Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_06_0_00260

Story DSnr_06_0_00260

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	About the Devil and being in league with him / Om Fanden og forbund med ham
Publication ID	DSnr_06_0_00260

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Dalby
Keywords associated with this story	historie 1 ben 1 modtage 1 djævel 3 skole 1 skjæppe 1 forældre 2 tuse 1 ryste 1 bringe 1 hjælpe 1 nylig 1 stol 2 uhyre 1 prygle 1 tilbud 1 begribe 1 holde 1 glad 1 indenfor 1 genne 1 konfirmere 3 nødig 1 trænge 1 specie 1 kyse 1 kreds 3 forskrækkelse 1 befale 1 passe 1 love 1 tosset 2 herover 1 nedgrave 1 forandring 1 strikke 1 fornøje 1 maade 2
Text of Danish publication	?260. Der var en Dreng, som var saa tosset, at han intet kunde lære, han fik mange Prygl baade i Skolen og hjemme, men det hjalp lige meget. Endelig blev han kjed af den evindelige Pryglen og Skjæn- den, tog en Strikke og gik ud i Skoven for at hænge sig. Da han nu gik omkring i Skoven for at finde et Træ, som var passende at hænge sig i, mødte han en gammel Mand, der spurgte ham, hvad han tog sig for. Drengen fortalte ham nu hele Historien, han vilde hænge sig, fordi han ikke kunde lære noget. »Det skal jeg nok hjælpe dig med,« sagde Manden, »men Søndag Nat Kl. 12, efter at du er bleven konfirmeret, skal du møde mig paa Kirkegaarden.« Drengen modtog Tilbudet med Glæde og gik hjem. Fra den Dag af tog det en stor Forandring med ham, lige saa tosset, som han før havde været, lige saa klog blev han nu og kunde lære alt, hvad han skulde. Forældrene blev meget glade herover, og da de troede, det var Degnen, der havde lært ham saa godt, fik han en hel Mængde Foræringer. Det var nu snart Tiden, at Drengen skulde konfirmeres, og han kom da i Tanker om, hvad han havde lovet den gamle Mand. Det rystede ham meget, og jo nærmere Tiden kom, jo mere sørgmodig blev han. Han troede jo, det var Fanden selv, siden han skulde møde ham om Natten. Han havde ikke fortalt det til nogen, og Forældrene og de Folk, han var hos, kunde ikke begribe, hvad der var i Vejen. Naar nogen spurgte ham, hvorfor han var saa sørgmodig, vilde han ikke sige det. En Dag spurgte Præsten ham ogsaa derom, men Drengen svarede: »Det kan ikke hjælpe at sige det, da I dog ikke kan hjælpe mig.« »Det kan dog være, sagde Præsten og blev ved at trænge ind paa ham, indtil han fortalte det hele. Præsten troede ogsaa, det var Fanden, »men naar du bliver hos mig, skal jeg nok bringe dig ud af Kniben.« Drengen blev nu hos Præsten, indtil han blev konfirmeret. Kl. 11 om Aftenen befalede Præsten at spænde for en Vogn og satte en Stol bag i den. Præsten kjørte ham nu hen til Kirken, og der gik de ind. Han tog Stolen ned og satte den paa Kirke- gulvet. Præsten skrev nu en Kreds paa Gulvet omkring Stolen og befol Drengen at sætte sig paa den. »Indenfor denne Kreds kan Fanden ikke komme, og naar du ikke gaar udenfor den, har han ingen Magt over dig. Nu gaar jeg, for jeg kan ikke blive, men i Morgen tidlig skal jeg hente dig.« Præsten gik, og da Klokken blev 12 kom Fanden. Han havde nu ikke en gammel Mands Skikkelse, men saa ud som Præsten og sagde til Drengen: »Kom nu med hjem, for nu kommer Fanden ikke.« Men Drengen vidste nok, at det ikke var Præsten, og sagde: »Du er Djævelen, og jeg bliver, som jeg er.« Da Fanden ikke paa den Maade kunde faa ham ud af Kredsen, vilde han prøve det paa en anden Maade og kyse ham derfra. Han gjorde et uhyre Spektakel i Kirken, men det hjalp ikke, Drengen blev paa sin Plads. Nu gik Djævelen tæt op til Kredsen. Der var nylig nedgravet et Lig, og det tog Fanden op og rev i tusende Stykker, men det brød Drengen sig heller ikke om, og Fanden kunde ikke faa ham ud. Nu var det snart Dag, og Fanden maatte af Sted. Men først skulde han have Liget gravet ned. Nu saa han til sin Forskrækkelse, at et af Benene laa i den Kreds, hvor Dren- gen sad. Han bad ham kaste Benet ud af Kredsen, men det vilde han ikke, med mindre han gav ham en Skjæppe Specier. Hvor nødig han end vilde, maatte han dog ud med Pengene, og da han havde saa faaet Liget begravet, gik han sin Vej. Da det var Dag, kom Præsten, og da han saa Drengen hel og holden, blev han meget glad og sagde til ham, at fra nu af havde Djævelen ingen Magt over ham. Til Tak fordi Præ- sten havde hjulpet ham, gav han ham det halve af Pengene, og begge drog fornøjede hjem. A. C. Poulsen. Dalby S., Bjærge H.
Map