Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_06_0_00076

Story DSnr_06_0_00076

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	About the Devil and being in league with him / Om Fanden og forbund med ham
Publication ID	DSnr_06_0_00076

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Brøndum
Keywords associated with this story	ligskare 2 ben 1 fortælling 1 nævne 1 skrive 1 hente 1 pibe 4 arbejde 1 smed 1 løbe 1 gam 2 rykke 1 ilde 1 afsted 1 ønske 2 uhyre 1 vers 1 miste 1 prøve 1 snappe 2 standse 1 skridt 1 næse 2 skare 1 harve 3 kring 1 ødelægge 1 glemme 1 skynde 1 samtidig 1 skilt 1 tro 1 varm 1 kande 1 cyprianus 3 beholde 1 læse 1 passer 1 klogskab 1 kobbel 1 tanke 1 somtid 1 profession 1 gammelfader 9 løbsk 1 brøle 1 rigsdaler 1 spring 1 svæve 1 bogstav 2 kurer 1 doktor 2 snedker 2 føje 1 best 1 hop 1 rigtignok 1 stjært 1 koste 1 afsked 1 tyv 1 stole 1 synsk 1 skubbe 1 bagende 1 tilredt 1 ligkiste 1 hestepranger 1 pranger 3 nøje 1 dansk 1 aar 1 skjøn 1 kunstig 1 tillæg 2 dok 1 saadant 1 graum 3 paastå 1 baar 1 nytaarsaft 2 laane 1 kirkegaard 1 nytaar 2 stjaal 1
Text of Danish publication	?76. Min Gammelfader var en meget klog Mand og havde Cyprianus. Han red med Heste for en Hestepranger og havde set sig meget om- kring i Verden, han havde været baade i Venedig og i Amsterdam. De skulde en Gang ned til Italien med et Kobbel Heste, og da var Prangeren med ogsaa. Da de kom i Nærheden af Hamburg, var det saa koldt, og saa stod Prangeren af og sprang omkring for at varme sig. Da fik han det ene Ben af Led og laa og vrælede og paastod, han kunde ikke rejse sig igjen. Min Gammelfader var snart klog paa, hvad der var i Vejen og sprang af hans Hest, og saa snap han i Benet og rut det i Led igjen, det havde han prøvet før. Saa blev Hesteprangeren saa glad ved ham og sagde, han vilde gjærne skjønne paa det, om der ikke var noget, te han kunde ønske sig. Jo, siger han, han havde alle hans Dage ønsket at faa Cyprianus. »Ja, da skal a skaffe dig den,« siger Prangeren, og da han kom til Altona, saa kjøbte han den, og den kostede 32 Rigsdaler. Den gav han min Gammelfader, og saadan kom han ved den. Han var hjemme imellem, og da han endelig kom hjem til Salling, saa kom han snart i Ry for hans Klogskab, og der kom mange til ham, men han gjorde aldrig andet end godt med den. Naar han var hjemme, gik han i Dagleje, og der paa en Mølle, hvor han ogsaa kom og arbejdede, var en sølvbeslagen Pibe bleven stjaalen fra deres Karl. Saa gik han hen til min Gammelfader og vilde have ham til at vise Tyven. Men det vilde han ikke have med at gjøre. Saa spurgte Karlen, om han maatte ikke laane Bogen, saa vilde han selv gjøre det. Det gav min Gammelfader ham saa Lov til, og han sagde saa til ham, hvordan han skulde bære sig ad, og han viste ham to Stykker, der var skrevne med røde Bogstaver. »Naar du nu læser det første Stykke, og saa nævner den Mands Navn, som du troer, har taget Piben, saa kom- mer der en graa Dreng med den. Saa skal du skynde dig at læse det andet Stykke, og saa gaar han igjen, men Piben skal du jo beholde.« Karlen fik saa Bogen, og han gik ind i et andet Kammer og begyndte at læse det første Stykke. Jo, rigtignok, saa kommer denher graa Dreng, og han havde ogsaa Piben med sig. Men saa blev Karlen saa bange, at han glemte at læse det andet Stykke, han kunde ikke se et eneste Bogstav. Saa springer Uhyret paa ham og havde nær ødelagt ham; og Karlen skraalte og brølte, saa en kunde høre ham langt hen. Det hørte den gamle, og han skyndte sig nu derind og snap Bogen og gav sig til at læse i den, og saa maatte den graa Dreng afsted. Men da var Karlen saa ilde tilredt, at han døde strags efter. Det var nu for Besten Henrik Smeds Lægebog, min Gammelfader havde, men bag i den var et Tillæg, og det var netop Cyprianus. Det Tillæg blev saa forseglet, for at ingen skulde komme til at læse i det, og min Moder hun føjede til, naar hun fortalte det: »Det har a Kanden ta' mig selv set.