Story DSnr_06_0_00321

Story information
ETK index	Cunning men and women and their activities / Kloge mænd og koner og deres bedrifter
Publication ID	DSnr_06_0_00321
Collection information
Associated informants and places	Informant: Jørgensen Nils Collection place: Lindeballe
Story contents
Places mentioned in this story	Balle
Keywords associated with this story	trække 1 række 1 krat 2 ben 3 brække 1 klæde 1 læsse 1 træffe 1 lind 1 mærkelig 2 arbejde 1 binde 1 ret 1 knægt 1 putte 1 kar 1 øre 1 rar 1 smutte 1 fod 2 hugge 2 ske 1 prøve 1 rive 1 re 1 uge 1 løse 1 uheldig 1 dannet 1 tandpine 1 nægte 1 klage 1 tjenestepige 1 tømrer 1 forholde 1 navnlig 1 hellere 1 mure 1 spænde 1 kurer 1 doktor 9 stene 1 selvfølgelig 1 smærte 2 næsvis 1 gjor 1 aflægge 1 sørge 1 kurere 1 skytte 1 svaghed 1 befatte 1 skidt 1 bredsten 1 dok 1 kvaksalver 1 forbinde 1 rød 1 tør 1 raab 1 gaae 1 stian 1 staae 1 blaum 1 ærinde 1 saar 1
Text of Danish publication	?321. Der boede en gammel Hegsemester paa Balle Høj bjærg lidt til Nordvest for Balle, ham kaldte de gamle Hans Kristian, og han var saadan en Slags Doktor i alting, men da navnlig for Benbrud. Der søgte ogsaa Mennesker til ham for Tandpine. Det var nu ellers en rar gammel Mand. Han var baade Murer og Tømrer, og han gik altid med et rødt strikket Mundklæde, som der var en blaa Bort om. En Dag kom han gaaende hen ad Vejen, og saa kom der et Stykke næsvis Knægt imod ham trækkende med nogle Køer, han skulde hen at sætte. Saa siger han: »Hvor skal din gamle Hegsemester hen med dit røde Mund- klæde?« Men da han var kommen lidt længere hen, blev han staaende ved en stor Poppel og kunde ikke gaa af Stedet. Endelig skulde Karen — det var nu Tjenestepigen hen at se efter, hvor Drengen blev af, for han kom jo ikke tilbage, og da stod han der. De maatte saa hen til Hans Kristian, og han løste ham med de Ord: »Nu kan du lade en gammel Mand gaa en anden Gang.« Siden den Tid havde Manden Re- spekt for ham. Der var en Karl nede paa Kjeldkjær, der var saa uheldig at faa hans Ben brækket. Saa gik der Bud til Doktor Ørbech i Vejle, som var deres Huslæge. Han kom og forbandt ham, og saa skulde Karlen puttes i Seng og ligge i 6 Uger. Men han var færdig at krepere af Smærter, for Benet var selvfølgelig ikke sat rigtig sammen. Saa bad han om at faa Bud op efter Hans Kristian, men det bliver ham nægtet, for de kunde jo ikke være bekjendt at have en Kvaksalver i Gaarden. Kar- len faar dog en anden Karl til at hente ham en Aften, og da Hans Kri- stian saa kommer derned og faar set efter, saa river han hele Skidtet af Benet, som Doktoren havde bundet paa, og dannede det saa igjen, at nu var den syge Karl fri for alle Smærter. Dernæst giver han ham Lov til, at naar han nu holdt sig rolig i 5 Dage, saa maatte han staa op. Det gjorde han, og saa var han kommen sig. Nu sker det, at Dok- toren kommer i Egnen igjen, og saa vil han da aflægge et Sygebesøg i Kjeldkjær. Da staar Karlen og læsser Gjodning. Doktoren bliver fløjtende gal ved det Syn, og han paa Vognen igjen og af Sted efter Vejle til. Men saa havde han blandt andet Ærinde i Bræsten Kro, og da han kommer derind, saa er Stuen fuld af Folk, og Hans Kristian træffer ogsaa til at være der. Han var nu en lille Mand, og han sad stille henne i en Krog, og Doktoren lagde ikke Mærke til ham. Han begynder at raabe op om den Hans Kristian der paa Balle Mark, og han skulde da saadan sørge for den Mand, der havde gjort det. Saa rejser Hans Kristian sig stille op og siger: »Vil De Manden noget, saa er han her. Men a vil lade Dem vide, at hvis De vil befatte Dem med Benbrud, det er De en Klodrian til.« Doktoren ud af Døren og han af Sted. Jakob Krat paa Gjødsbøl Mark han arbejdede for Niels Skyt i Linde- balle og var ved at hugge noget Træ af, der skulde slindes op til Vogn- træ, at det saa kunde ligge og blive tørt. Men der smutter Ogsen for ham, og han hugger sig saa slemt ned i Foden lige ved Knoglen. Blodet sprøjter op af Saaret, og der bliver spændt for, og de skal da kjore efter Doktor. Men saa siger Jakob Krat: »A. vilde egentlig helst til Hans Kristian,« og Enden blev da, at de kjørte derhen. Al det første han havde faaet Foden gjort i Stand, saa havde Jakob ikke flere Smær- ter i don, og Benet kerte sig. Hans Kristian kunde ogsaa kurere ved Frisnit, og han var i det hele meget klog. En Gang a var kj ørende med Doktor Arentz fra Bræsten til min Nabo, der havde Aarebetændelse, og vi saa kommer forbi Hans Kristians Hus, da holder der en Vogn udenfor. »Ja,« siger Doktoren saa. »vi to. mig og Hans Kristian, vi praktiserer jo begge to.« Nogle Folk var en Gang ved Hans Kristian for en Svaghed. De for- retter deres Ærende, og han gav dem god Besked nok om, hvordan de havde at forholde sig, men da de saa rejste af, gav de ham ikke noget for det. Som de nu kjører og er komne lidt derfra, saa stod He- stene al stille og kunde ingen Steder komme. Manden maa af Vognen, og han springer tilbage til Hans Kristian og klager hans Nød, han kunde ikke faa Hestene af Stedet. »Saa,« siger Hans Kristian, »det var da mærkeligt, a maa vel hellere gaa hen og give dem et Stykke Brød.« Det gjor han, og saa rækker Manden ham en Daler. »Prøv nu!« siger han. og Manden paa Vognen skal til at kjøre, og saa var der ikke mere i Vejen. Det var ellers det mærkelige ved den Mand, at naar nogen, der var syg, kom til ham, og han kurerede ved det, saa gik Pinen over, og de havde heller aldrig mere Onde i det. Nils Jørgensen, Lindeballe. Bredsten S., Nørvang H.
Map	Base Layer OpenStreetMap Overlays Historical Markers