 flytte 1 foretage 1 herud 1 sætte 1 smykke 1 ildebrand 1 benytte 1 røve 2 værdi 1 sygdom 1 brænde 1 kappe 2 kostbar 1 indvendig 1 eftersyn 1 plyndre 3 blinde 2 fælle 1 befaling 1 skytte 1 prægtig 1 ligkiste 2 frøken 5 fordømme 1 begravelse 1 vanheld 2 haand 1 stakit 1 søn 1 bekræfte 1 hjørne 1 sandholt 1 artikel 1 nør 1 gaard 1 saale 1 staae 1 endogsaum 1 aand 1
Text of Danish publication	?789. Oberstløjtnant Nøragger ejede Sandholt i Tiden mellem 1800 og 1807. Han ønskede at faa Plads for sit og sin Families Ligkister i Begravelsen under Koret i Lyndelse Kirke, men den var fuld af Kister, og han gav da Befaling til, at nogle af Kisterne skulde flyttes ud paa Kirkegaarden og sættes ned i en fælles Grav. Dette skete og- saa, og den Grav kaldes endnu Junkergraven. Men der var ikke til- strækkeligt Tilsyn med Arbejdet, og deraf benyttede de Lyndelse Bonder sig til at plyndre Ligene og røve, hvad de kunde faa fat i af Værdi. Der var blevet fortalt af gamle Folk, at to Rud'er var blevne begravede med stor Pragt og med prægtige Klæder og Smykker. Det var Fader og Søn, der var døde med tre Dages Mellemrum. Sønnen døde først, og Faderen blev syg af Sorg over Sønnens pludselige Dod og fulgte da efter ham i Døden. De var bleven bisatte i St. Knuds Kirke i Odense, efter at være bleven balsamerede, men saa førtes de herud og blev satte ned i Gravkjælderen og havde staaet der en Del Aar. Disse Kister blev da især plyndrede. Konerne i Byen fik en Del Brokade og andet kostbart Tøj til deres Huer, og Træet af Kisterne blev endog brugt til Stakit og Ledpæle i Byen. En Skytte, Richardt, der ligger begravet lige nord for Kirken, havde faaet fat i en lille, tyk Slangering, som sagdes at være røvet fra et af Ligenes Fingre, og den gav han Frøken Sperlings Moder, som havde den en Tid, men atter gav den bort. De Kister, der blev staaende i Grav- kjælderen, blev ogsaa plyndrede, og der handledes ilde med Ligene, saa der endogsaa i 1876, da der blev foretaget et Eftersyn der nede, fandtes to Hoveder liggende i én Kiste. Paa samme Tid tjente der en Pige paa Sandholt, som en Aften vilde gaa ud for at møde sin Kjæreste, der var Forrider, og da hun saa kom paa Møllebroen, saa hun en Mand staa der i en lang Kappe. Hun sagde da til ham: »Er det dig, Hans Forrider?« Han svarede nej, men hun kunde godt faa at vide, hvem han var, og i det samme slog han Kappen til Side, og hun saa nu, at der var Ild indvendig et Sted i ham. Hun sagde saa, at han var en af de fordømte Aander. Det sagde han nej til, men nu skulde hun møde ham af og til i Løbet af et Aar, fordi hun havde kaldt ham en fordømt Aand. Han talte nu videre med hende og fortalte, hvordan det skulde gaa alle de Mennesker, der havde plyn- dret Ligene, og det var Vanheld i alle Former, Ildebrand og Sygdom og Vanheld paa Kvæg. Gaardens Ejer, der ikke havde passet til- strækkelig paa, skulde faa den Straf, at han skulde blive blind tre Dage før sin Død, og Navnet Nøragger skulde dø ud, fordi han havde flyttet disse Ligkister. Endelig spurgte Skikkelsen hende, om hun kunde sit Fadervor og sin Troesbekjendelse. Det sagde hun ja til, »jeg kan baade den første og den anden og den tredje Troes- artikel og mit Fadervor.« Da han saa skiltes fra hende, vilde han sige Farvel til hende og bad hende give sig Haanden, men hun var saa bange, at hun rakte ham Hjørnet af sit Forklæde, og der brændtes et Hul paa det. Det skal siden have været i et Hus mellem Østrup- gaard og Svanninge. Hvad Skikkelsen havde forudsagt, det traf og- saa ind, og Ejeren Nøragger blev virkelig apoplektisk og samtidig blind tre Dage, før Døden saa indtraf. Den sidste mandlige Nør- agger var Frøken Sperlings Bedstefader. Han havde nok en Søn, der døde, da han var 16 Aar, og en Datter, som siden blev gift med Jægermester Sperling, det var altsaa den nuværende Frøken Sper- lings Moder. Hun var saaledes den sidste Nøragger, og nu er Navnet uddød. Frøken Bondesen, Sandholt. Dette har hun fortalt mig i Overværelse af Frøken Sperling, der i et og alt bekræftede, hvad her er opskrevet, da jeg læste det op for hende. E. T. K. Sandholts-Lyndelse S., Salling H.