Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_05_0_00794

Story DSnr_05_0_00794

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Female revenants / Kvindelige gjenfærd
Publication ID	DSnr_05_0_00794

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	væg 2 stille 1 historie 1 hvilken 1 tilsyn 1 dag 1 jordemoder 2 solnedgang 1 tilfælde 1 nævne 2 eje 1 skrive 1 kiste 6 sikker 1 klokke 1 tyk 1 rum 2 sjælden 1 indtræffe 1 færdig 1 fald 1 stine 3 endvidere 1 forunderlig 1 antage 1 husmand 5 putte 1 slæbe 1 øre 2 omtale 1 liste 1 tung 1 kone 1 hvile 1 begynde 1 adskillig 1 forfærdelig 1 lig 3 gul 2 rok 1 sy 1 del 1 re 1 handle 1 gide 1 barsel 1 slægt 1 nægte 1 forære 1 minde 1 fylde 1 st 2 pe 1 fin 2 tvivle 2 mangfoldig 1 itu 1 hoveri 2 fortælle 2 meddele 2 flytte 1 barndom 2 sove 1 sno 1 mæle 1 gods 1 fortsæt 1 vakt 1 sengeliggende 1 trampe 1 hug 1 kammerherre 2 smykke 2 rode 1 jorde 1 straffe 1 rædsel 1 indeholde 1 foruden 2 reparation 2 hustru 1 vente 1 vedkommende 1 kostbarhed 2 overtale 2 snedker 8 mene 1 vride 1 vide 2 vistnok 1 kostbar 1 flytning 2 mand 1 overordentlig 1 blinde 1 troværdig 1 nærved 1 døde 1 skytte 2 efterfølge 1 gartner 5 stentrappe 1 begravelse 6 forhenværende 1 barnelig 1 tan 1 rimelig 1 altfor 1 læder 1 ae 1 konfirmation 1 planke 1 træhest 1 tyvekoster 1 opsigt 1 hvorpaum 1 nør 1 slaae 1 maaske 2 ligesaum 1 laage 1 aand 1 ladegaard 1
Text of Danish publication	?794. Efterfølgende Stykke er sendt mig kort efter mit Besøg paa Sandholt af Godsets Besidderinde, som har været saa velvillig selv at optegne det. Det indeholder aldeles paalidelige Bidrag til Sagnets Historie og er altsaa helt værdifuldt til Belysning af den gamle, uhyg- gelige Sag, der har vakt saa overordentlig megen Opsigt. E. T. K. Da jeg senere har faaet følgende Oplysninger, tillader jeg mig at meddele: Stine Pedersen, som er i Huset hos sin Broder, Skytte Knud Pe- dersen, en Mand paa 80 Aar, og som selv er midt imellem 60 og 70, har meddelt mig en Del Enkeltheder, om det Gravrov, der fandt Sted i Begravelsen under Sandholt-Lyndelse Kirke for omtrent 100 Aar siden. Hendes Hjemmel skriver sig fra troværdige Folk og gaar langt tilbage i Tiden. Hendes Fader, Peder Mortensen, var i mangfoldige Aar Kusk hos Kammerherre Nøragger, der døde 1866, og hendes Moder, Christiane, f. 1796 i Sønder Broby, tjente efter 1815 hos det unge Ægtepar paa Sandholt, Hans Nøragger (senere Kammerherre) og hans Hustru, Amalie, f. Suckow, død 1866. Da Christiane blev gift med Peder Kusk, blev hun Distriktsjorde- moder, og hun og hendes Mand og Børn boede i et Hus tæt ved Sandholt til deres Død, som for begges Vedkommende indtraf efter 1860. Denne Christiane Jordemoder mindedes i sin Barndom at have hørt meget om noget forfærdeligt, der var udøvet af Folk ovre i Lyndelse. De havde, da Begravelsen skulde gøres i Stand, og en Del Kister skulde flyttes ud paa Kirkegaarden, slæbt Ligene ud af Ki- sterne og bestjaalet dem. Naar hun hørte Klokkerne i Lyndelse ringe Solen ned, fyldte det hende med Angst, fordi hun derved kom i Tan- ker om, at denne Kirke med al sin Rædsel laa nærved, paa den anden Side af \A.aen. Tillige hørte hun Folk snakke om, at der skulde findes Tyvekoster fra Begravelsen i nogle Huse i Lyndelse og Vester-Hæ- singe, og derom skulde hun senere erfare mere. Da hun som Jordemoder kom til at betjene Snedkerens Kone i Vester-Hæsinge, kom hun en Gang med Manden op paa Loftet, og der saa hun, at der stod en lille, fin, gul Barneligkiste, i hvilken der nu gemtes Talglys. Nede i Stuen var Væggen under Vinduerne beklædt med Træpanel, der var udskaaret, og ingen tvivlede om, at det var Planker fra en eller flere Kister. Samme Snedker forærede ogsaa Christian Jorde- moder et Stykke Læder, hvorpaa der var Guldstjerner, til at sno om Horren paa sin Rok, men hun var sikker paa, at det nok var flaaet af en Kiste, som havde været betrukket dermed. Da der en Gang dode et lille Barn i Bankegaarden i V.