Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_05_0_00824

Story DSnr_05_0_00824

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Revenants on ill-gotten land / Gjenfærd på uretfærdig jord
Publication ID	DSnr_05_0_00824

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Tim
Keywords associated with this story	gjenfærd 1 række 2 forfærde 1 klæde 5 gruelig 1 sikker 2 klokke 1 forvej 1 hjælpe 1 sædvanlig 1 uge 1 forsamling 1 ryk 1 flytte 3 skede 1 midnat 1 tække 1 klokkeslæt 1 gran 1 agt 1 stød 2 forsamle 1 sveden 1 pine 1 afdød 1 vinke 1 lukt 1 orden 1 mangel 1 skje 4 tilegne 1 tilgive 1 bøn 1 tørklæde 1 haand 1 præstegaard 4 baret 1 tilgivelse 1 nærig 1 sanddal 1 bondegaard 1 maade 1 raade 1 raadet 1 aab 1 aabenbare 1
Text of Danish publication	?824. Et lille Gran til Nordvest for, hvor Præstegaarden i Tim nu ligger, der ligger en anden Gaard, og Manden der han var saa nærig og tykte, han havde for lidt Jord. Nu havde han saadan Lyst til at tilegne sig noget mere og gik og tænkte saa meget paa det, at han en Dag gaar hen og flytter Skj eistenene ind imod Præstegaards- marken, der skulde han jo have Jorden fra. Saa bliver han syg, og da kom han til at angre saa gruelig, hvad han havde gjort, og vilde gjærne have aabenbaret det for Manden, som havde Mark ind til, og som han havde taget det fra. Nu hører det jo til Præstegaarden, men den Gang var den Gaard en anden Bondegaard. Hans Familie mærkede nok, han pintes ved det, og vilde gjærne have det aaben- baret, men han kunde alligevel ikke faa sig til at faa det over hans Mund. Saa hentede de Præsten og troede, det skulde have kommet. Men han kunde endda ikke faa sig til at sige det, og saa tog han Hemmeligheden med sig i hans Grav. Et Stød efter han var begravet, saa begyndte der noget at flakke paa Tækket om Aftenen, og det var, ligesom det gav en Viftning ned for Vinduerne der i Gaarden, hvor Præstegaarden nu er. Det var hvid at se til. Men med det samme de kom hen til Vinduet og vilde se efter, hvad det var, saa var det væk. Folkene blev saa kjede af det Syn, men saa kom nogle af deres Venner i Tanker om, at det var den afdøde, der vilde vinke til dem og bede om Tilgivelse, for de havde jo hørt lidt om det med det Skjel og troede nok, det var ham. Saa er de forsamlede en Aften der i Gaarden og vil da ret se efter, hvad det er. Det kom hver Aften til bestemt Klokkeslæt, og nu skulde de da overbevises om det, og nogle af dem, der var til Stede, de havde i Forvejen været omkring og set Skj ellene efter, og de kunde godt se, Skj ellene var flyt, for de vidste, hvor de før havde været. Da det var ved Midnat, saa kom det ogsaa, og nu var de da sikre i Sagen, og saa raadede de Manden til, han skulde flytte Skj ellene tilbage. Saa vilde de komme Aftenen efter igjen for at se, om det havde hjulpet, for Manden var ikke selv sikker paa, der kunde blive Ro endnu, og dether kunde slaa til. Han bad dem om at komme, og de lovede det og kom ogsaa. Men det flakkede ned for Vinduerne som sædvanlig. Saa er der én i Forsamlingen, der siger, te han er vis paa, det er Tilgivelsen, som den døde mangler, for nu var Skjellet jo flyt, og der maatte altsaa mere til endnu. Han siger saa til Manden: »Naar det kommer nu lige ned for Vinduerne, saa tag og luk Vinduet op og ræk din Haand ud til det.« »Det tør a paa ingen Maader,« siger han, »for det er jo hans Gjenfærd.« »Ja, saa vil a raade dig én Ting, og saa tør du gjøre det. Tag et Tørklæde i din højre Haand, og det skal du lade vifte ud og holde det der et lille Stød. Vi skal nok staa bag ved dig og give Agt paa, hvordan det gaar. Saa er a vis paa, du faar Ro i din Gaard, og han faar Fred i sin Grav.« »Ja, det vil a ogsaa gjøre,« siger han, »hvad er Klok- ken?« »Ja, nu er det lige ved Tiden, den er tolv.« Med det samme de siger det, saa kommer Viftningen for Vinduerne, og de lukte op. Manden faar Klædet i Haanden og faar det ud, og saa gav det Uge et Ryk i Klædet, men Manden holdt fast i det, og saa forsvandt Gevandtet der ude, og Manden trækker Klædet ind og vender sig om til de andre og er helt forfærdet, for det viste sig, at Klædet var svedent i den ene Ende. Enhver gik nu til sit og bad en Bøn om, at den døde kunde faa Fred. Lige i det Manden rakte Klædet ud, sagde han: »A vil tilgive dig det, du har gjort,« og saa var det godt, siden saa de ikke noget til Viftningen for Vinduerne eller mærkede til noget, saa den døde altsaa havde faaet det i Orden, som han øn- skede det. Mariane Sanddal, He. Tim S., Hind H.
Map