« Saa døde den gamle hans Kone, og han blev gift igjen, men diher nye Kone stolede han ikke saa meget paa som paa den gamle, og saa skilte han sig af med Bogen. Han solgte den til én oppe i Ramsing, de kaldte æ Hop, og han havde den da. Der er nu flere Fortællinger om min Gam- melfader. En anden Gang han lige saadan var paa Dagleje, da kom der et Par Heste løbende for en Vogn, og der sad en Mand paa den, som havde en Harve bag i Vognen. Den blev skubbet nærmere og nærmere hen imod ham, og det gik saa rask, te Harven gav nogle Spring op, saa den somtid lige frem svævede oven over ham. Det var jo en dansk Harve. Der stod nogle Mænd ved Siden af min Gammel- fader og saa det, og saa siger han til dem. »Er der ikke en af jer, der vil stille de Heste?« De sagde nej, de hverken vilde eller kunde. »Ja, saa vil a gjøre det, ellers kommer den Mand ikke levende fra det.« Saa læste han noget han maa jo have kunnet Verset uden ad, og da stod Hestene ogsaa med det samme, og med alle fire Ben lige til stred imod. Men, sagde min Moder, det er vel ikke rigtig at gjøre saadant, for Aaret efter kjørte den samme Mand løbsk igjen, og da mistede han Livet. En anden Gang var han hent hen til en Mand, der havde faaet saa- dant Næseblod og ikke kunde faa det standset. Men samtidig havde de sendt Bud efter Doktoren. Min Gammelfader standsede nu Blodet, men ligesom han stod ved det og var færdig med det, saa kom Dok- toren. Saa siger han: »Hvordan har han baaret sig ad med det?« Men det vilde den gamle jo ikke sige. Han tog blot rigtig godt ved hans Næse, og saa sagde han: »Se saadan tager a rigtig godt ved hans Næse, og saa kan der aldrig komme en Bloddrip.« Med det Svar maatte Doktoren jo lade sig nøje, for det var jo strafbart at kurere, det vidste den gamle nok. Han var ogsaa synsk. Hver Nytaarsaften gik han op paa Kirkegaarden, og saa kom han hjem og fortalte hans Kone, hvem der skulde dø det Aar i Sognet. Det var nu i Brøndum han boede, og saa havde de der en gammel Præst, der søgte hans Afsked, og det var da hans Tanke at tage til Skive og bo. Saa kommer min Gammelfader da hjem til Konen Nytaarsaften og siger: »Nu kommer den gamle Præst da ikke til Skive.« »Hvad ved du nu deraf,« siger hun saa. »Ja, se du nu ad,« siger den gamle. Saa havde de ikke mere Snak om det den Aften, men den gamle Præst kom alligevel til Skive. Saa siger hans Kone: »Der kan en se, det passer da ikke alt det, du siger.« »Ja, han skal nok komme tilbage igjen inden Nytaar,« og saadan gik det ogsaa. Den gamle Præst han døde, og han kom tilbage, for han blev begravet paa Brøndum Kirkegaard inden næste Nytaar. Min Moder sagde, at det kunde hun huske. Han var Snedker af Profession og gik derfor ud paa Arbejde. En Gang fulgte han med en anden Snedker fra Arbejde, og saa kom de imod en Ligskare, og det var ogsaa en stor Skare. Det kunde nu Gam- melfader se, men det kunde den anden ikke. Saa gik den gamle til Side, men han lavede det saadan, at den anden blev ved at gaa hen midt ad Vejen, og det saa jo helt kunstig ud, for han gik op ad Vogn- stjærten og hen langs ad Ligkisten, og da han kom hen til Bagenden af Vognen, saa tog han et forfærdelig langt Skridt, ligesom han skulde falde. Min Gammelfader tog saa i ham, og han blev ved at gaa. Da han saa var kommen over en tre Vogne, saa rykkede han ind paa Siden af Vejen. »Saa du ingen Ting?« siger han. »Nej.« »Ja, du har da gaaet oven over en Ligskare,« og saa fortalte han ham det hele. Brøndum S., Hindborg H. J. P. Wammen, Karup.
Map