Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_06_0_00309

Story DSnr_06_0_00309

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Cunning men and women and their activities / Kloge mænd og koner og deres bedrifter
Publication ID	DSnr_06_0_00309

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	styrte 2 bryst 4 bryde 1 hore 1 hjælpe 1 læg 1 læs 1 sælge 1 gled 2 snappe 1 standse 1 bage 1 uge 1 by 1 uheld 2 halvanden 1 sag 1 indenfor 1 brod 1 smørrebrød 1 snakke 1 hævne 1 pynt 4 falster 2 hest 1 hug 1 tanke 1 klud 3 ende 1 slem 1 trave 1 smor 1 lange 1 tørre 1 skik 1 tingsted 1 juli 1 lispund 1 høste 1 smør 1 saare 1 maade 1 laante 1 daarlig 1 taar 1
Text of Danish publication	?309. Fra Egnen Bruntofte, Taaderup, Gavlhuse paa Midtfalster fortælles: Teglværksejer Andersen og hans Kone har fortalt saadan: Det var en Mand her fra Byen, som laante en Hest og en Vogn af sin Nabo for at hente noget ovre i et andet Sogn. Da han saa kommer i Nærheden af Pynt'ens Sted, bliver Hesten syg, og Manden stræber da at faa den bort af Vejen, men lige saa snart han kom indenfor paa Pynt'ens Mark, styrter Hesten død om. Saa maatte han jo skikke Bud hjem til Hestens Ejer, som satte sig op paa sin anden Hest og red der- over, han skulde jo da have sin Vogn hjem; men aldrig saa saare er han kommen der, før Pynt'en siger til ham: »Den Hest er jo ogsaa syg,« og saa styrter den Hest med og er død med det samme. Ja, den Pynt har I vel nok hørt om, han var kendt over hele Falster, men ikke for sine Dyders Skyld. Han kunde sælge halvandet Lispund Smor om Ugen af sine to Køer han kunde ogsaa tage Smørret fra andre. Ja, jeg ved da et Sted, det var endda lidt af hans Familie, hvor de i lang Tid ikke kunde faa Smør, naar de kærnede, saa de maatte have Bud til den kloge Mand, og han spurgte, om de vilde se, hvem der var Skyld i deres Uheld? Nej, det brod de dem ikke om, de havde jo nok en Tanke om det, men om han kunde hjælpe dem. Saa gav han Køerne noget ind, og saa kunde de faa Smør igjen. Et andet Sted der i Byen fik han aldrig Lov at se noget, som kom af Køerne, hverken Mælk eller Smør; kom han ind og bad om en Taar at drikke, fik han 01, og bad han om Mad, fik han Sulebrod aldrig Smørrebrød. En Dag de stod og kærnede inde i Stuen, kunde de hore, han kom ind ad Porten; Konen snappede Kærnen og løb ud med den, og da han kom ind, siger han: »Men Maren, hvorfor lob Du med Kærnen?« »Men det gjorde jeg da ikke.« sagde hun. Hvordan kunde han nu vide det? Kragelars var der heller ingen kunde lide; saa vidt man kunde blive fri. vilde man ikke have med ham at gøre. Vi kom fra Skoven med et Læs Brænde en Gang, og han spurgte om at age med, men vi vilde ikke have ham med. Naa det gavnede os ikke, for han kom før til Bys end vi. Hvordan det? Jo, der kom saa meget i Vejen for os, snart gled en Kæp op, snart en anden, og saa gled Læsset i Ulave, og vi maatte holde og rette paa Sagerne; det var naturligvis Lars, som hævnede sig. Nej, den kloge Mand hernede ved Skoven, han har aldrig gjort nogen Fortræd, men derimod har han hjulpet mange. Saadan skete det en Dag, han var med ude at høste, at en Dreng ved et Uheld blev hugget i Bagen med et Mejejern, saa Blodet pølede ud. Den kloge Mand fik ham med om bag en Trave, og hvad han gjorde ved ham, det véd jeg ikke, men da de kom frem igen, var Blodet standset, og Drengen kunde passe sit Arbejde igen, som om han intet havde fejlet. Ja, vi har da ogsaa brugt ham, men det snakker vi jo ellers ikke om; det var, da vi havde faaet det første Barn, at jeg fik saa forfærdelig ondt i det ene Bryst, og vi brugte alle de Raad, som vi kj endte og spurgte, men lige meget hjalp det. Saa en Aften, vi var helt ene, og alle Folkene gaaet i Seng, kørte min Mand efter den kloge Mand. Da han kom, for- langte han nogle tørre Klude, og dem lagde han saadan paa sin Haand frem for sig, og saa læste han over dem. De Klude skulde vi passe godt paa, de maatte ikke falde paa Gulvet, og ingen maatte se dem, vi skulde lægge en ny paa Brystet hver Dag, og naar vi tog den af, skulde vi brænde den. »Nu vil det først blive værre,« sagde han, »men det skal Du ikke bryde Dig om, for det skal nok hjælpe;« og det gjorde det og- saa, men hvor var jeg dog daarlig den første Nat; siden havde jeg ikke Spor af Smerte, skjøndt der brød en stor Væge ud af Brystet, og Barnet kunde drikke af samme Bryst og var sundt og friskt. Kludene slap op, før jeg var hel lægt, men saa kom han en Gang til og bar sig ad paa samme Maade med nogen flere Klude. »Kunde Du høre, hvad det var han læste?« »Nej, det kunde jeg ikke, han læste jo ikke højt; men det var Guds Navn, han brugte.« Opt. af Karen Toxværd, Juli 1906. Tingsted S., Falsters Nørre H.