Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_05_0_00966

Story DSnr_05_0_00966

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Revenants in diverse places / Gjenfærd på forskellige steder
Publication ID	DSnr_05_0_00966

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Hørup Majbølgård
Keywords associated with this story	forsikre 2 iblandt 1 smide 1 kold 1 passere 1 skikkelse 1 forskrække 1 svinde 1 silde 2 rasle 1 rum 2 henved 1 færd 1 behov 1 samle 1 møde 2 masse 1 klar 2 foder 1 mur 1 spinde 1 skylde 1 varm 1 friske 1 flytte 1 spøge 1 fodre 1 midnat 1 gamle 1 fremtid 1 krybbe 1 gynde 1 spøgeri 1 lærer 1 led 3 kalk 1 ur 1 arbejdsfolk 1 halvvejen 1 gjæv 1 staldkammer 1 nedmane 1 immer 2 løjer 1
Text of Danish publication	?966. Vi har en Gang boet sammen med et Par Arbejdsfolk, der fortalte mig en hel Del om noget Spøgeri, der var paa Majbølgaard, de havde begge tjent netop paa Gaarden, hvor det passerede. Manden hed Hans Hansen og Konen Kristine. Hun forsikrede for, at det var saa sandt, saa sandt. Den forrige Mand paa Gaarden hed Hansen, og han gik igjen. De vilde jo sige, han havde gjort saa megen Uret og Kjæltringstreger med Penge, og det var nu ogsaa helt forfærdelig med det Spøgeri paa den Gaard. Der var mange, der ikke troede det, men Hans Hansen og hans Kone forsikrede for, at det var saa sandt. Hans Hansen var Forkarl og passede Hestene. Kammeret, hvor de laa i om Natten, var ved den ene Ende af Stalden, og i den anden Ende var saa et Rum til Halm, men midt imellem stod saa alle Hestene. Hver Aften mellem ti og halvelleve, naar han gik ind i Stalden og gav det sidste Foder, saa kom der til bestemt Tid, naar han kom ud af hans Kammer, en sort Skikkelse ud af Halmhuset, og de mødtes saa altid paa Halvvejen. Skikkelsen sagde aldrig noget, og den for- svandt saa, naar de var mødtes. Saa siger Hans Hansen en Dag til den unge Mand paa Gaarden, det var den gamles Søn, te han slog den Skikkelse for Hovedet med et Stykke, naar den kom igjen, for han vilde ikke have det Møde, og han var slet ikke bange for at gjøre det. Saa siger Sønnen: »Aa, om du ikke er bange for ham, Hans, saa beder æ dig om siden at lade ham gaa.« Saa lod han ham ogsaa gaa for Fremtiden. Men saa var det en Aften, Hans Hansen var udrejst, da skulde der en anden Karl til at give Hestene det sidste Gjæv, og da det var saa varmt der inde, saa vilde han tage en Del Halm fra en af Hestene og give den noget frisk. Men siden han nu vilde tage det fra den og smide det væk, saa kom han til saadan en forfærdelig kold Haand i Krybben, men han saa ingen Ting. Efter den Aften gik han immer om bag ved Hestene, naar han skulde fodre dem. Hans Hansen skulde undertiden kjøre sildig ud ad en Vej og gjennem et stort Led, og hver Gang Hestene kom til det Led, saa blev de bomstaaende, og han kunde ikke faa dem ud af Leddet, han skulde immer af Vognen og trække dem gjennem Leddet. Naar han kom af Vognen, saa var det, ligesom en sort Skikkelse stod ved Leddet, og den ligesom raslede med en stor Jærnkjæde, men naar han fik Hestene igjennem, saa forsvandt det hele. De vilde jo sige, Spøgelset var kjørt igjennem det Led med hans Penge, og det var derfor, han spøgte der. De havde en hel Masse Piger paa Gaarden, og der iblandt var Kristine, og hun saa ogsaa Færd til Spøgeriet. Om Vinteraftenerne sad de inde og spandt til henved Kl. 10, men de havde aldrig behov at spørge om Klokkeslættet, for saa snart Klokken var 10, saa be- gyndte Skufferne i Skabene og i alle Boskaberne at skrufie, ligesom de blev oplukt, og deres Spindehjul stod heller ikke stille mere. Pi- gerne blev jo forskrækkede, naar det begyndte, og da de havde et Rum, hvor de altid smed deres Spindehjul og Sager ind om Aftenerne, saa smed de dem jo derind, saa snart det begyndte og saa efter at komme i Seng. Naar Karle og Piger sad silde ude i Staldkammeret og havde Løjer, saa kunde det blive saa klart inde i Kammeret ved dem, som det kunde være den klare Dag, og de kunde godt se at samle en Naal op, men saa kunde det igjen blive saa mørkt. De havde en Lærer paa Gaarden til deres Børn, og der var altid Lys at se paa hans Kammer, om det end blev ved Midnat. Naar Karle og Piger kom sent hjem, saa skulde der altid være Lys der oppe. De spurgte saa Læreren, om han altid sad saa silde oppe. Han sagde nej, han sad aldrig oppe længere end til Klokken 10, højst 11. Ja, saa fortalte de, at de kunde komme, vinner det var om Aftenen, saa var der altid Lys. Det vilde han ikke tro og sagde, han saa ikke til nogen Ting. Der var- en stor Sten i Ydermuren ind til Stalden, og den var altid fra om Morgenen. De prøvede paa at sætte den ind igjen med Kalk og Cement, og hvad de kunde faa, men altid om Morgenen laa den Sten løs. De skyldte for, det var en Hest, der havde staaet og slaaet imod Muren, men saa flyt de Hesten, og det var lige nær. Endelig fik de Præsten til at skulle have ham nedmanet, og han vilde sætte ham ned under den store Sten, der laa inden til, men han kunde ikke faa ham sat ned. Ja, det var forfærdelig paa den Gaard med det Spøgeri.
Map