Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_05_0_00884

Story DSnr_05_0_00884

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Revenants in diverse places / Gjenfærd på forskellige steder
Publication ID	DSnr_05_0_00884

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Svindinge
Keywords associated with this story	banke 1 tænde 1 dyne 1 iblandt 1 bryde 2 jage 1 dejlig 1 halt 1 høre 1 flok 1 hjemad 1 følge 1 skikkelse 1 narre 2 udbryde 1 røg 1 latter 1 opholdssted 1 tømmer 2 lomme 1 bryggers 1 læs 1 dreje 1 se 1 volde 1 so 1 tydelig 1 tilsidst 1 lystig 1 tumle 1 dryppe 1 forstå 2 tummel 1 klar 1 brønd 1 rotte 4 piske 1 forfærdelig 1 midte 1 ufred 1 gjemt 1 tur 1 bøsseskud 1 skynde 1 forklæde 1 gilde 1 undtage 1 meddele 1 pynte 1 fjerde 1 sove 1 tanke 1 kyse 1 fastelavn 1 hul 1 aftenstund 1 svede 1 midterst 1 stene 1 mus 1 trøje 1 rolig 2 puffe 1 spektakkel 1 lygtemand 2 stribet 1 søn 1 kammerdør 1 løjer 2 støj 1 fyrtøj 1 faar 2 graum 1 ovenpaum 1 vaagne 1 naae 1 saale 1 staae 3 naa 1 maane 1
Text of Danish publication	?884. Paa Svindinge Mark ved Nyborg har ligget en Gaard, som hed Skramgaarden. Nu er den brudt ned, og det skete nok, fordi Skuloret voldte saa megen Ufred der i Gaarden. Han viste sig for dem i mange Skikkelser, snart som en lille Mand med en stor, graa Hat paa Hovedet og en stribet Trøje paa, snart som Hund, So, Rotte eller Faar. Han havde ellers sin egen Rolig i en Høj, der laa et Bøsseskud fra Gaarden, og paa denne Høj stod to Stene lige op, ovenpaa dem var lagt en tredje, og imellem dem paa Jorden laa en fjerde Sten. Naar man bankede paa den, saa kunde det tydeligt høres, at der var hult under neden, her havde Skuløret sit Hjem. Fra Gaarden til Hojen var altid en Sti, hvor han havde sin Gang, og her kunde han ses baade ved Dag og Aften. Naar Folkene paa Gaarden sad inde og spiste, da var der tidt et forfærdeligt Spektakkel inde iblandt Krea- turerne: men løb de saa ud for at se efter, hvad der var i Vejen, saa var alting roligt igjen, det var Skuløret, som var paa Spil. En Aften, da Pigerne var gaaet i Seng, hørte de, at der var Tummel og Støj ude i Bryggerset, og da de troede, at det var den gamle So, som var kommen ind, stod de op og løb ud for at jage Soen ud; men da de kom der ud, blev alt stille, da kom de i Tanke om Skuløret og vilde skynde sig ind i Seng igjen; men de kunde ikke finde Kammerdøren, der maatte de gaa og lede efter den, indtil Konen i Gaarden hørte det, stod op og tændte et Lys og kom ud med, først da fandt de Doren. En Aften var de unge der i Gaarden til Gilde henne i Byen. Da de gik hjem fra Gildet, kom en Hund og mødte dem; men de lagde ikke videre Mærke dertil, da de var paa deres egen Mark, og saa troede de, at det var deres egen Hund, der fulgte dem hjemad. Da de næsten havde naaet Gaarden, vendte Hunden sig om imod dem og satte sig ned paa Vejen, hvor den blev siddende ganske rolig. Folkene blev bange og standsede, da de saa, at det ikke var deres egen Hund, men en af Karlene havde dog til alt Held sit Fyrtøj i Lommen, som han fik op i en Fart og slog Ild. Hunden forsvandt straks, og nu forstod de, at det var Skuløret, som havde været ude for at narre dem. En Aften kom en af Sønnerne, Niels, hjem fra Byen og sagde: »I har saa tidt hørt om Lygtemanden; men har I Lyst at se ham, saa kan I komme med udenfor Porten, saa skal I se ham ovre paa Frørup Mark.