-Hæsinge, kom Snedkeren med den lille, gule Barnekiste i Stedet for med en ny, men Bankens vilde ikke have den. Han tog den saa tilbage, høv- lede Forsiringerne af og sværtede den sort, og saa blev det lille Lig lagt i den. Denne Snedker havde alt Snedkerarbejdet paa Sandholt, saa det var jo saa rimeligt, at han var med til at forestaa Flytningen og Re- parationen i Lyndelse; men foruden ham nævnes to Husmænd i Lyndelse, af hvilke den ene var Broder til Snedkeren, og den anden havde tjent som Gartner paa Sandholt, hvorfor jeg her vil kalde ham Gartneren; Snedkerens Broder nævner jeg som Husmanden. I Lyndelse-Mændenes Eje antog man, at der fandtes Smykker og Kostbarheder, og en tung Slangering, som Skytte, Johannes Ri- chardt, overleverede Nicoline Nøragger, f. 1818, d. 1844, ved hendes Konfirmation, har vistnok hørt med til Gravrovet. Ved »Husmandens« Hus var der et Plankeværk med en lille Laage, og ingen tvivlede om, at det var lavet af Træ fra Kisterne, derfor skævede Stine angst hen til det, da hun gik i Skole i Lyndelse, og jeg gjorde ligesaa, naar jeg i min Barndom gik forbi. Endvidere fortaltes, at man i Ki- sterne havde fundet en Slags prikket Musselin, som havde ligget over Ligene, og at en af Lyndelse-Mændene havde overtalt sin Kone til at sy Børnetøj deraf. Da det var færdigt, gad hun dog ikke bruge det, men puttede det i et Pudevaar og lagde det til Side. Dette Pudevaar fandt Manden og gemte det en Aften under Konens Hovedgærde, og spurgte hende saa næste Morgen, om hun havde sovet godt. Jo, det havde hun da! »Naa,« sagde han, og trak Pudevaaret frem, »saa kan Du da se, at det Tøj gør ingen Ting, og at Du godt kan bruge det til Børnene!« Men jeg véd ikke, om hun gjorde det. Foruden gennem sin Moder har Stine ogsaa hørt om disse Ting af gamle Karen Musikanters, som er født i Lyndelse 1794, og som blev 91 Aar gammel, og af hendes Datter, Maren Musikanters, som døde 1898, 80 Aar gammel. Den Gang, da Begravelsen var under Reparation, var Karen listet ind i Kirken, og der saa hun et Syn saa forunderligt, saa at hun gøs hver Gang, hun tænkte paa det: Nogle Lig laa kastede hen ad Gulvet, og nogle Mænd gik og rodede med dem. Alle vidste mere og mindre om Begivenheden, og Rygterne tog Fart. Der fortaltes, at de havde stillet Ligene op mod Væggen og haanet dem, og at Hus- manden havde slaaet et af dem paa Øret og sagt: »Det skal Du have for Træhesten, og det skal du have for Hoveriet!« Kisterne havde de hugget itu, og de havde taget Egetræet og de Kostbarheder, der fandtes. I en stor Metalkiste, som nu staar mod Syd, paa Afsatsen af den Stentrappe, som har ført fra Begravelsen op i Kirken, smed de de kisteløse Lig ned, og de trampede paa dem, for at faa dem pressede ned i det altfor lille Rum. Et Barnelig tabte de ude paa Vejen, og hvis det er Tilfældet, maa det vel være det lille Lig, der laa i den fine, gule Kiste, som havnede i Vester-Hæsinge, og som er faldet ud, da de flyttede skødesløst med den. Husmanden døde ikke lang Tid efter. Han havde været til Barsel- gilde i Lyndelse, og da han gik hjem, blev hans Hoved ligesom vredet helt om paa Halsen, Straffen for, at han havde slaaet Liget paa Øret , og fra den Dag af blev han sengeliggende. Sagnet fortsætter sig saa i, at Husmanden var den fredløse Aand, der i Skikkelse af »en Ildmand« viste sig nede ved Møllebroen for en Pige her fra Gaar- den og forudsagde, hvilken Straf de Mennesker skulde faa, som havde Del i Misgjerningen mod de Døde. Hvad Straf, Snedkeren fik, vides ikke, men Gartneren kom til at snøvle og fik et tykt Mæle. Ildmanden forudsagde Oberstlieutenant Nøragger, død 1807, at han skulde blive blind tre Dage før sin Død, fordi han intet Tilsyn havde ført, og at den Nøraggerske Slægt skulde dø ud, fordi han ikke havde vogtet de Dødes Hvile, og begge Dele er slaaede til. Hverken Snedkeren, Husmanden eller Gartneren turde være ude efter Solnedgang, og det var ganske forgæves, naar den unge Hans Nøragger søgte at overtale Snedkeren til at arbejde saa længe, saa at han ikke kunde naa Vester-Hæsinge, før Mørket faldt paa. Noget galt er der naturligvis sket ved den omtalte Reparation og Flytning af Lig fra Begravelsen ud paa Kirkegaarden, men hvor lidt eller hvor meget, kan ikke eftervises mere. Oberstlieutenant Nør- agger har vel med nogen Grund ment, at Arbejdet var i gode Hæn- der, naar hans egen Snedker og forhenværende Gartner forestod det, og holdt han sig mest inde og kom kun sjældent ned i Ladegaarden, naar Bønderne var paa Hoveri, som Karen Musikanters har fortalt, saa var det jo ikke at vente, at han skulde komme ret tit op til Lyndelse. De tre Mænd har gaaet i uforstyrret Ro. Maaske de ældre Kister var begyndt at falde fra hinanden, saa at de har kunnet se, at de indeholdt kostbare Tøjer og Smykker, og maaske de har vidst, at i 1630 døde to Rud'er, Fader og Søn, med faa Dages Mellem- rum paa Sandholt, og at deres Lig blev ført til Odense for at blive balsamerede, før de blev lagt i Kisterne sammen med adskillige Værdigenstande. At de har givet efter for Fristelsen til at berige sig og har handlet meget raat lader sig vel neppe nægte.