Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DSnr_06_0_00487

Story DSnr_06_0_00487

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Witches and their sport / Hekse og deres idrætter
Publication ID	DSnr_06_0_00487

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	jage 1 leg 1 lege 1 gruelig 2 tyk 1 mødding 1 tabe 1 fy 1 vilhelm 1 græde 1 dandse 1 knæ 1 glo 2 dand 2 tro 1 kjøkken 1 ste 1 kvart 1 tanke 1 skabning 1 hakkelse 1 forbande 1 fut 1 ildklemme 1 lyst 1 hegse 1
Text of Danish publication	?487. Der levede i Brøndum tre Piger, som havde Ord for at kunne hegse. Saa var det en Dag, vi Børn legede ude ved Huset, da kom der en gruelig stor Tusse, a troer, bitte Børn, hvert Ben var et Kvarter langt. Den stod og gloede paa os med et Par store Øjne. Vi blev bange og løb ind og sagde til Moder, at vi ikke kunde være ude for en Tusse. »Hvad er det for noget Snak,« sagde hun, »saa kan I blive inde.« Vi havde nu tabt Lysten til at lege. Lidt efter kom Moder ud i Kjøkkenet, og da saa hun goden Tusse i Kulgraven. Moder kaldte nu paa os: »Var det den Tusse, I saa, lille Piger?« »Ja, det var,« sagde vi og gav os til at græde. »Ja, den skal I ikke være ræd for,« og saa tog hun den med Ild- klemmen og smed den ud. Hun gav nu mig Ildklemmen og sagde, vi skulde faa den bort. Vi gav os da til at jage efter den, men hver Gang vi hvistede med den, vendte den sig og flæsede Kjæbe ad os. Det var den grimmeste Skabning, a har set i mine Dage. Det var jo vor Tanke, at det var den ene af de tre Piger, der havde gjort sig til en Tusse. Præstens Kusk hed Vilhelm, og ham syntes den ene Pige godt om, hun vilde have ham til Kjæreste, men han kunde ikke lide hende. Saa var det en Aften, de var til Dands sammen, da bød han hende op til en Dands, men under Dandsen slap han hende og sagde: »Fy for Fanden, hvor fes den Kvinde 1« Siden den Tid fulgte ham en hvid Kat, hvor han gik og stod. En Aften han stod og skar Hakkelse, da sad den og gloede paa ham. Saa tog han Strygestikken og gav den en Sinkeldus. Den fut af Vejen, men saa om Natten, blev hans ene Knæ saa tornende galt, det svulmede op og var tykt. Han gik nu op til min Moder og fik en Fontanelle sat paa det. Ligesom han stod der med det, da kom han til at se ud ad Vinduet, og saa siger han: »Der gaar hun, den forbandede Troldhegs.« A saa ud ad Vinduet og saa nu den hvide Kat gaa i vor Mødding. Han blev aldrig til Menneske mere og døde under de gruelig- ste Lidelser. Fortalt af min Moder. £