Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_06_0_00264

Story DSnr_06_0_00264

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Cunning men and women and their activities / Kloge mænd og koner og deres bedrifter
Publication ID	DSnr_06_0_00264

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Bindslev
Keywords associated with this story	leve 1 smide 1 horn 1 akkurat 1 forskrække 1 sær 1 kjælling 1 binde 1 livagtig 1 øge 2 præke 4 ilde 3 sognefoged 1 søge 1 negl 1 skjæg 1 skylde 1 rulle 1 grim 1 ost 2 skjære 1 tro 2 bin 1 varm 1 sandhed 1 bagerovn 1 torv 2 forstand 1 dyrlæge 1 jeres 1 mil 1 altsam 1 sukker 1 barselseng 1 kysse 1 kurer 1 doktor 1 tjenestekarl 1 trappe 1 lag 1 ælling 1 vidne 1 forandring 1 stævne 1 synsk 1 kurere 2 kaffe 2 nav 1 anderledes 1 beskylde 2 disk 1 virke 1 bevise 1 grøn 1 stentrappe 1 skjøn 1 herregaard 1 dør 1 flov 1 tugthus 1 saadant 1 heg 3 baidde 1 daarlig 1 spaa 2
Text of Danish publication	?264. Hals Præst kunde holde en Præken efter hvad Præst, det skulde være, og det var ogsaa lige saa akkurat. Det Præstnavn fik han ved, han saadan kunde præke. Nok er det, dygtig var han, og aldrig en hørte, han gjorde Fortræd nogen Stedens, men en sære Person var det jo at se paa og saa saa flov og grim i hans Mund, saa en kunde næsten ikke være bekjendt at snakke med ham. Saa var han ogsaa slem til at segle, og det løb ned i stride Strømme i Skjægget paa ham. Han var saa slem til at spise Sukker, og naar nogen bød ham Kaffe, saa blev han ved med Sukkeret, indtil han fik Koppen tømt. Han vilde en Gang have spaaet mig i Kaffe, men a vilde ikke, for dersom han nu havde spaaet mig noget slemt, saa havde a jo haft det at tænke paa. Han var en Gang ved en syg Tjenestekarl, der var paa min Faders Gaard, og saa sagde min Fader: Det kunde være skjønt at faa ham til at præke for os. Vi fik ham ogsaa til det, og saa holdt han en Præken efter en Præst oppe i Han Herred, og det var lige saa livagtig, som en hørte ham. Men Karlen kunde han lige godt ikke kurere. Han var ellers fra Hals og hed Mikael, men han gik aldrig under andet Navn end Hals Præst. Nogle troede, han var synsk, men det troer a nu ikke, han kunde saadan plumpe til at sige noget, der kunde passe. Der ligger en Gaard en Mils Vej nord for Hjørring, de kaldte Manden Niels Grøn, og hver Gang hans Kone havde faaet et bitte jet, saa gik hun fra Forstanden i Barselseng. De begyndte jo med at søge til Doktoren, men det kunde aldrig hjælpe, hun blev ved at være lige- dant. Saa kom de til at tænke paa at faa Bud efter Hals Præst. Siden han kom der, og han kom til at doktre paa hende, saa kom hun sig strags. Saa næste Gang hun skulde have et bitte jet, da bliver det lige saadant, og de fik saa Bud efter Hals Præst, og saa kom hun sig. Men det blev ved med den Vaghed hver Gang hun fik et Barn og hun fik mange Børn og kunde ikke komme sig, inden Hals Præst kom og fik kureret paa hende. De havde en Rullestue der ved Niels Grøns, og saa faar de at se, lige efter at Hals Præst havde været der og kureret paa hende, at der var kommen en stor Ost til at ligge der en Nat imellem Stenene paa Rullen. Saa tager de en Kniv, og de skjærer Osten midt over, og saa inden i den var Osten fuld af Slark og Negle og røde Trommer. De bliver jo saa forskrækkede for det og rejser til Præsten og fortæller ham det. De mente jo nok, den Ost skulde virke for én Ting, siden den laa der. Saa siger Præsten til dem: »Naar I kommer nu hjem, saa skal I give jer til at ilde jeres Bagerovn og faa den saa varm, som I kan, og smide Osten der- ind og brænde den op.« Det gjorde de ogsaa, men den blev ikke anderledes, den kunde ikke tage Skade af det, den var der. De rejser saa til Præsten igjen, og saa fulgte han med dem. Saa siger han: »Nu er det bedst, a kommer til at ilde Ovnen.« Han faar saa noget at ilde med og tager endelig Osten og smitter derind. Men saa kan det nok være, det gav Forandring. Det spruttede saadan, og nu kunde Osten brænde. Saa bliver der jo megen Snak om det i Nabo- laget, for saadan noget rygtes jo, og Præsten havde sagt, der var en Kone Skyld i det, og hendes Mand var netop Sognefoged. De faar jo Vidner paa hans Mund, at han havde beskyldt den Kone for en Hegs, og det maatte han jo ikke. Hals Præst bliver saa stævnet, og han kom- mer for Betten. Naa, og hun kommer jo ogsaa. Saa tager han en Sølvmark og lægger den paa Disken, hvor Forhøret var, og siger til hende: Om hun kunde nu tage den Mark, saa var hun fri for det, han beskyldte hende for, men kunde hun ikke tage den, saa var hun en Hegs. Naaja, hun maatte være saa god at lade den ligge. Der var nu en grumme høj Stentrappe ned fra Raadstuen, og da hun skulde nu ud og gaa ned ad den, saa binder han hende der paa Trappen, saa hun kunde ikke gaa af Stedet. Omsider lader han hende da gaa ned. Da hun saa kommer ned paa Torvet, der var foran Raadstuen, saa bin- der han hende ved Navet af et Hjul der stod jo mange Vogne der paa Torvet, for det var Torvedag, og saa staar hun der og overbegjor sig. Hvor længe hun stod der, ved a ikke, men løs kom hun da. Men det blev lige godt saadan, at Hals Præst maatte gaa i Tugthuset i 3 Aar, for det han skyldte den Kone for en Hegs, og det havde han jo ikke Lov til. Han havde endda gjort alt det for at bevise, at det var Sandhed, han havde sagt, for han mente jo, han skulde have blevet fri. Han udstod saa hans Straf og kom hjem igjen og blev ved at doktre. Saa er der en stor Gaard, der hedder Elkjær a troer, det er i Binds- lev Sogn, den ligger og der blev deres Øg saa daarlige et Aar og døde allesammen, de havde jo mange Øg, for det er en Herregaard. Det hjalp ikke, de fik nye Lleste, og de søgte Dyrlæge, men det hjalp heller ikke. Omsider kommer de til Hals Præst, og han kommer og giver Baad. Saa døde der aldrig nogen siden den Tid. Der var en Kjælling, der kom og lagde hendes Arme paa Nedrederen til Stalden, for der var jo to Døre som andre Steder i ældre Tid, Døren var lige- som skjør over. Den Kj ælling var det, der skulde være Skyld i, at Hestene døde. Siden havde Hals Præst som hans Hjem der paa El- kjær, og han kom og var der i maanedsvis og kunde gjøre, hvad han vilde, ja, Fruen kunde han endog gaa hen og slege for, og tage hende om Halsen og kysse hende, det gjorde ikke noget, det var altsammen godt, hvad han gjorde der. Mette Marie Nørgaard, Hjørring. Bindslev S., Horns H.
Map