Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_06_0_00287

Story DSnr_06_0_00287

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Cunning men and women and their activities / Kloge mænd og koner og deres bedrifter
Publication ID	DSnr_06_0_00287

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Givskud Birkebæk
Keywords associated with this story	tænde 1 fadervor 1 historie 1 dag 1 nadver 1 sige 1 pibe 1 røg 1 synke 1 jordisk 1 smed 1 blæse 1 slukke 2 tor 1 delig 1 knappe 2 folk 1 nær 1 ilde 1 løfte 1 nem 1 regel 1 ønske 2 brød 1 frakke 1 oplyse 1 tro 1 glæde 1 beholde 1 gje 1 forbindelse 1 desuden 1 almin 1 lidt 1 fær 1 bog 1 snor 1 alter 2 fastgøre 1 gavn 1 akkord 1 øverst 2 vedkommende 1 dobbelt 1 egn 1 indvendig 1 stive 1 respekt 1 nøglehul 1 verden 1 stof 1 aar 1 strømpe 1 pinnet 1 forskrive 2 smaum 1 skaar 1 maade 2
Text of Danish publication	?287. Kristen Simonsen har fortalt, at Jørgen Hansen Birkebæk kunde gjøre baade ondt og godt. »De æ pinnede ves! Om han hååd Sebriånus, véd a et, men Henrik Smeds Lægebog den hååd han, de æ ved.« Han var meget klog og kunde gjøre ved for alt mulig, men det var ikke altid han vilde. Han kunde faa Ilden til at slukkes og tændes paa Folks Ildsteder, som han ønskede det. En Gang slukkede han Ilden paa Refstrup, saa det brændte Gaarden af. Inden i sin Frakke havde han to smaa Lærredsposer med Kirkegaardsmuld i. Naar han ellers fær- dedes mellem Folk eller paa Sygebesøg, var han i en sid Skjødefrakke af et brunrødt, hjemmevævet Stof og med højpullet, stiv Hat paa Hovedet, hvori han opbevarede sine Medikamenter, dernæst hvide Strømper og helovrede Krampetræsko. Desuden bar han i en Snor, som var fastgjort til øverste Frakkeknap, en lille Lærredspose med Apotekersager. Den nærede Egnens Børn megen Respekt for, saa vel som for Jørgens Person i det hele. Folk troede ogsaa om ham, at han kunde mere end sit Fadervor. Han var i det hele mere end almin- delig oplyst, og jeg har set hans Bøger om Naturlære og Verdens- historie. Det blev sagt og troet, at han havde forskrevet sig til Fanden, og at han havde gjort det Løfte aldrig at knappe sin øverste Vestknap. Hvorledes den Forskrivning ellers var gaaet til, vidste ingen rigtig. Nogle siger, at Fanden kom af sig selv en Dag, da Jørgen uoverlagt havde ønsket ham i Nærheden. Atter andre sagde, at han tre Tors- dags Nætter i Træk var gaaet til Kirken, og der havde blæst ind gjen- nem Nøglehullet, og paa den Maade var han kommen i Forbindelse med ham. Nok om det, men vist er det, at Jørgen aldrig havde sin Vest knappet. Kun den Dag han tog til Alters, knappede hans Kone den, men græd stadig imens. Det er en almindelig Tro, at den, der har forskrevet sig til den Slemme, ikke maa komme i Kirke end sige til Alters. Dog kunde der være Undtagelser fra den Regel, vel nærmest for at Vedkommende ikke skulde gjøre sig ilde set mellem sine Sognebeboere og paa den Maade lide Skaar i sine jordiske Glæder, Men gik en forskreven i Kirke, skulde han indvendig le ad det hele, og nød han Nadveren, maatte han ikke synke Brødet, men beholde det i Munden og bag efter tage det ud og haane det. Hjemme sad Jørgen ofte foran Kakkelovnen og smaasnakkede med sig selv og røg af en lille Pibe. Det sagdes, at han i Følge sin Akkord med den Onde skulde gjøre Ondt mindst en Gang om Aaret. Men da han var et hjærtensgodt Men- neske, gjorde han altid dobbelt op af Gavn igjen, der hvor han havde gjort Ondt. P. Johnsen Pedersen, Farre. Givskud S., Nørvang H.
Map