Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_06_0_00125

Story DSnr_06_0_00125

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	About the Devil and being in league with him / Om Fanden og forbund med ham
Publication ID	DSnr_06_0_00125

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	nabo 1 stille 1 historie 1 gifte 1 stamme 2 halvvejs 1 forsvinde 1 runde 1 bande 2 sol 2 time 2 forvej 1 stærk 1 øre 1 møde 2 true 1 klar 1 svare 1 ung 1 slægt 2 lokke 2 oldefader 5 bie 2 sag 1 bedstefader 1 gave 2 flytte 2 skam 1 ulykkelig 1 æfor 1 værst 1 klokkeslæt 1 ring 2 ende 1 bang 2 person 1 spænde 1 skow 1 best 1 kappe 3 afsked 1 gjenvej 1 stiffader 1 bredsten 1 aar 1 haand 1 østen 1 slaar 1 raab 1 holgers 1 vaage 1 fjerdingaar 1 tørrild 1
Text of Danish publication	?125. Min Bedstefaders Stiffader, der boede her i vor Gaard, han hed Iver Bentsen, og vor Nabo her inde hed Grejs Hansen. De to Mænd rejste dem hver Morgen saadan ved 3-Tiden om Sommeren og gik saa op paa deres Uderlodder og flyt deres Heste sammen. Den, der blev først vaagen, den talte jo til den anden, og det var en vis Ret. Saa en Morgen tidlig, Iver kommer op han var en yngre Mand den Gang paa en 35 eller 36 Aar, saa gaar han jo om og vil tale til hans Nabo. Men da er han gaven, og saa gaar Iver op ad æ Uderlod te'n. Men Grejs var nu ikke gaaet i Forvejen. Han var kommen en Time for tidlig op, og saa vilde han ikke tale til Iver saa tidlig, men gik et Ærende et andet Sted om, og saa gik han en Gjenvej om til Hestene og flyt dem, og de traf saa sammen der oppe. Men det vidste Iver jo ikke lige i Tiden. Nu er der en Høj saadan omtrent halvvejs der oppe, som hedder Store-Sljens, den ligger lige her norden for Landevejen, som den nu gaar, og er en høj Plet oppe paa Hedelodden. Da han kom- mer der, ser han en Mand, der gaar æfor ved ham. Men han kunde ikke ret se ham, for det var knap nok lyst. Saa troede han jo, det var Naboen, og raaber: »Grejs, hvad er du vred for, siden du er ikke kom- men ind for at tale til mig.« Men den anden svarte ikke, og han bej ikke, han blev ved at gaa. Iver raabte igjen, og saadan raabte han 3 Gange, han skulde bie. Men den anden blev ved at gaa. Saa bandede han en stor Bande: »Da skal a lære dig til at bie, hvad er det nu for nogle Kunster?« Saa bej han. Lav Iver kommer hen til ham, saa siger han: »Ved du, hvem a er?« Nej, det vidste han jo ikke, han kj endte ham ikke. Han var i saadan en stor sid Kappe, denher Mand, og Iver var jo strags klar over, det var ikke hans Nabo. Saa slaar han Kappen til Side, og da var han snart lige som det gloende Ild, det var æ Mand. Saa siger han: »I Dag otte Dage da skal vi mødes igjen her paa samme Plads ved samme Klokkeslæt, og saa skal vi snakkes ved om det.« Saa var han forsvunden lige med det samme, Iver saa ham ikke mere. Han blev jo grov ulykkelig ved det, det gjorde Iver og turde ikke ene mødes med den anden, for da han slog Kappen til Side, og Iver spurgte ham ad, hvem han var, saa sagde han: »Jeg er den Slemme selv.« Han søgte saa mange Steder omkring ved kloge Folk, men der var ingen, der turde gaa med ham. Der boede en gammel Præst ovre i Vilstrup, som hed Bang. Han var Præst der i mange mange Aar, og han havde gaaet i den sorte Skole, sagde alle Folk, og var da en grov klog .Mand paa mange Ting. For Besten er han lidt af min Familie, og vi stam- mer ud af én Slægt. Saa gik min Oldefader over til ham og raadforte sig med ham, og han lovede saa at komme derover den Morgen og følge med ham op til Pladsen. Lav de saa kom derop, saa stillede han ham op paa æ Plet og skow en stor Bundkreds om ham med hans Kjæp, og saa gik han en lille Tur fra ham. Den Gang Præsten korn kj ørende ind i Gaarden og skulde med min Oldefader, da slog del lians Hat af, saa den fløv langt ud af Porten. Han fik den jo samlet op igjen, og saa fulgtes de ad. Den Gang Præsten saa gik fra ham, sagde han til ham: »Du maa ikke sige det mindste til den Person, der kommer, eller svare ham paa, hvad han siger, og heller ikke gaa ud af Ringen.« Lige strags Præsten var gaven, saa kom den fremmede, og han lokkede, og han truede ad ham for at faa ham ud af Kredsen, og han havde en stor lang Kjæp at slaa efter ham med, men Kredsen var saa stor, at han ikke kunde naa ham, og han kunde jo ikke komme inden for Kredsen, det lod han nok være med. Saadan blev han ved en halv Time og travede runden om Ringen for at ville have fat i min Oldefader, Og han blev stadig ved at lokke, men min Oldefader holdt godt Stand, saa den anden fik ingen Held af det. Saa begyndte lige æ Sol at komme i æ Østen, og saa siger han den Slemme: »Nu kan a ikke blive her længere, nu kommer æ Sol, men det har været en stærkere Magt end min, der har slaaet æ Ring, saa a kunde ikke faa fat i dig, men du har faaet saa meget, du forvinder det aldrig.« Saa forsvandt Personen, og saa kom Præsten tilbage til ham og tog ham ved Haanden ud af Kredsen, og de fulgtes ad hjem til Gaarden. Den Gang Præsten havde saa faaet spændt for og skulde hjem til Vilstrup igjen, og han var kommen paa Vognen, saa sagde han: »Nu maa jeg skam holde ved og passe paa min Hat!« og saa holdt han ved den med begge Hænder, da de kjørte ud af Porten, men den fløj alligevel af. Da sagde han: »Det er dog den værste, jeg endnu har haft med at gjøre.« Det var i 1799, dether skete. Iver Bentsen gik saa og sygnede hen og levede i tre Fjerdingaar efter den Morgen, men saa døde han. Slægten her døde helt ud med Iver, for han havde nok en Datter, men hun døde Aaret efter ham, og saa giftede Ivers Enke sig med min Bedstefader og havde Børn med ham, og det er altsaa derfra, a stammer ud. A har jo nok i Historien kaldt Iver for min Oldefader, men det var han jo egentlig ikke, det var blot for, at I bedre kunde finde Rede i Sagerne. Bredsten S., Tørrild H. Rasmus Holgersen, Kjærbølling. Hr. Olfert Jørgensen Bang var Præst i Skibet fra 1776 til 1817, da han tog sin Afsked. Han døde 1819. Var gift med Johanne Marie Jensdatter.