« Alle Folkene løb med uden for Porten, hvor de stod og saa paa Lygtemanden. Da de havde set noget paa ham, gik de ind alle undtagen den ene Pige, hun blev staaende der lidt længere. Da hun vilde gaa ind og gik gennem Porten, greb én hende i Armen. Hun troede, at det var Niels og udbrød: »du skal ikke kyse mig, Niels,« men i det samme blev hun kylet ud i Gaarden hen over Brønden, hvor hun slog sit ene Ben saa slemt, at hun blev halt deraf alle sine Dage. Det var Skuløret, som gjorde det. En anden Aften gik nogle unge Folk forbi Gaarden. De havde været til Gilde. Pludselig hørte de nogle Faar bræge inde paa Marken. En af Karlene sprang op paa Hegnet og saa efter Faarene; men da han ingen saa, gik de rolig videre. Straks efter bragede det i Hegnet, og en Flok Faar sprang ud paa Vejen; de blev staaende og saa paa Fol- kene, som var bleven bange. Pludselig drejede Faarene om og løb bort. Da de kort efter hørte en lystig Latter, forstod de, at det var Skuløret, som vilde narre dem. En Fastelavn var der Fastelavnsgilde i Skramgaarden. Ud paa Aftenen havde de unge, blandt andre Løjer, pyntet hverandre ud; men siden den Tid kunde ingen faa Lov at ligge med Ro i den Stue. En Aften kom to fattige Koner til Gaarden, de bad om Lov til at blive der om Natten. Det fik de Lov til, og de blev vist op i Stor- stuen, hvor de skulde ligge. De havde en Mængde god Mad, som de havde tiltigget sig, den bandt de sammen i deres Forklæder og satte paa Bordet, da de var bange for, at Rotter og Mus skulde æde det for dem. Da de havde sovet lidt, vaagnede de, og de hørte, at der var noget, som tumlede henne paa Bordet; det var en dejlig maane- klar Nat, og de saa, at Rotterne løb med al deres Mad. De køs nu efter Rotterne; men de løb lige rolige, saa kom Folkene i Tanker om Skuløret og gjemte sig under Dynen, hvor de laa i Angst til om Morgenen, det blev lyst. Men da de kom hen til Rordet, saa stod al den gode Mad, hvor de havde sat den om Aftenen. Tre Karle kom en Aftenstund og skulde ind i Skramgaarden; de stod uden for Gaarden og talte sammen om, hvem af dem, der skulde gaa først ind, for de var bange for Skuløret. De blev da enige om, at de vilde følges ad jævnsides; men den ene sagde, at han vilde ikke med, uden han maatte faa Lov at gaa i Midten; det fik han Lov til, og saaledes gik de ind i Gaarden. Inde i Porten fik den midterste et Puf i Ryggen, saa han røg helt ud i Gaarden. Det var naturligvis af Skuløret. Da Skuløret blev ved at drive sine Løjer i Gaarden, blev den tilsidst brudt ned, noget af Tømmeret skulde saa kores til et andet Sogn. Da Tømmeret var læsset paa Vognen, og de naaede Sognegrænsen, saa blev Hestene staaende, de kunde ikke trække længere, og hvor meget man end piskede paa Hestene, saa hjalp det intet, de svedte, saa Vandet dryppede af dem, men Vognen kom ikke af Stedet. Skuløret vilde naturligvis ikke af med sit gamle Opholdssted. Meddelt mig af en gammel Kone, som kaldes Anne Mejerske, med den Be- mærkning! »Ja. der fortælles mange Ting. som nok ikke er sandt; men dette er sandt, for jeg har selv set det.« Opt. af Martin Dyrholm, Brudagcr. Sortebro pr. Svendborg. Svindinge S., Gudme H.
Map